Gå til hovedindhold

Tarmskylning

Transanal irrigation

Transanal irrigation

Hvad er transanal irrigation?

Transanal irrigation er en måde at tømme tarmen på. Metoden bruges, når man er blevet undersøgt på en specialafdeling, hvor andre behandlingsmuligheder er forsøgt eller diskuteret.

Metoden bruges ved inkontinens og forstoppelse. Afføringsinkontinens betyder, at man ikke har fuld kontrol over sin tarmfunktion og derfor ikke kan holde på afføringen. Forstoppelse er, når afføringen ophober sig i tarmen, og tarmen ikke tømmer sig på vanlig vis.

Få hjælp af en læge eller en sygeplejerske

Transanal irrigation bør kun påbegyndes i samarbejde med en læge eller en sygeplejerske.

Hvordan griber du det an?

  • Find et tidspunkt i din hverdag, hvor toilettet er ”dit”. God tid og ro omkring dig er vigtigt for at opnå et godt resultat.
  • Tag vandpose og skyllekonus frem (skyllekonus er den hvide tragt med slange på).
  • Sørg for, at du har en krog på væggen til vandposen. Den skal hænge ca. 1,5 meter over gulvet et sted, hvor du kan se posen fra toilettet.
  • Fyld en halv liter lunkent vand i posen. Koldt vand kan give mavekramper. For varmt vand kan give en forbrænding af tarmen.
  • Luk op for vandet og skyl posen igennem, så luften er ude af systemet.
  • Kom lidt creme eller vaseline på skyllekonus.
  • Før konus ind i endetarmen. Dette kan gøres stående eller siddende på toilettet.
  • Luk op for vandet og lad det løbe et par minutter.
  • Hvis du føler ubehag (koliksmerter eller trykken i maven), bør du skrue ned for indløbshastigheden. Hvis der løber vand ved siden af konus, føres den længere ind.
  • Når en halv liter vand er løbet ind, lukker du for vandet.
  • Efter et par minutter fjerner du konus. Denne vaskes med almindelig sæbe og skylles ren. Pose og konus hænges et sted, hvor det kan tørre.

Hvordan virker tarmskylningen?

Du kan forvente, at tarmen tømmer sig straks eller kort tid efter. Tømningstiden er meget individuel, men indenfor en halv time er almindeligt. I løbet af indkøringsperioden, som er på ca. en måned, vil du få en fornemmelse af, hvornår din tarm er færdig med at tømme sig.

Hvor ofte skal du skylle tarmen?

Hvis du er kronisk forstoppet, skal du skylle din tarm hver dag i en måned. Herefter kan du prøve at skylle hveranden dag. Enkelte kan nøjes med at skylle hver tredje dag. Dette aftaler du med din sygeplejerske.

Hvis du er inkontinent, skal du skylle hver dag i 5 dage. Herefter kan du prøve at nedsætte skyl - lehyppigheden til hveranden dag. Aftal dette med din sygeplejerske.

Gode råd:

  • Det er vigtigt for resultatet af tarmskylningen, at dine kostvaner er gode. Følg de ti kostråd samt de råd, du evt. har fået af en diætist.
  • Drik minimum 1,5 til 2 liter væske om dagen.
  • Dyrk motion.
  • Fortsæt med den medicin, som din læge har ordineret - også hvis det er afføringsmidler.

Kan du rejse?

Du bør fortsætte med tarmskylningen, selvom du er på rejse. Hvis du er i et land, hvor du ikke kan drikke vandet, bør du skylle din tarm med mineralvand uden kulsyre.
Medbring mindst 2 vandposer. I tilfælde af turistdiarré skal du holde pause med skylningerne. Husk en transportabel krog til skylleposen.

Har du problemer?

  • Kommer der afføring mellem skylningerne, eller har du ikke effekt af dem?
  • Vil vandet ikke løbe?

Du skal sikre dig, at slangen er tømt for luft. Konus kan også være tilstoppet af en afføringsknold. Flyt lidt på den.

  • Løber vandet ikke ud af tarmen?

Hvis du mangler væske, kan tarmen optage det vand, du har skyllet ind. Drik rigeligt og skyl igen næste dag.

Hvis problemerne ikke løser sig ved de ovenfor anførte råd, kan du kontakte Gastromedicinsk ambulatorium på telefon 4829 2266 man - fre mellem kl. 8.00-15.00.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden