Gå til hovedindhold

Mavesår

Svækkes slimhindens modstandskraft i mavesækken, kan mavesyren fremkalde sår.

Hos raske mennesker er slimhinden i mavesæk og tolvfingertarm modstandsdygtig overfor mavesyre. Svækkes slimhindens modstandskraft, kan mavesyren fremkalde sår.

Hvad kan årsagen til mavesår være?

  • Betændelse i slimhinden med bakterien Helicobacter Pylori
  • Indtagelse af medicin, der indeholder acetylsalicylsyre, f.eks. Magnyl
  • Indtagelse af de såkaldte NSAID-pæparater, som man tager mod gigtsmerter, f.eks. Brufen og Diclon
  • Tobaksrygning, som øger risikoen for udvikling af mavesår

Symptomer på mavesår

  • Sure opstød og halsbrand og udspiling af maven
  • Sviende, brændende eller knugende smerter i den øverste del af maven
  • Utilpashed, træthed, kvalme og hovedpine
  • Vægttab kan ses over tid Symptomerne kan lindres ved at spise.

Hvordan stilles diagnosen?

For at stille diagnosen tilbydes du en gastroskopi, hvor slimhinden i mavesæk og tolvfingertarm undersøges. Der kan evt. tages vævsprøver fra slimhinden.

Behandling af mavesår med medicin

Behandlingen af en ukompliceret mavesårssygdom er medicinsk. Der anvendes en kombination af syrehæmmende medicin samt 2 forskellige slags antibiotika mod bakterien Helicobacter Pylori. Behandlingen gives i 7 dage. Bivirkningerne kan være diarré, kvalme og mavekneb.

Ernæring

I forbindelse med sygdomsperioder, hvor kroppen har brug for ekstra energi, kan mange få problemer med at spise tilstrækkeligt. Hvis du under eller efter indlæggelse taber dig, uden at det er hensigten, bør du tale med personalet og efter indlæggelsen med din praktiserende læge. De kan give dig gode ideer til at stimulere din appetit og undgå uønsket vægttab.

Forebyggelse

Tobak, alkohol, overvægt og lav fysisk aktivitet øger risikoen for komplikationer i behandlingsforløbet og påvirker generelt din sundhed og levealder.

Efter indlæggelsen

Ved ukompliceret mavesår, hvor der ikke er foretaget andet end medicinsk behandling, kan du forvente udskrivelse samme dag. Ved ukompliceret mavesår, hvor der er påvist Helicobacter Pylori, skal du fortsætte den medicinske behandling i i alt 7 dage. Kontrol er ikke nødvendig efter et ukompliceret sår på tolvfingertarmen. Efter sår i mavesækken skal du til kontrol ca. 6 uger efter indlæggelsen. Herefter vil vi aftale behovet for yderligere kontrol. Ved blødende mavesår kan du forvente udskrivelse 2-3 dage efter, at blødningen har været i ro. Har du fået foretaget operation, vil du blive informeret om det videre forløb under indlæggelsen. Du kan genoptage arbejde, når symptomerne er aftaget.

Udskrivelsesbrev

Efter udskrivelsen og afsluttet ambulant behandling sender vi et udskrivelsesbrev til din praktiserende læge, hvori vi kort oplyser om diagnoser, behandling, indlæggelsesforløbet, eventuelle komplikationer, efterbehandling, ordineret medicin og evt. ambulant kontrol. Vi oplyser dig om, hvorvidt du skal kontakte egen læge vedrørende behandling efter indlæggelsen.

Hvis der inden for 1. døgn efter udskrivelsen opstår problemer, som relaterer sig til indgrebet, bedes du kontakte den vagthavende læge på Kirurgisk Afdeling på telefon 4829 4943.

Ved problemer senere i forløbet skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen på 1813.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden