Læs om
Om lægeuddannelse i Gynækologisk Obstetrisk Afdeling
På Gynækologisk Obstetrisk Afdeling prioriterer vi uddannelse højt og uddannelse indgår som en naturlig del af afdelingens produktion. Omkring halvdelen af alle læger i afdelingen indgår i et uddannelsesforløb - vi huser både læger under uddannelse til speciallæger i gynækologi-obstetrik, almen medicin og akutmedicin, samt læger fra andre specialer i fokuseret ophold.
Uddannelsen i afdelingen skal foregå trinvis og trygt. I ambulatorierne visiteres patienter, der passer til den enkelte læges kompetenceniveau. På nabostuen arbejder en mere erfaren læge, hvis program indeholder "lidt luft", så der kan superviseres løbende. I vagten (både dag og nat) er der altid to bagvagter i tilstedeværelse fra henholdsvis gynækologi og obstetrik.
Arbejdsrullet er opbygget i forhold til det uddannelsesforløb man har. Dit rul indeholder netop funktioner og vagter af særlig betydning for opnåelsen af dine kompetencer.
Afdelingen har igennem adskillige år fået fine evalueringer og inspektorevalueringer. I både den landsdækkende undersøgelse af patienttilfredshed (LUP) og i regionens trivselsundersøgelser har afdelingen ligeledes gode resultater.
Lidt om afdelingen
Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Nordsjællands Hospital er den ene af fire gynækologiske obstetriske afdelinger i Region Hovedstaden og har både hovedfunktioner og regionsfunktioner. Optageområdet er i vækst og omfatter 12 kommuner med over 500.000 indbyggere. Afdelingens aktiviteter spænder bredt og er fordelt i et gynækologisk team med almen gynækologi, uro- gynækologi og fertilitet og et obstetrisk team med føtalmedicin.
Det obstetriske team varetager aktiviteterne for 4.000 fødsler årligt. Dette omfatter en stor ambulant aktivitet i svangerskabet – herunder komplicerede graviditeter med forløb hos obstetriker og føtalmediciner, men også almindelige ultralydsscreeningskontakter i graviditeten.
I ambulatorier varetages bl.a. svangerskabs- og fødselsplanlægning for kvinder med trombofili, med særlig risiko for anal sfinkterskader under fødsel, med gestationel sukkersyge, med svær overvægt eller behov for tidlig indsats. Forløbene er altid i tæt samarbejde med andre relevante afdelinger på hospitalet.
Akutte problemstillinger i graviditeten ses døgnet rundt i vores akut modtagelse for gravide. Vores fødegangen består af 10 fødestuer og er jordmoderledet. Dertil varetager det obstetriske team forløb på to store barselsafsnit og indlagte mødre i neonatalafdelingen.
Det gynækologiske team varetager en bred vifte af benign gynækologi og er en af de største mht. benign gynækologi i Danmark.
Der er subspecialiserede ambulatorier tilegnet: endometriose og endokrinologiske problemstillinger, blødningsforstyrrelser og adnexpatologi, fertilitetsudredning og behandling med stimulations- og inseminationsbehandling, samt IVF/ICSI-behandling (i samarbejde med Rigshospitalet), pakkeforløb ved cancer suspicio, uterovaginal prolaps og inkontinens.
Tidlige graviditetskomplikationer og akutte gynækologiske problemstillinger fra primærsektoren ses primært af uddannelsessøgende læger i tæt supervision af speciallæge.
De urogynækologiske stuer indgår i bækkenbundsklinikken, hvor opfølgning efter komplicerede fødselsbristninger og sfinkterlæsioner foregår tværfagligt.
De kirurgiske aktiviteter spænder ligeledes vidt i afdelingen med åbne, såvel som laparoskopiske indgreb (herunder også robotassisterede). Vi har operationslejer på Nordsjællands Hospital og Frederikssunds Hospital, hvoraf en stor del er dagkirurgiske operationer. Afdelingen udfører bl.a. kejsersnit, hysterektomi og adnexkirurgi på benign indikation, hysteroskopier, sterilisationer, vaginal prolapskirurgi og slyngeoperationer for stressinkontinens. Dertil kommer vores daglige ambulante operationstuer, hvor der bl.a. udføres hysteroskopier, keglesnit og Botox behandling for urininkontinens.
Afdelingen varetager ligeledes
palliativ behandling af patienter med gynækologiske cancersygdomme, hovedsageligt i åbne forløb.
Afdelingen varetager også kvinderne med
hyperemesis, ses ambulant med mulighed for væskebehandling i hjemmet. Sygeplejersker varetager behandlingen med tæt supervision af læger med special farmakologisk ekspertise.
Afdelingen er
forskningsaktiv med en professor, flere tilknyttede PhD-studerende og flere prægraduate forskningsforløb. Afdelingen har hver måned forskningskonferencer i Kvinde-barn-ung-forskningsklyngen, som er en af de prioriterede på Nordsjællands Hospital.
Afdelingen huser også de
prægraduate klinikophold for 12. semesters studerende og har en stor klinisk studenterlektor gruppe.
Introduktion, vejledning og supervision
For at sikre det bedst mulige uddannelsesforløb, er der udarbejdet individuelle introduktionsforløb typisk på 5-8 arbejdsdage. Introduktionen består af en central hospitalsintroduktion og struktureret information om de enkelte funktioner, samt casebaseret dialog om de vigtigste patientkategorier. I introduktionen indgår differentieret ultralydsoplæring af reservelæger med simulator.
Alle læger under uddannelse får tildelt en vejleder før ansættelsen. Læger i hoveduddannelse får både en gynækologisk og en obstetrisk vejleder.
Den struktureret supervision er en naturlig del af afdelingens hverdag på alle niveauer, lige fra studenter til erfarne speciallæger. Middagskonferencen er præget af livlige faglige diskussioner vedrørende udfordrende cases.
De forskellige lægers uddannelsesniveau og aktuelle kompetencemål bliver løbende annonceret i et nyhedsbrev 2 til 3 gange årligt. Vi har udarbejdet specielle samtale-støtteark til de 3 vejledersamtaler ved start-, midtvejs- og slutevaluering.
Konferencer i afdelingen
Afdelingens huser mange forskellige konferencer – her er en oversigt over de daglige konferencer og de mere subspecialiserede konferencer:
Morgen-vagt-konference kl. 08.00 - 08.15
Gynækologisk indikations- og stuegangskonference kl. 08.15 - 08.30
Obstetrisk morgenkonference kl. 08.15 - 08.30
Fælles middagskonference inkl. dagens faglige 5 min. kl. 12.30 - 13.00
Eftermiddags-vagt-konference kl. 17.30 - 18.00
Patolog konference hver 4. fredag kl. 08.15 - 08.40
Neonatal konference hver 4. torsdag kl. 08.20 - 08.40
Urogynækologisk konference hver tirsdag kl. 8:15-8:45
Teammøder efter indkaldelse
Formaliseret undervisning i afdelingen
Vi har stort fokus på daglig, men også formaliseret undervisning – her er en oversigt over de forskellige tiltag i afdelingen:
Hver dag 5-faglige minutter efter middagskonferencen 12.45-13.00.
Hver onsdag 8.15-9.00:
- kursister/introlæger: færdighedstræning
- AP/introlæger: teoretisk undervisning
2. onsdag i måneden: staffmeeting (hele hospitalet)
3. onsdag i måneden: fællesundervisning for lægerne
- AP/introlæger: teoretisk undervisning
- Kursister: casegennemgang ved ekspert
Hver fredag 8.05-8.30 - fredagsundervisning for YL.
Pop-up systue på fødegangen - annonceres løbende.
Heldags obstetrisk færdighedstræning for introlæger og kursister hvert år i november.
Uddannelsesansvarlige overlæger og uddannelseskoordinerende yngre læger
Ledende uddannelsesansvarlige overlæge, ph.d. Betina Ristorp Andersen
Send en mail til Betina Ristorp Andersen
Telefon 48 29 74 13
Ledende uddannelsesansvarlige overlæge, ph.d. Annette Settnes
Send en mail til Annette Settnes
Telefon 48 29 62 37
Afdelingslæge ph.d. Christiane M. Bourgin Folke Gam
Send en mail til Christiane M. Bourgin Folke Gam
Telefon 48 29 73 99