En punkteret lunge skal have dræn indlagt for at folde sig ud igen. Læs her, hvordan det foregår, og hvordan du skal forholde dig efter operationen.
Hvorfor kan lungen punktere?
Lungerne er beliggende i brysthulen. De er omgivet af to lungehinder hver (pleura). Når lungerne er fuldt udfoldede, er pleurahulen reduceret til en fin spalte, idet de to hinder ligger ganske tæt op ad hinanden kun adskilt af et væskelag, som sikrer lav gnidningsmodstand i forbindelse med vejrtrækningen. Et lille undertryk holder den elastiske lunge udfoldet. Hvis der kommer luft, væske, blod eller pus ind i pleurahulen, falder lungen sammen. Et såkaldt pleuradræn anlægges, hvis vejrtrækningen er truet.
Der er generelt to årsager til punkteret lunger
- Spontan lungepunktering kan opstå hos i øvrigt raske mennesker, og det skyldes en medfødt forandring i lungerne, som gør, at lungen nemmere ”punkterer” spontant. Dette ses også hos patienter med kronisk lungesygdom (KOL).
- Traumatisk lungepunktering ses ved skader på brystkassen, f.eks. ved trafikuheld, med brækkede ribben eller knivstik.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen lytter med stetoskop på lungerne, og der tages røntgenbilleder af lungerne.
Hvad er et pleuradræn?
Et pleuradræn er en plastikslange, der lægges gennem brystvæggen og ind i pleurahulen mellem de to lungehinder. Derved tømmes den for luft, væske, blod eller pus, og det normale undertryk gendannes, så lungen igen kan folde sig ud.
Drænanlæggelse
Lægen vil orientere dig om nødvendigheden af dræn. Indgrebet foregår i lokalbedøvelse og er forbundet med moderat ubehag. Du vil få lagt en nål i en åre i arme. Du kan evt. få smertestillende/beroligende medicin i denne inden indgrebet. Når drænet er anlagt, sys det fast til huden og kobles til en lukket steril drænbeholder med vandlås. Der lægges en mindre forbinding omkring drænstedet. Derefter tages røntgenbilleder for at sikre, at drænet er placeret korrekt, og lungen er udfoldet. Der kan være smerter efter anlæggelsen af drænet, der behandles med smertestillende medicin. Herefter vil en fysioterapeut hjælpe dig med at trække vejret korrekt. Du må være oppegående så meget, du kan. Sygeplejepersonalet vil hjælpe dig med at anbringe drænbeholderen korrekt. Der vil blive taget kontrolrøntgen af dine lunger efter behov for at se, om lungen er udfoldet. Drænet vil typisk blive fjernet efter 2-4 dage.
Komplikationer til operationen
I sjældne tilfælde ses utæthed omkring drænet i huden, fejlplacering af drænet og manglende udfoldelse af lungen. Fejlplacerede dræn lægges om, og utæthed ved drænstedet tætnes med hudsutur og/eller forbinding. Ved manglende effekt af drænbehandling gennem flere dage vil du blive overført til en Thoraxkirurgisk Afdeling.
Efter indlæggelsen
Hvis der sidder yderligere tråde i huden, skal de fjernes hos egen læge 10 dage efter drænfjernelsen. Alle, der har haft spontan lungepunktering, vil blive tilbudt ambulant CT-scanning af lungerne med henblik på evt. operation for at forebygge yderligere tilfælde.
Hvad kan du selv gøre?
Vi anbefaler rygeophør.