Gå til hovedindhold

Udrensning med Plenvu®

Din tyktarm skal undersøges med en kikkert. Du skal derfor udrense din tarm, for at vi kan undersøge dig.

Din tyktarm skal undersøges med en kikkert. Du skal derfor udrense din tarm, for at vi kan undersøge dig.

Til udrensningen af tarmen skal du bruge Plenvu® (pulver til oral opløsning).

Du kan hente Plenvu® gratis i information ved indgang 01 på Nordsjællands Hospital – Hillerød (døgnåbent) eller ved informationen på Nordsjællands Hospital – Frederikssund (hverdage 7.30-16.00, weekend 9-16) samt Sundhedshuset i Helsingør (hverdage 8-15.30). Du kan også købe Plenvu® på apoteket til ca. 200 kr. Det er dog ikke muligt at få udgiften refunderet-

Hvis du har spørgsmål til undersøgelsen og/eller forberedelsen til undersøgelsen, er det ikke muligt for personalet i informationen af besvare dem. Du kan i stedet ringe til Endoskopiafsnittet på telefon 48292266, hvor dine spørgsmål vil blive besvaret af en sekretær eller sygeplejerske. 

Forberedelser før undersøgelsen

Du skal være opmærksom på, at en kikkertundersøgelse af tyktarmen kræver forberedelse. Det er fordi, tyktarmen skal være tom, for at man kan se slimhinden. 

7 dage før undersøgelsen

Du må ikke tage jerntilskud 7 dage før undersøgelsen, fordi jern kan farve væsken i tarmen sort. Du må gerne tage almindelige multivitaminer. 

5 dage før undersøgelsen

Du må ikke spise kerner og frø, da de kan genere udsynet ved undersøgelsen. Dette drejer sig bl.a. om hørfrø, sesam, chiafrø, solsikkekerner m.m.. Men også kerner og frø i frugt og grøntsager, som bl.a. findes i tomater, kiwi, vindruer, jordbær m.m. 

Dagen før undersøgelsen

Du må spise morgenmad, frokost og et let aftensmåltid inden kl. 17.00. Du skal være opmærksom på følgende :

  • Du må ikke få mælkeprodukter. Du kan derfor erstatte mælkeprodukter med veganske alternativer eller undgå dem helt.  
  • Du skal begrænse dit fiberindtag, hvorfor du bl.a. skal undgå fuldkornsprodukter. 
  • Du må ikke spise skræl/skind, som bl.a. findes på ærter, majs, tomater, appelsiner, æbler, kartofler, kylling  m.m. Pil skrællen af disse madvarer eller undgå dem helt. Kartofler skal moses. 
  • Du skal drikke mindst 3 glas væske til hvert måltid. 

Menuforslag til dagen før undersøgelsen

Morgenmad

Lyst toastbrød med f.eks. kogt kødpålæg, honning, æg eller mørk pålægschokolade

eller

Cornflakes med havredrik/risdrik/mandeldrik

Frokost

Kartoffelmos og spejlæg med ketchup

eller

Omelet uden mælkeprodukter med avokado og lyst toastbrød

eller

Lyst toastbrød med f.eks. rejer, avokado, æg eller røget laks. 

Aftensmad (kl. 17.00). 

Blendet suppe uden mælkeprodukter med hvid pasta eller lyst toastbrød

eller

Hvid pasta med kødsovs med blendet tomatsovs

eller

Kylling/fisk, kartoffelmos og kogte grønsager - uden skind og skræl.

MellemmåltiderBanan, sodavandsis, mariekiks, riskiks, saltchips, smoothie uden mælkeprodukter og frø/kerner. 

Forslag til drikkevarer dagen før undersøgelsen

                            DrikkevarerSaftevand, sodavand, danskvand, the og kaffe uden                mælk, juice uden frugtkød, isthe, mælkefri proteindrik, bouillon,  havredrik, mandeldrik, risdrik m.m.

Senest kl. 17.00 skal det lette aftensmåltid være spist; det er det sidste måltid inden undersøgelsen, og du må herefter kun drikke væske. Se forslag til drikkevarer ovenfor. 

Kl. 17.00 skal du drikke Dosis 1 Plenvu® 

Plenvu®  begynder normalt at virke indenfor 1-2 timer, men for nogen kan der gå kortere eller længere tid. Du kan forvente hyppig afføring/diarré.

Sådan skal du tage Plenvu®

  • Tag en kande med ½ liter vand
  • Hæld Dosis 1 Plenvu® i vandet
  • Rør blandingen godt sammen. Vær opmærksom på at det kan tage op til 8 minutter før pulveret er opløst 
  • Drik blandingen indenfor ½-1 time
  • Drik samtidigt mindst ½ liter almindelig væske - meget gerne mere

Gode råd til indtagelse af Plenvu®

  • Drik udrensningen kold og langsomt over ½-1 time
  • Drik med sugerør
  • Drik skiftevis Plenvu® og almindelig væske
  • Drik gerne noget sukkerholdigt (juice eller saft) umiddelbart før du drikker Plenvu®
  • Plenvu® kan med fordel blandes og stilles på køl et par timer før brug

På undersøgelsesdagen

Plejer du at tage medicin om morgenen, kan du tage medicinen, når du vurderer at udrensningen er komplet, dog senest 2 timer før undersøgelsen.

Har du diabetes, skal du ikke tage din sædvanlige medicin for dette på undersøgelsesdagen. 

4-6 timer før undersøgelsen skal du drikke Dosis 2, brev A og brev B Plenvu®. 

  • Tag en kande med ½ liter vand
  • Hæld pulveret fra brev A med brev B i vandet.
  • Rør blandingen godt sammen. Vær opmærksom på, at det kan tage op til 8 minutter før pulveret er helt opløst. 
  • Drik blandingen indenfor ½ - 1 time
  • Drik samtidigt mindst ½ liter væske meget gerne mere

 

Det er vigtigt at du ikke kommer i væskeunderskud under udrensningen, og du bør derfor drikke rigeligt med væske. Målet er at afføringen bliver klar og vandtynd. 

2 timer før undersøgelsen må du IKKE drikke mere. 

Hvis du ønsker  smertestillende medicin under undersøgelsen, må du ikke køre bil hjem bagefter, og du skal selv sørge for at planlægge din hjemtransport.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden