Epiduralblokade
En epiduralblokade er lokalbedøvelse af dit underliv og din lænd. Du kan mærke tryk og berøring, men du vil ikke føle smerte fra veerne. Bedøvelsen virker bedst, mens du er i udvidelsesfasen.
Vi lægger blokaden via en nål i ryggen. Du kan enten sidde med krum ryg eller ligge på siden, når vi bedøver dig. Vi starter med at lokalbedøve det område på din ryg, hvor vi giver dig epiduralblokaden. Når lokalbedøvelsen virker, stikker lægen en nål ind i din ryg og fører en tynd plastikslange gennem nålen ind til det sted ved rygmarven, hvor smertenerverne sidder. Plastikslangen bliver liggende, så der via en lille pumpe automatisk tilføres bedøvelse regelmæssigt.
Det kan føles ubehageligt i det øjeblik, hvor nålen og plastikslangen bliver ført ind i din ryg. Det tager cirka 10-15 minutter at lægge epiduralblokaden.
Fra bedøvelsen er sprøjtet ind, og til den virker, går der cirka 10-15 minutter.
Der kan være bivirkninger ved bedøvelsen, fx:
- Blodtryksfald. Det kan vi behandle med medicin.
- Feber. Hvis du får feber, vil vi eventuelt tilbyde dig antibiotika.
- Kløe i huden. Det går som regel over, når epiduralblokaden fjernes.
- Hovedpine i dagene efter fødslen. Hovedpinen kan behandles af en narkoselæge.
Bedøvelsen kan også give problemer med at tisse eller mærke, hvornår blæren er fuld. I nogle tilfælde tømmer vi blæren med et kateter.
Nogle kvinder, der får epiduralblokade, er længere tid om at åbne sig og presse barnet ud.