Gå til hovedindhold

Graviditetstab

En ufrivillig abort er en graviditet, der går til grunde i første halvdel af graviditeten. Den kan behandles medicinsk eller kirurgisk.

Om graviditetstab

Cirka 20 % af alle graviditeter ender med et ufrivilligt graviditetstab, men kun 10 % opdages. Vi ved sjældent, hvorfor graviditetstab sker, men oftest skyldes det, at fosteret har et forkert antal kromosomer eller ikke har udviklet sig normalt. I få tilfælde skyldes det sygdom hos den gravide, fx for højt eller lavt stofskifte.
Selvom du oplever et eller flere graviditetstab, betyder det ikke, at du er i øget risiko for graviditetstab ved næste graviditet.

Vi har skannet dig og konstateret, at fosterets udvikling er gået i stå.
I mange tilfælde klarer kroppen selv at udstøde graviditeten ved en kraftig blødning, uden at behandling er nødvendig.
Andre gange er der tale om et igangværende graviditetstab eller en missed abortion. Det betyder, at der stadig er graviditetsvæv i livmoderen, som kan være nødvendigt at fjerne ved hjælp af medicinsk eller kirurgisk behandling.

Det videre forløb

Ved et igangværende graviditetstab

Graviditetstabet er i gang, men der er stadig graviditetsvæv tilbage i livmoderen. I langt de fleste tilfælde (over 80 %), udstøder kroppen selv resten af graviditeten i løbet af de næste døgn. Vi sender dig som regel hjem, så du over flere dage kan bløde resten af graviditetsvævet ud derhjemme. Vi tilbyder da en ultralydsskanning efter 1 uge for at sikre, at livmoderen er tømt.

Du kan bløde som ved menstruation og have ondt i underlivet. Du kan tage paracetamol og ibuprofen for at lindre smerter.
Hvis blødningen aftager, og det igangværende graviditetstab går i stå, kan det blive nødvendigt at give medicin for at fremkalde veer.

Vi ved, at det er en svær situation at miste en graviditet, og vi vil hjælpe og støtte dig undervejs. Vi anbefaler, at du har en pårørende hos dig under hele forløbet.

Ved en missed abortion

Hvis graviditetens udvikling er stoppet, uden at du er begyndt at bløde, er der tale om en missed abortion. Uden behandling kan der gå lang tid, før livmoderen tømmer sig selv. Det kan medføre langvarige blødninger og en lille risiko for underlivsbetændelse. For at undgå dette anbefaler vi, at du får sat graviditetstabet i gang med medicin. Før 9 uger kan du gennemføre behandlingen hjemme.
Efter 9 uger bliver du indlagt og skal have enten en medicinsk eller kirurgisk behandling for at afslutte aborten. Vi taler med dig om, hvad der er den rette behandling for dig.

Du får mere information

Vi taler med dig om dit videre forløb og giver dig mere information, hvis du skal have medicinsk eller kirurgisk behandling.

Det skal du være opmærksom på

Hold øje med eventuel blødning og tegn på infektion

Kontakt os, hvis du får:

  • blødning kraftigere end menstruation, eller blødning med klumper
  • tiltagende smerter i underlivet
  • udflåd, der lugter grimt
  • temperatur over 38,5 grader, uden at der er anden grund til det.

Reaktioner efter graviditetstab

Ved graviditetstab afbrydes de forandringer i kroppen, du kan have oplevet under graviditeten, og graviditetssymptomerne forsvinder langsomt.

Det er normalt at få psykiske reaktioner og at føle sig ved siden af sig selv. Du har ret til en støttesamtale både før og efter graviditetstab. Kontakt din egen læge, eller find mere information hos www.moedrehjaelpen.dk. Søg på ’abort’.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden