Gå til hovedindhold

Slidgigt i tommelfingeren - operation

Information om forberedelse til operation for slidgigt i tommelfingeren samt forholdsregler efter.

Kort om operationen

Du skal opereres for slidgigt i tommelfingeren for at mindske dine smerter. Slidgigt i tommelfingeren betyder, at brusken er nedslidt, så knoglerne skurrer mod hinanden og giver smerter.

Du skal forvente at komme hjem samme dag, som du er blevet opereret.

Tommelfingeren kan blive op til ½ cm kortere af operationen, men de fleste bemærker det ikke i hverdagen. Smerterne i fingeren aftager i løbet af de første 6 måneder, og der kan gå op til et år, før du har god styrke i fingeren. Du kan dog ikke forvente helt den samme styrke i fingeren som tidligere.

Vigtig forberedelse

Forbered din krop på operationen

Når du skal opereres, er det vigtigt, at du spiser sundt, bevæger dig mest muligt og undgår rygning og alkohol. På den måde styrker du dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer. De sidste 6 uger før en operation er vigtige, men også få dage uden især rygning har betydning.

Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på operationen på www.nordsjaellandshospital.dk/patientguiden. Søg på ’Livsstil - vigtigt for dit behandlingsresultat’.

Tag din blodfortyndende medicin som normalt

Tager du blodfortyndende medicin, skal du ikke holde pause før operationen, medmindre du har fået andet at vide af lægen.

Kontakt os, hvis du bliver forkølet, får en infektion eller feber

Hvis du de sidste dage inden operationen bliver forkølet, får en infektion i kroppen eller får feber, kan vi muligvis ikke operere dig. Du skal derfor kontakte os hurtigst muligt, så vi kan vurdere, om du skal have en ny tid.

Kontakt os, hvis du har sår eller rifter

Du må ikke have sår, rifter eller hudafskrabninger på på hånden, da det øger risikoen for betændelse. I nogle tilfælde kan vi være nødt til at aflyse operationen.

Gør klar til, når du kommer hjem

Allerede inden operationen er det en god idé at gøre klar til, når du kommer hjem, da hverdagsaktiviteter kan tage længere tid og være mere besværlige end normalt. Du kan fx:

  • lave aftaler med venner eller familie om hjælp til praktiske ting, fx til at handle ind
  • have nem mad klar
  • indrette dit hjem, så det er nemt at komme rundt og nemt at få fat i dine ting
  • købe smertestillende medicin.

​Aftal at blive hentet af en pårørende

Allerede inden operationen skal du lave en aftale med en pårørende, der kan følge dig hjem. Du må ikke selv køre bil eller cykle, og du bør også undgå offentlig transport. Vi anbefaler, at du ikke er alene det første døgn, efter at du er kommet hjem.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme efter badet, da det øger risikoen for infektioner.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din operation. Du skal desuden fjerne al makeup, ur, smykker og piercinger hjemmefra.

Tag løstsiddende og praktisk tøj på

Det er en god idé at tage en løstsiddende bluse eller skjorte med brede ærmer på, da du efter operationen får en stor forbinding på hånden.
Vi anbefaler også sko uden snører og bukser med elastik, fx joggingbukser, som er nemme at tage af og på med én hånd.

Medbring gerne musik

Du er velkommen til at tage en telefon med musik og høretelefoner med, så du kan høre musik under operationen.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

På hospitalet

Du bliver bedøvet

Du er vågen, mens vi opererer dig, men hele din arm bliver bedøvet med en blokade i armhulen eller under skulderen. Du vil derfor ikke føle smerte, men du kan måske mærke berøring og tryk. Armen vil normalt være bedøvet i 12-14 timer. Du kan derfor ikke brug armen efter operationen.

Operationen

Når bedøvelsen virker, laver lægen et snit i din hånd og fjerner trapezbenet i håndroden og strammer ledkapslen. I nogle tilfælde forstærker vi ledkapslen med senevæv.

Sårene lukkes med tråd. Til sidst giver vi dig en stor forbinding på hånden, som skal skiftes til gips i ambulatoriet efter 2 dage. Du får også en slynge, som holder din arm på plads og hånden højt.

Lægen fortæller dig om operationen

Efter operationen kommer lægen og fortæller dig, hvordan det er gået. Du får også udleveret en beskrivelse af operationen, hvor der står, hvis der er noget, du skal være særligt opmærksom på.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

Betændelse i såret (hyppighed: under 3%)

Der kan gå betændelse i såret. Hvis det sker, behandler vi det. Det kan kræve en ny operation.

Skade på nerver (hyppighed: under 2%)

Fingrenes nerver kan blive påvirket eller skadet under operationen. Det kan give føleforstyrrelser i fingrene. Føleforstyrrelserne går som regel over af sig selv efter 3-4 måneder.

Komplekst regionalt smertesyndrom (CRPS) (hyppighed: under 2%)

CRPS er en tilstand, som giver smerter, hævelse og stivhed i hånden. Det er individuelt, hvordan CRPS behandles, og behandlingsforløbet kan være langt.

Hjemme igen

I det følgende kan du se, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen.

Ubehag eller smerter

Vær opmærksom på blødning

Det er normalt, at det bløder under forbindingen de første timer efter operationen, men du skal kontakte os, hvis blodet siver gennem forbindingen. Hvis det sker uden for vores åbningstid, skal du i stedet kontakte Akuttelefonen 1813.

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være hævet og øm omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i såret. Det er sjældent, men hvis det sker, skal det behandles. Du skal derfor kontakte os eller Akuttelefonen 1813 udenfor vores åbningstid, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af ømhed.
  • Øget hævelse.
  • Øget varme under forbindingen.
  • Feber over 38 grader, uden at der en anden grund til det.

Tag smertestillende medicin

Vi anbefaler, at du de første døgn efter operationen tager smertestillende medicin. Du skal tage 1 pille med 400 mg ibuprofen samt 2 piller med 500 mg paracetamol hver dag klokken 8.00, 12.00, 16.00 og 22.00.
Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.

Kontakt os, hvis forbindingen er for stram

Du skal kontakte os eller Akuttelefonen 1813 uden for vores åbningstid, hvis:

  • du får tiltagende smerter
  • du får svært ved at bevæge fingrene
  • hånden hæver
  • hånden føles meget kold
  • det prikker eller snurrer i fingrene
  • fingrene bliver blanke eller ændrer farve.

Det kan være tegn på, at forbindingen sidder for stramt.

Bevægelse og hvile

Behold slyngen på, til bedøvelsen er væk

Din arm er bedøvet og følelsesløs op til 24 timer efter operationen. Du skal derfor beholde slyngen på og beskytte armen, indtil bedøvelsen er aftaget. Når bedøvelsen begynder at forsvinde, vil det prikke og stikke i hånden og armen.

Hold hånden højt

De første døgn efter behandlingen skal du holde hånden over hjertehøjde for at mindske hævelse og blødning fra såret.
Når du skal sove, og når du sidder ned i løbet af dagen, skal du holde både hånden og albuen over hjertehøjde, fx ved at lægge puder eller et sammenrullet tæppe under.

Bevæg fingrene

Når bedøvelsen er aftaget, skal du flere gange om dagen sørge for at bøje og strække de frie fingre og tommelfingerens yderste led, så meget du kan med forbinding på. Det må ikke gøre ondt.
Stræk armen helt i vejret hver time, og bøj og stræk fingrene 25 gange. På den måde forebygger og mindsker du hævelse. Hvis din hånd stadig er hævet efter de første døgn, skal du fortsætte med denne øvelse og med at holde hånden og albuen over hjertehøjde, når du hviler.

Vent med at belaste hånden

Så længe du har forbinding på, må du ikke belaste hånden eller løfte ting. Når du har fået gipsen af, må du bruge hånden til aktiviteter med let belastning, fx til at tage tøj på, spise med bestik eller løfte en kop op til munden. Tommelfingeren tåler først fuld belastning 3 måneder efter operationen.

Du skal lave øvelser

Du skal starte på øvelserne umiddelbart efter operationen. Øvelserne mindsker hævelse og vedligeholder din bevægelighed i hånden og albuen.

Du skal træne 3-4 gange dagligt og lave hver øvelse 10-15 gange. Du skal beholde forbindingen på hele tiden, også når du træner.

Træn i et roligt tempo, og undgå at tvinge en bevægelse igennem, hvis du mærker modstand eller stærke smerter. Hvis du får ondt, mens du træner, skal du holde 30 minutters pause og derefter fortsætte dine øvelser.

Du skal fortsætte med at lave øvelser, indtil du kan bruge din hånd normalt igen.

Øvelse 1

  • Saml og spred fingrene så meget som muligt.

Øvelse 2

  • Før spidsen af pegefingeren til spidsen af tommelfingeren. Før hver af de andre fingerspidser til tommelfingerspidsen én efter én. Du skal lave et stort ’O’ med hver af fingrene.

Øvelse 3

  • Bøj og stræk albuen.

Øvelse 4

Du skal stå op.

  • Læg håndfladerne på nakken.
  • Giv slip, og læg håndryggene om mod lænden.

Pleje og hygiejne

Hold forbindingen ren og tør

Sørg for, at forbindingen ikke bliver våd eller snavset. Dæk altid forbindingen til med en plastikpose, når du er i bad, og rør ikke ved rå madvarer, fx råt kød. Lad heller ikke husdyr komme tæt på forbindingen.

Hjælp din krop med at komme sig

Efter din operation har bevægelse, kost, rygning og alkohol stor betydning for, hvor hurtigt du får kræfterne tilbage. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt på www.nordsjaellandshospital.dk/patientguiden. Søg på ’livsstil’.

Praktiske forhold

Vent med at køre bil og cykle

Du må ikke køre bil eller cykle, før du kan bruge din hånd normalt og færdes forsvarligt i trafikken. Du skal kunne holde ordentligt fast om rattet eller cykelstyret med begge hænder. Du må heller ikke køre bil eller cykle i trafikken, hvis du tager stærk smertestillende medicin.
Der kan gå op til 3-6 måneder, før hånden er stabil og kan tåle fuld belastning.

Få fjernet tråde og forbinding

Du skal have fjernet tråde og gips 3 uger efter operationen. Det sker ved en opfølgende aftale hos os.

Genoptræning

Hvis vi har vurderet, at du skal genoptræne efter operationen, får du en henvisning til ergoterapi. En ergoterapeut vil instruere dig i øvelser, og i hvordan du bedst bruger hånden i hverdagen. Du får eventuelt en bandage til tommelfingeren, som du kan bruge for at give fingeren ro og for at beskytte den i udsatte situationer.

Sygemelding

Du kan starte på arbejde eller i skole igen, når du føler dig parat til det. For de fleste er det efter cirka 3-6 uger, men hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente længere. Hvis du har brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal ud at rejse

Hvis du skal ud at rejse i løbet af de første 2-3 måneder efter operationen, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige retningslinjer, som du skal følge.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Du kan få mere viden om slidgigt i tommelfingeren på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’tommelfingerslitage’ eller ’tommelfingerartrose’.

Gigtforeningen tilbyder fællesskab, råd og støtte til patienter og pårørende. Du finder foreningen på www.gigtforeningen.dk.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden