Om anæstesiafsnittet
På anæstesiafsnittet vil du modtage professionel pleje og behandling lige meget, hvornår på døgnet du har brug for bedøvelse forud for operation eller undersøgelse.
Afsnittet er døgnåbent, og vi bedøver patienter, som skal opereres på vore 13 operationsstuer, hvor vi udfører både planlagt og akut kirurgi og undersøgelser inden for hospitalets kirurgiske specialer.
Før operationen
Inden du skal bedøves til operation eller undersøgelse, skal du tale med en anæstesilæge, der vil spørge ind til din helbredstilstand og eventuelle sygdomme. Anæstesilægen beslutter sammen med dig, hvilken form for bedøvelse, der er mest velegnet, og om der skal foretages yderligere undersøgelser inden bedøvelsen.
Forholdsregler inden bedøvelse og operation
-
Du skal faste 6 timer før operationen, det vil sige, at du ikke må spise fast føde eller spise/drikke mælkeprodukter i 6 timer op til bedøvelsen.
-
I fasteperioden må du ikke indtage pastiller, bolsjer eller tygge tyggegummi.
-
Du må gerne fortsætte med at drikke væsker som vand, saftevand, kaffe og te indtil 2 timer før operationen, og du kan med fordel drikke 1-2 glas saftevand 2 timer før operationen.
Hvis du bruger mælk i kaffe og te, må du højst tilsætte 1/5 mælk (20 volumenprocent). -
Rygning anbefales ophørt 4 til 6 uger før operationen af hensyn til sårhelingen.
På operationsdagen
På operationsgangen bliver du modtaget af personalet på den stue, hvor operationen eller undersøgelsen skal foregå. Af sikkerhedshensyn bliver du spurgt om navn, personnummer og hvilket indgreb, der skal foretages. Du får påsat elektroder til overvågning af hjertet, målt blodtryk og lagt drop til at tilføre væske.
Pårørende
Du må gerne have en pårørende med til operationsgangen og - efter aftale - hos dig, indtil du er bedøvet.
Efter operationen
Efter din operation eller undersøgelse vil du blive kørt til vores opvågningsafsnit, hvor der, afhængig af din tilstand og hensynet til andre patienter, vil være mulighed for, at du kan have besøg af en pårørende.
Hvis du er tørstig, og hvis du må få noget at drikke, får du tilbudt ispiller eller isvand.
Du bliver først kørt fra opvågningsafsnittet til din egen afdeling, når du er vågen, og smertebehandlingen er tilfredsstillende.
Den opererende læge informerer dig om operationen, når du er vendt tilbage til din egen afdeling.
film