Der findes forskellige måder at lindre og behandle dine symptomer på. Vi taler med dig om fordele og ulemper ved de enkelte behandlinger.
Ergoterapi og skinne
Du kan selv sørge for at skåne tommelfingeren ved at undgå belastning og aktiviteter, der giver smerter i fingeren. Hos en ergoterapeut kan du få vejledning i øvelser og bevægelser, og ergoterapeuten kan også give dig en skinne, der holder tommelfingeren i ro.
Du kan i perioder kombinere ergoterapien med smertestillende medicin, som du køber i håndkøb.
Indsprøjtning med binyrebarkhormon
En blokade med binyrebarkhormon kan dæmpe smerter og irritation i nogle uger eller måneder. Vi giver dig blokaden som en indsprøjtning i tommelfingeren. Det kan være nødvendigt at gentage behandlingen flere gange.
Operation
Ved en operation fjerner vi trapezbenet i håndroden og strammer ledkapslen op. Operationen foregår som regel i lokalbedøvelse, men i nogle tilfælde kan det være nødvendigt med fuld bedøvelse.
Tommelfingeren kan blive op til ½ cm kortere af operationen, men de fleste bemærker det ikke i hverdagen. Du kan have smerter i op til 6 måneder efter operationen, og der kan gå op til et år, før du har en god styrke i fingeren. Du kan dog ikke forvente helt den samme styrke i fingeren som tidligere.