Generelt om indgrebet
Formålet er at fjerne mandlerne på grund af hyppige halsbetændelser, kronisk halsbetændelse, byld i halsen eller store mandler.
På operationsdagen
Det vil fremgå af din indkaldelse, som du har modtaget i E-boks, hvor du skal møde på operationsdagen og hvornår. Du må forvente, at der kan være ventetid fra mødetidspunktet til operationstidspunktet.
Du kan have en pårørende med, indtil du bliver kørt på operationsafsnittet.
Under operationen
Operationen forgår i fuld bedøvelse, hvor mandlerne fjernes gennem munden. Først lægges lokalbedøvelse i slimhinden omkring mandlerne. Der skæres hul i slimhinden over mandlerne, hvorefter mandlerne kan skrabes fri. Blødning stoppes ved at brænde lidt på de blødende blodkar eller blot komprimere. Operationen varer cirka 30 minutter.
Komplikationer
Blødning kan forekomme i op til ca. 14 dage efter operationen.
Smerter i halsen forekommer altid, men aftager/forsvinder vanligvis indenfor 1-2 uger.
Betændelse forekommer sjældent.
Der er altid en lille risiko for at få tandskade, når du skal i fuld bedøvelse. I så fald er der i visse tilfælde mulighed for at få erstatning, dette kan hospitalets patientvejleder hjælpe dig med.
Efter operationen
Du bliver vækket på operationsstuen og køres herefter til opvågningen, hvor du skal være indtil du udskrives.
Hvis du får ondt, gives smertestillende medicin. Det er vigtigt, at du fortæller personalet, hvis du har smerter.
Du skal observeres i mindst 2 timer, inden du må tage hjem. I visse tilfælde kan det blive nødvendigt at overnatte.
Du skal undersøges af en læge og tale med en sygeplejerske, inden du kan udskrives.
Du skal være opmærksom på, at du ikke selv må køre bil hjem. Du må heller ikke være alene hjemme det første døgn efter operationen.
Hjemme igen efter operationen
Du kan finde vejledning og tips til din tid hjemme efter operation på halsen, i pjecen af samme navn som du får af personalet, når du udskrives. Den findes også på vores hjemmeside.
Smerter
Smerterne i halsen aftager i løbet af 1- 2 uger. Det er meget almindeligt, at smerterne også stråler op i ørerne. Det er vigtigt, at du tager smertestillende med faste intervaller den første uge efter operationen.
Vi anbefaler følgende smertestillende behandling til voksne efter operationen:
Paracetamol, 2 tabletter á 500 mg maksimalt 4 gange i døgnet (morgen, middag, aften og til natten) samt ibuprofen 2 tabletter á 200 mg maks. 3 gange i døgnet, medmindre andet er aftalt med vores læge.
Medicinen kan købes uden recept, og vi anbefaler at du har købt den inden operationsdagen.
Blødning
Det er almindeligt, at såret kan bløde lidt det første døgn efter operationen. Lidt blødning fra hals og mund er uden betydning, når det er af kortere varighed. Et godt råd er at drikke noget koldt og sutte på knuste isterninger eller is i 20 minutter.
Hvis blødningen fortsætter eller tager til, skal du kontakte Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi. VED AKUT LIVSTRUENDE blødning ring 112.
For at mindske risikoen for blødning kan du sove med hovedet højt (brug gerne en ekstra hovedpude) og undgå at bukke hovedet nedad, indtil 14 dage efter operationen.
Mad og drikke
Du må spise, hvad du vil, men tænk på at få en god og varieret energi- og proteinrig kost, da det vil hjælpe dig til at restituere efter operationen. Varm og krydret mad kan føles ubehageligt. Prøv dig frem med hensyn til hvad der er behageligt for dig.
Det kan lugte fra munden
Der kan komme en ubehagelig lugt ud af munden, fordi der dannes hvide belægninger, der hvor mandlerne er fjernet. Disse belægninger afstødes efter 1 - 2 uger.
Tag den med ro
I 2 ½ uge efter operationen skal du undgå fysiske anstrengelser såsom tunge løft, gymnastik, løb, boldspil, svømning og sex.
Sygemelding
Arbejdet kan genoptages efter cirka 1 - 2 uger afhængig af arbejdets karakter. Drøft dette med lægen ved stuegang før udskrivelsen.
Det skal du reagere på
Kontakt os, hvis du får et eller flere af disse symptomer:
Kontakt efter udskrivelse:
Hvis du får brug for akut hjælp
Hvis du får gener inden for de første 24 timer efter operationen
Du kan kontakte vores sygeplejerske for rådgivning.
Har du herefter spørgsmål til din operation, kan du på hverdage kontakte Øre-, Næse- og Halsafdelingen: 48 29 38 25
Øvrige kontaktmuligheder:
Du kan altid skrive sikkert til os via Min Sundhedsplatform: http://www.minsundhedsplatform.dk (login med MitID).
Du kan også kontakte din egen læge eller din lokale Øre-, næse-, hals læge for råd og vejledning
Venlig hilsen
Personalet
Øre, Næse og Halsafdelingen
Rigshospitalet og Nordsjællands Hospital, Hillerød