Du har været til en kikkertundersøgelse af endetarm eller tyktarm, hvor der blev fundet polypper. Læs her om, hvad polypper er, og hvad man gør ved dem.
Hvad er en polyp?
Tyktarmspolypper er afrundede slimhindegevækster, der vokser ind i tyktarmens eller endetarmens hulrum. Polypperne er hyppige og findes hos cirka 35 % af befolkningen. Mange kræfttilfælde udgår fra en polyp, men kun 1-2 % af alle polypper udvikler sig til kræft.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles ved en koloskopi eller sigmoideoskopi (kikkertundersøgelse af tarmen). Man kan ikke før undersøgelsen konstatere, om der er polypper i tarmen.
Behandling af polypper
Ikke alle, men de fleste polypper bør fjernes og undersøges nærmere. Ved kikkertundersøgelsen kan polyppen som regel smertefrit fanges med en slynge gennem undersøgelseskikkerten og brændes over.
Polyppen sendes ofte til mikroskopisk undersøgelse.
Skulle der findes kræft i polyppen, vil man tilrettelægge en behandling afhængig af, hvordan forholdene er. Kontrolprogrammet herefter bliver fastlagt individuelt afhængig af polyppernes antal, størrelse og graden af celleforandringer. Hvis der kun er tale om 1-2 små polypper, vil der ikke være nogen efterfølgende kontrol. Den rutinemæssige kontrol ophører ved udgan[1]gen af det 74. år.
Arvelighed
I nogen familier optræder arvelige former for polypsygdom eller tarmkræftsygdom. Hvis du mener, det er tilfældet, bedes du oplyse den undersøgende læge om dette. Hvis arvelig sygdom findes sandsynlig, vil der blive tilrettelagt et undersøgelsesprogram, der tager højde for det.
Efter undersøgelsen
Efter undersøgelsen må du spise og drikke normalt. Du observeres i 1/2 - 1 time på hospitalet, og opstår der komplikationer, vil du blive indlagt på sengeafsnittet.
Inden du går hjem, får du svar på undersøgelsen og besked om videre behandlingsplan. Hvis der er taget vævsprøver, får du svar, hvilket som regel er skriftligt, efter ca. 14 dage, medmindre andet er aftalt.
OBS!
Da der gives medicin under undersøgelsen, må du ikke må køre bil, knallert, cykel mv. eller betjene maskiner før 24 timer efter, du har fået medicinen . Du skal selv arrangere hjemtransport med pårørende, bus, tog, taxa eller Falck.
Komplikationer til undersøgelsen
Der er en lille risiko for blødning, men den ophører ofte spontant.
Ca. 1-3 ‰ af undersøgelserne medfører desværre perforation (hul i tarmen). Dette vil ofte betyde, at du skal opereres akut.
Udskrivelsesbrev
Efter udskrivelsen eller afsluttet ambulant behandling sender vi et udskrivelsesbrev til din praktiserende læge, hvori vi oplyser om diagnoser, behandling, indlæggelsesforløbet, eventuelle komplikationer, efterbehandling, ordineret medicin og ambulant kontrol.
Vi oplyser dig om, hvorvidt du skal kontakte egen læge vedrørende behandling efter indlæggelsen.
Hvis der inden for 1. døgn efter udskrivelsen opstår problemer, som relaterer sig til indgrebet, bedes du kontakte den vagthavende læge på Kirurgisk Afdeling på telefon 4829 4943.
Ved problemer senere i forløbet skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen på 1813.