Gå til hovedindhold

Operation for skade på strække- eller bøjesene i hånden

Information om forberedelse til operation for skade på strække- eller bøjesene samt forholdsregler efter.

Kort om operationen

Du skal have opereret én eller flere strække- eller bøjesener i hånden. Ved operationen syr vi senerne og eventuelt skadede nerver sammen igen.

Du kan have smerter i flere måneder efter operationen, og du skal forvente, at du tidligst kan bruge hånden normalt igen efter 3 måneder.

Vigtig forberedelse

Forbered din krop på operationen

Når du skal opereres, er det vigtigt, at du spiser sundt, bevæger dig mest muligt og undgår rygning og alkohol. På den måde styrker du dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer. De sidste 6 uger før en operation er vigtige, men også få dage uden især rygning har betydning.

Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på operationen på www.nordsjaellandshospital.dk/patientguiden. Søg på ’Livsstil - vigtigt for dit behandlingsresultat’.

Tag din blodfortyndende medicin som normalt

Tager du blodfortyndende medicin, skal du ikke holde pause før operationen, medmindre du har fået andet at vide af lægen.

Kontakt os, hvis du bliver forkølet, får en infektion eller feber

Hvis du de sidste dage inden operationen bliver forkølet, får en infektion i kroppen eller får feber, kan vi muligvis ikke operere dig. Du skal derfor kontakte os hurtigst muligt, så vi kan vurdere, om du skal have en ny tid.

Kontakt os, hvis du har sår eller rifter

Du må ikke have sår, rifter eller hudafskrabninger på hånden, da det øger risikoen for betændelse. I nogle tilfælde kan vi være nødt til at aflyse operationen.

Gør klar til, når du kommer hjem

Allerede inden operationen er det en god idé at gøre klar til, når du kommer hjem, da hverdagsaktiviteter kan tage længere tid og være mere besværlige end normalt. Du kan fx:

  • lave aftaler med venner eller familie om hjælp til praktiske ting, fx til at handle ind
  • have nem mad klar
  • indrette dit hjem, så det er nemt at komme rundt og nemt at få fat i dine ting
  • købe smertestillende medicin.

​Aftal at blive hentet af en pårørende

Allerede inden operationen skal du lave en aftale med en pårørende, der kan følge dig hjem. Du må ikke selv køre bil eller cykle efter operationen, og du bør også undgå offentlig transport. Vi anbefaler, at du ikke er alene det første døgn, efter at du er kommet hjem.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme efter badet, da det øger risikoen for infektioner.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din operation. Du skal desuden fjerne al makeup, ur, smykker og piercinger hjemmefra.

Sørg for at have rene og korte negle

For at mindske risikoen for betændelse, skal du have rene, kortklippede negle på dagen for din behandling. Skrub neglene med en neglebørste, og klip neglene, så der er 1-2 mm fri kant.

Tag løstsiddende og praktisk tøj på

Det er en god idé at tage en løstsiddende bluse eller skjorte med brede ærmer på, da du efter operationen får en gipsforbinding på hånden.
Vi anbefaler også sko uden snører og bukser med elastik, fx joggingbukser, som er nemme at tage af og på med én hånd.

Medbring gerne musik

Du er velkommen til at tage en telefon med musik og høretelefoner med, så du kan høre musik under operationen.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Spis, som du plejer

Det er ikke nødvendigt at faste før operationen, medmindre vi har aftalt andet, så du kan spise og drikke, som du plejer.

På hospitalet

Du bliver bedøvet

Du er vågen, mens vi opererer dig, men hele din arm bliver bedøvet med en blokade i armhulen eller under skulderen. Du vil derfor ikke føle smerte, men du kan mærke berøring og tryk. Armen vil normalt være bedøvet i 12-24 timer. Du kan derfor ikke bruge armen efter operationen.

I enkelte tilfælde kan operationen også foregå i fuld bedøvelse. Ved fuld bedøvelse får du medicin, så du sover og ikke mærker noget. Vi taler med dig om, hvad det betyder for dine forberedelser.

Operationen

Når bedøvelsen virker, syr lægen de skadede sener og eventuelt nerver sammen. I nogle tilfælde kan en sene være beskadiget over et længere stykke, så det ikke kan lade sig gøre at sy den. Vi vil da lave en rekonstruktion af senen, hvis muligt.

Vi lukker såret med tråd og giver dig en gipsforbinding på. Du får også en slynge, som holder din arm på plads og hånden højt.

Lægen fortæller dig om operationen

Efter operationen kommer lægen og fortæller dig, hvordan det er gået.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

Betændelse i såret (hyppighed: under 3 %)

Der kan gå betændelse i såret. Hvis det sker, behandler vi det.

Skade på nerver (hyppighed: under 2 %)

Fingrenes nerver kan blive påvirket eller skadet under operationen. Det kan give føleforstyrrelser i fingrene. Føleforstyrrelserne går som regel over af sig selv efter 3-4 måneder.

