At være en god mor og opfylde sit barns behov for mad og kontakt kan gøres på mange andre måder end at amme. At give sit barn modermælkserstatning på flaske er for nogen det rigtige valg. For andre kan det være en nødvendighed, f.eks. hvis deres egen produktion af mælk ikke dækker barnets behov.
Hvor mange måltider i døgnet?
I starten vil et nyfødt barn, der får flaske, lige som et barn der ammes, spise hyppigt og uregelmæssigt.
Et nyfødt barn skal have mad, når det er sultent og spise så meget og så længe det har lyst til. Barnet vil få sit behov for næring dækket, hvis det selv bestemmer hvor tit og for meget det vil spise. Det er normalt med 6-8 måltider i døgnet den første tid.
Hvor meget mælk i døgnet?
Tilbyd barnet flasken, når det gør tegn til at være sultent. Hvor meget barnet spiser ved det enkelte måltid og i løbet af døgnet er forskelligt fra barn til barn. Kom altid lidt mere mælk i flasken, end barnet normalt spiser så der levnes lidt mælk og barnet selv kan bestemme hvor meget det vil spise. Fra barnet er 6 døgn gammelt er en grov rettesnor at det vil spise en 1/6 del af sin vægt i døgnet.
Barnet vil gradvist fra 2. levemåned og frem mod 6 måneders alderen selv regulere mængden til ca. 1/9 af den aktuelle vægt.
Hvilken type mælk?
Du bør kun bruge godkendte modermælkserstatninger beregnet til nyfødte. Disse kan købes i de fleste butikker.
Mange almindelige modermælkserstatninger kan købes som færdigblandede brikker eller som pulver. Der findes specielle modermælkserstatninger som anbefales til børn i familier med meget allergi.
Spørg personalet eller din sundhedsplejerske til råds.
Hvordan tilberedes mælken?
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at modermælkserstatninger tilberedes for 1 måltid ad gangen, for at forebygge sjældne, men alvorlige infektioner. Dette gælder specielt de første 2 måneder af barnets liv, men længere tid hvis barnet har medfødte sygdomme eller er født for tidligt. Spørg personalet eller din sundhedsplejerske til råds.
God hygiejne er vigtig når mælken tilberedes. Start med at vaske dine hænder. Lad den kolde hane løbe, inden du tapper vandet. Kog vandet og hæld det på rene skoldede flasker. Vandet på flasken afkøles til ca. 40-45 grader (lidt varmere end lunken). Herefter tilsættes mælkepulveret og flasken rystes grundigt. Følg altid brugsanvisningen på pakken. Brug kun den måleske der følger med i pakken og stryg overskydende pulver af langs skeens kant. Herefter afkøles mælken til den rette temperatur, 37 grader, som føles behagelig på indersiden af dit håndled inden mælken gives til barnet.
Der skal bruges kogt vand i de første 4 måneder - og også herefter, hvis blandingen ikke bruges med det samme, eller hvis der laves flasker til flere måltider.
Hvis blandingen skal bruges umiddelbart efter tilberedningen, kan man fra barnet er 5 måneder bruge koldt vand fra hanen. Der må aldrig bruges varmt vand fra hanen.
Rester fra et måltid må aldrig genvarmes, men skal altid kasseres.
Gode råd
Du kan eventuelt koge vand til 1 døgn ad gangen og opbevare det kogte vand i lukkede flasker i køleskabet. Det er da nødvendigt at varme vandet til ca. 40-45 grader og tilsætte mælkepulveret, lige inden barnets næste måltid.
Når barnet er 2 måneder gammelt, kan du tilberede mælk til 1 døgn ad gangen. Flaskerne opbevares lukkede i køleskab og opvarmes lige inden brug (Anbefales ikke hvis barnet har medfødte sygdomme eller er præmaturt). Færdigblandet mælk har en holdbarhed på 24 timer. Mælken kan opvarmes i varmt vandbad eller i mikrobølgeovn. Ved opvarmning i mikrobølgeovn er det vigtigt at flasken rystes kraftigt inden temperaturen på mælken tjekkes.
Hvordan rengøres flasker og sutter?
- Flaskern skylles i koldt vand efter brug. Mælkerester kan samle sig i skruegange og på kanterne.
- Flasker og lågene vaskes med opvaskemiddel, varmt vand og med brug af flaskerenser. Hvis flaskesutterne er af gummi, gnides de med groft salt for at fjerne mælkerester på indersiden. Flaskesutter af silikone vaskes med opvaskemiddel.
- Flasker og sutter skylles godt og koges i 5 minutter. Vandet hældes fra og flasker og flaskesutter opbevares tørt og tildækket.
I stedet for at koge sutteflaskerne, kan de vaskes i opvaskemaskine ved 65 grader. Flaskesutter kan ikke tåle at komme i opvaskemaskinen. Sutteflaskerne kan også, når de er rengjorte, placeres i en særlig indsats til mikrobølgeovnen og steriliseres. Følg brugsanvisningen på indsatsen. Tiden er afhængig af hvilken effekt mikrobølgeovnen har.
Hvordan forløber måltider?
Måltidet bør være en hyggestund for dig og dit barn. Et barn, der får flaske, har lige så stort behov for tæt fysisk kontakt med sine forældre som et barn der ammes.
Det er derfor vigtigt, at du holder dit barn i dine arme, mens det får flaske. Før du giver barnet flasken, kan du prøve temperaturen på dit håndled. Mælken skal have samme temperatur som håndleddet, det vi sige, at du faktisk ikke kan mærke mælken på håndleddet.
Når I er klar, lader du først flaskesutten røre ved barnets mund. Barnet vil da åbne munden, tage fat om sutten og suge den langt ind i munden. Selve sutten skal være fuld af mælk for at undgå, at barnet sluger luft.
De første minutter af et måltid vil barnet ofte sutte grådigt for derefter at finde sin egen rytme. I slutningen af måltidet vil barnet ofte tage enkelte sug med pauser imellem. Giv eventuelt barnet pauser under måltidet, således, at det får mulighed for at bøvse.
Hvordan er barnets afføring?
Et barn, der får modermælkserstatning skal have afføring hver/hver anden dag, da modermælkserstatning kan give hård mave. Afføringen er oftest mere brunlig end ved børn der ammes. Hvis du oplever at dit barn har svært ved at komme af med sin afføring eller hvis barnets afføring bliver meget fast i konsistensen, kan det være nødvendigt at give barnet Laktulose. Laktulose øger væske optagelsen i tarmen, hvilket blødgør afføringen og fremmer tarmperistaltikken. Rådfør dig med sundhedsplejersken eller din egen læge.