Efter ufrivillig abort eller medicinsk abort.
Hvordan foregår indgrebet?
Indgrebet foretages ambulant i Dagkirurgisk afsnit 0162, og du kan forvente at komme hjem samme dag.
Indgrebet foregår ved at væv fra livmoderen suges ud gennem et rør, indført gennem livmoderhalsen.
Blodtype
Hvis din blodtype ikke er oplyst i journalen, vil du få taget en blodprøve forud for udskrabningen. Hvis din blodtype er rhesus negativ, vil du samtidig med indgrebet få en indsprøjtning med Anti-D for at undgå, at du danner rhesus-antistoffer i en eventuel ny graviditet.
Cytotec
Om morgenen, 2 timer før du møder i afsnittet, skal du synke de 2 tabletter Cytotec (á 0,2 mg) sammen med et glas vand. Cytotectabletterne indeholder stoffet misiprostol, som blødgør livmoderhalsen og gør indgrebet mere skånsomt.
Cytotec kan give blødning og menstruationslignende smerter. Cytotec kan i nogle tilfælde også give andre gener f.eks. diarré, kvalme, oppustethed og opkastning.
Operationen
På operationsstuen kontrolleres blodtryk og puls, og anæstesisygeplejersken giver dig et drop - dvs. indfører et tyndt plasticrør i en blodåre i hånden eller armen. Droppet anvendes til indsprøjtning af de bedøvende stoffer, som bevirker, at indgrebet kan foretages smertefrit, mens du sover.
Efter indgrebet bliver du i en seng kørt til afsnittets opvågningsstue, hvor du observeres efter operationen.
Forløbet efter operationen
Når du er vågen, må du spise og drikke igen. Du må tage dit eget tøj på og være oppegående, så hurtigt du kan.
Sygeplejersken / lægen vil informere dig om forløbet af indgrebet og eventuel kontrol. Du får udleveret et besøgssammendrag og kan derudover få overblik over dit forløb ved at logge på www.minsundhedsplatform.dk med dit MitID.
Du bliver udskrevet, så snart du er færdigbehandlet.
Kriterier for at du kan gå hjem er, at du har det godt. Du skal kunne gå selv, have ladt vandet, og have spist og drukket lidt. Vi anbefaler, at du bliver hentet og fulgt hjem af en voksen person efter operationen.
Hjemtransporten skal være aftalt på forhånd, du må ikke selv køre bil de første 24 timer, pga. bedøvelsen. Har du abonnement på Falck, som gælder syge-transport, kan dette benyttes.
Udskrivelse
Efter indgrebet kan der komme frisk blødning svarende til menstruationsstyrke. Blødningen kan vare fra få dage og op til 3-4 uger og vil gradvist aftage. Blødningen kan stoppe nogle dage for derefter at komme igen uden, at det har nogen betydning. I de første 1-2 uger efter en abort er der let øget risiko for underlivsbetændelse. Derfor bør du følge nedenstående forholdsregler den første uge efter indgrebet.
- Undlad at bruge tampon
- Undlad karbad, svømmehal og havbad
- Anvend kondom ved samleje
Smerter
Der kan være menstruationslignende smerter efter indgrebet. Vi anbefaler, at du tager smertestillende medicin de første 2-3 dage, med mindre andet aftales med den læge, der foretager indgrebet.
Det vil normalt være Paracetamol (Pinex, Pamol eller Panodil) tabletter á 500 mg - 2 tabl. 4 gange dagligt og Ibuprofen (Ipren, Ibumetin, Burana) tabletter á 400 mg - 1 tabl. 3 gange dagligt.
Du skal selv sørge for at indkøbe dette inden operationen. Hvis lægen vurderer, at det er nødvendigt, kan der ved behov suppleres med stærkere smertestillende medicin.
Komplikationer ved indgrebet
Meget sjældent kan der under indgrebet blive stukket hul på livmoderen. Den samlede risiko for komplikationer efter indgrebet er 3-4 %. Hvis livmoderen ikke er helt tom, kan du få kraftig vedvarende blødning i mere end 2-3 uger. Dette vil af og til kræve en ny udskrabning.
Du bør kontakte egen læge eller 1813, hvis du får:
- Kraftig blødning fra skeden, dvs. kraftigere end menstruation eller blødning med klumper
- Kraftige underlivs-/mavesmerter
- Feber over 38° C
Hvis du efter 6 uger ikke har fået menstruation, skal du kontakte egen læge for at udelukke, at graviditeten fortsætter trods udskrabningen. Dette sker i sjældne tilfælde.
Fremtidig prævention
Hvis du har behov for prævention efter indgrebet, kan dette aftales med lægen ved forundersøgelsen i Gynækologisk Ambulatorium eller efterfølgende med egen læge.
Vælger du spiral, kan du medbringe den og få den lagt op i forbindelse med indgrebet. Når du har haft den første menstruation efter aborten, bør du gå til din egen læge for at få kontrolleret, om spiralen sidder, hvor den skal.
Støttesamtale
Ifølge loven har du ret til en støttesamtale både før og efter aborten. Du kan kontakte din egen læge med henblik på en opfølgende samtale.
Med venlig hilsen
Personalet på Dagkirurgisk afsnit