Komplekst regionalt smertesyndrom (CRPS) (hyppighed: under 2 %)

CRPS er en tilstand, som giver smerter, hævelse og stivhed i hånden. Det er individuelt, hvordan CRPS behandles, og behandlingsforløbet kan være langt.

Hjemme igen

I det følgende kan du se, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen.

Ubehag eller smerter

Vær opmærksom på blødning

Det er normalt, at det bløder under forbindingen de første timer efter operationen, men du skal kontakte os, hvis blodet siver gennem forbindingen. Hvis det sker uden for vores åbningstid, skal du i stedet kontakte Akuttelefonen 1813.

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være hævet og øm omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i såret. Det er sjældent, men hvis det sker, skal det behandles. Du skal derfor kontakte Akuttelefonen 1813 udenfor vores åbningstid, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af ømhed.
  • Øget hævelse.
  • Øget varme under forbindingen.
  • Feber over 38 grader, uden at der en anden grund til det.

Tag smertestillende medicin

Vi anbefaler, at du de første døgn efter operationen tager smertestillende medicin. Du skal tage 1 pille med 400 mg ibuprofen samt 2 piller med 500 mg paracetamol hver dag klokken 8.00, 12.00, 16.00 og 22.00.
Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.

Bevægelse og hvile

Behold slyngen på, til bedøvelsen er væk

Din arm er bedøvet og følelsesløs op til 24 timer efter operationen. Du skal derfor beholde slyngen på og beskytte armen, indtil bedøvelsen er aftaget. Når bedøvelsen begynder at forsvinde, vil det prikke og stikke i hånden og armen.

Hold hånden højt

De første døgn efter operationen skal du holde hånden over hjertehøjde for at mindske hævelse og blødning fra såret.
Når du skal sove, og når du sidder ned i løbet af dagen, skal du holde både hånden og albuen over hjertehøjde, fx ved at lægge puder eller et sammenrullet tæppe under.

Illustration af hvilestillinger

Hold hånden helt i ro efter operation

Du må ikke bruge hånden den første tid efter operationen, da det øger risikoen for, at senen brister igen. Indtil du starter genoptræning, er det derfor vigtigt, at du:

  • ikke bruger hånden til hverdagsaktiviteter, fx påklædning, madlavning og spisning
  • ikke løfter eller bærer ting
  • ikke støtter på hånden.

En ergoterapeut vil løbende vurdere, hvor meget du må bruge hånden og vejlede dig i øvelser.

Genoptræning

I løbet af den første uge starter din genoptræning hos en ergoterapeut, der instruerer dig i øvelser og vejleder dig i, hvordan du kan udføre dine typiske hverdagsaktiviteter. Du får også lavet en særlig skinne til hånden.
Ergoterapeuten laver en plan for dit videre forløb. Du skal forvente, at du skal genoptræne hånden i cirka 12 uger.

Pleje og hygiejne

Hold forbindingen ren og tør

Sørg for, at forbindingen ikke bliver våd eller snavset. Dæk altid forbindingen til med en plastikpose, når du er i bad, og rør ikke ved rå madvarer, fx råt kød. Lad heller ikke husdyr komme tæt på forbindingen. 

Hjælp din krop med at komme sig

Efter din operation har bevægelse, kost, rygning og alkohol stor betydning for, hvor hurtigt du får kræfterne tilbage. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt på www.nordsjaellandshospital.dk/patientguiden. Søg på ’livsstil’.

Praktiske forhold

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Hvis du har været i fuld bedøvelse og er kommet hjem samme dag, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke bør være alene
  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke må betjene maskiner
  • ikke bør drikke alkohol.

Vent med at køre bil og cykle

Du må ikke køre bil eller cykle, før du kan bruge din hånd normalt og færdes forsvarligt i trafikken. Du skal kunne holde ordentligt fast om rattet eller cykelstyret med begge hænder.
Der kan gå op til 3 måneder, før hånden kan tåle fuld belastning.

Få fjernet tråde og forbinding

Efter operation for skade på bøjesenen:
Inden for cirka 1 uge skal du have skiftet forbindingen hos os.
Du skal have fjernet trådene 12-15 dage efter operationen ved en opfølgende aftale hos os.

Efter operation for skade på strækkesenen:
Du skal have fjernet tråde 12-15 dage efter operationen. Det sker ved en opfølgende aftale hos os.

Sygemelding

Du skal forvente at være sygemeldt i op til 8-10 uger, hvis du er opereret på strækkesenen, og i op til 12 uger, hvis du er opereret på bøjesenen, men det afhænger af, hvad du arbejder med. Hvis du fx arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt med en længere sygemelding. En ergoterapeut vil løbende vurdere, om det er forsvarligt, at du vender tilbage til dit arbejde.

Kontakt dit forsikringsselskab

Hvis din skade skyldes en ulykke, og du har en ulykkesforsikring, bør du anmelde skaden hurtigst muligt til dit forsikringsselskab.

Det er også en god idé at kontakte forsikringsselskabet, hvis du skal ud at rejse de første 2-3 måneder efter operationen, da der kan være særlige retningslinjer, du skal følge.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden