Gå til hovedindhold

Næsen - Hjemme igen efter operation i

Få gode råd efter en operation i næsen, og hvordan du forholder dig ved eventuelle smerter, når du er hjemme igen.

Vi ønsker, at din tid efter udskrivelsen bliver så tryg som mulig. Læs derfor denne pjece med vigtige informationer og tips til efter din operation.

Hvis du har spørgsmål eller bekymringer, som du ikke kan få svar på i pjecen, så kontakt os på Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi. Kontaktinformationerne er på sidste side i denne pjece.

Hævelse

Det er helt normalt at have følelsen af, at næsen hæver og lukker til. Dette vil typisk vare i 1-3 uger, men er afhængigt af, hvilken operation du har fået lavet og kan vare længere tid.

Blødning

Du kan få lidt siven af blodigt slim fra næsen. Brug fx gaze under næsen, som kan samle det op. Dette kan sættes fast med fx plaster.

Det kan bløde fra næsen efter operationen. Lidt blødning fra næsen er uden betydning, når det er af kortere varighed, og det kan vare i op 14 dage. Et godt råd er at drikke noget koldt og sutte på knuste isterninger og presse disse op i ganen med tungen i 20 minutter. Du kan også knuse lidt is, lægge det i en plastikpose og pakke den ind i et viskestykke og herefter lægge den forsigtigt på næsen.

Hvis blødningen tager til, og du har forsøgt med is mod ganen og på næsen, skal du kontakte Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi.

VED AKUT LIVSTRUENDE blødning ring 112.

Smerter og ubehag

Det er vigtigt, at du tager smertestillende med faste intervaller de første dage efter operationen. Herefter kan det være ved behov. Ved smerter anbefaler vi tablet Paracetamol á 1 g (2 stk. á 500 mg) maks. 4 gange i døgnet samt evt. tablet Ibuprofen 400 mg (2 stk. á 200 mg) maks. 3 gange i døgnet, medmindre andet er aftalt med vores læge.
Dosis til børn afhænger af deres vægt, I skal derfor følge lægens anvisninger.

Hjælper tabletterne ikke på smerterne, skal du kontakte Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi.

Du kan have ændret følesans i overlæbe og tænder, men dette forsvinder ofte i løbet af den første uge. 
Vi anbefaler, at du sover med hovedet højt de første nætter efter operationen for at mindske gener og ubehag.

Spis og drik, som du plejer 

Det er vigtigt at spise og drikke efter en operation, for det er med til at hjælpe din krop med at hele. Efter operationen må du spise og drikke, som du plejer. Det vil fremgå af din operationsbeskrivelse hvis du skal spise efter særlige regler.

Vi anbefaler, at du får en god og varieret energi- og proteinrig kost. Det er vigtigt, at du ikke taber dig i vægt efter operationen, da kroppen skal bruge en masse af energi på at komme sig.

Pleje og hygiejne

Sårpleje og forbinding

Efter operationen, er næsen måske stoppet af fx gazestrimler, selvopløseligt skum eller silikoneplader i begge næsebor, og du kan måske kun trække vejret gennem munden. Det kan føles generende og give tørhed i mund og hals. Du skal derfor drikke hyppigt og ligge med hovedet højt om natten.

Bad

Du skal helst undgå lange varme bade det første døgn efter operationen.

Indtil dine sår er helet, skal du undgå svømmehal og karbad, da det øger risikoen for infektioner. Det vil typisk tage 3-4 uger.

Undgå at nyse

Et nys kan forskubbe materialet, som vi har lagt i din næse. Lad derfor munden stå åben, hvis du skal nyse, så luften kommer ud den vej. Et nys kan undertrykkes ved at presse tungen mod ganen.

Undgå at pille eller pudse næse

Efter operationen kan der være generende skorper i næsen. Du må ikke pudse næse eller ”pille næse”. Vi anbefaler, at du skyller næse med saltvand efter vores vejledning, læs næste punkt.

Du skal skylle din næse

Efter operationen skal du skylle næsen med saltvand. Dette kan enten ”opsnuses” eller skylles. Det vil fremgå af din patientpjece for operationen, hvordan at du skal gøre det. En vejledning til næseskylning kan ligeledes findes på vores hjemmeside.

Bevægelse og hvile

Den første uge efter operationen skal du tage den med ro og undgå fysisk aktivitet, herunder også seksuel aktivitet. Herefter må du genoptage dine daglige aktiviteter og bevæge dig, som du plejer. Lyt til din krop og hold pause, hvis du får smerter, der ikke kan dækkes af smertestillende medicin.

Næseskillevæggen og knoglen er først fuldstændig helet efter cirka 6-8 uger. Tag hensyn til dette i dagligdagen og ved sportsudøvelse, hvor der er risiko for slag mod næsen.

Hjælp din krop med at komme sig

Når du er blevet opereret, har bevægelse, kost og rygning stor betydning for, hvor hurtigt du får kræfterne tilbage, og hvor godt dit sår heler.

Læs mere om, hvordan du kommer dig bedst muligt efter operationen på www. nordsjaellandshospital.dk/patientguiden

Begræns rygning før og efter operationen

Rygning nedsætter sårhelingen og øger risikoen for komplikationer efter operationen. Vi anbefaler derfor, at du stopper eller nedsætter rygning til et minimum i tiden efter, hvor såret skal hele. Dette gælder ligeledes andre former for nikotin-præparater.

Praktiske forhold 

Vigtige forholdsregler de første 24 timer 

Hvis du har fået fuld bedøvelse, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du: 

  • ikke må køre bil eller andre køretøjer 
  • ikke må betjene maskiner 
  • ikke bør drikke alkohol. 

Tag din medicin, som du plejer  

Hvis du før operationen tog medicin, kan du fortsætte med at tage det, som du plejer. Med mindre at andet er aftalt med vores læge.  

De første 2 uger efter operationen skal du dog ikke tage fiskeolie samt Magnyl/Kodimagnyl/Treo eller lignende præparater, som indeholder acetylsalicylsyre. Fordi de begge øger risikoen for blødning fra operationsområdet.  

Sygemelding 

Det er individuelt, om der er behov for sygemelding efter din operation i næsen. Det vil fremgå af din operationsbeskrivelse, hvis lægen mener at du skal sygemeldes fra arbejde eller skole.  

Du skal eventuelt til kontrol 

Efter operationen vurderer vi, om du skal komme til kontrol. Det vil stå i din operationsbeskrivelse, om du skal komme på hospitalet til kontrol eller skal til din egen øre-, næse, hals læge. Vi aftaler tiden enten mens du er hos os på hospitalet, eller indkalder dig efterfølgende med digital post. 

Har du materialer i næsen, som vi skal fjerne, vil dette typisk være en uges tid efter din operation.  

Planlægger du udenlandsrejser i perioden efter indgrebet 

Det vil fremgå af din pjece om operationen om der er regler for, hvornår du må flyve. Pjecen er sendt til din e-Boks sammen med din indkaldelse til operationen. Den kan også findes på vores hjemmeside.  
Der kan være andre regler fra din forsikring, så du skal altid rådføre dig med dem. Se regler for udenlandsrejser efter hospitalsbehandling på borger.dk eller kontakt din rejseforsikring. 

Det skal du reagere på  

Kontakt os, hvis du får disse symptomer: 

Feber (temperatur over 38 grader), du skal have målt din temperatur inden du ringer til os.  

  • Forværring af smerter selv efter du har taget smertestillende (læs ovenfor).  
  • Stærk hovedpine. 
  • Tiltagende blødning fra næsen, som ikke stopper på is.  
  • Gazestrimlerne/silikonepladerne falder ud. 
  • Hævelse af næseparti og øjenområde. Det vil være en fordel, for at vi kan vurdere din tilstand, hvis du har sendt et billede til os via MinSP. 
  • Nyopståede problemer med synet. 
  • Sejt, ildelugtende snot eller flåd.  

VED AKUT LIVSTRUENDE blødning eller vejrtrækningsbesvær ring 112. 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden