Sådan bruger du dilatatoren
Find et sted, hvor du ikke bliver forstyrret, og hvor du kan indrette dig, så du kan slappe af. Du kan ligge på ryggen med bøjede ben og knæene let adskilte. Støt eventuelt dine ben med puder.
Du kan også stå op med et ben på en stol eller et toiletsæde. Brug eventuelt et spejl, når du fører dilatatoren ind:
- Smør mandelolie eller glidecreme på dilatatoren.
- Træk vejret roligt, og slap af i kroppen.
- Før dilatatoren langsomt ind i skeden, så langt du kan, uden at det gør ondt. Bevæg dilatatoren forsigtigt for at massere og løsne vævet i skeden.
- Før forsigtigt dilatatoren mod skedens top og ud mod skedens vægge.
- Hold dilatatoren i skeden i cirka 10-20 minutter, inden du tager den ud.
- Lav gerne øvelsen dagligt eller efter aftale med lægen.
- Når du kan få dilatatoren helt ind uden smerter, kan du eventuelt skifte til en større.
Det er normalt, at det tager tid og flere forsøg, at få behandlingen til at fungere, og at du i starten kun kan få det yderste af dilatatoren ind i skeden.