Med et bøjeligt videokamera kan man undersøge din tyktarmsslimhinde. Man kigger efter betændelse, tarmforandringer, polypper, blødningskilder og kræft. For at at vi kan lave den optimale undersøgelse er det vigtigt at tarmen er helt ren, derfor skal du følge denne vejledning.
Din forberedelse før undersøgelsen
Sukkersyge:
Tal med din praktiserende læge om der er behov for regulering inden undersøgelsen.
Du vil få målt dit blodsukker før undersøgelsen. Det gør vi ikke på patienter, der ikke faster.
Blodfortyndende behandling:
Hvis du får blodfortyndende behandling, skal der sædvanligvis ikke pauseres med dette. Såfremt der er planlagt fjernelse af polypper, skal du kontakte os, med henblik på, om behandlingen skal pauseres. Hvis du tager Hjertemagnyl/Hjertdyl kan du forsætte uændret med dette.
Udrensning af tarmen:
5 dage før undersøgelsen og frem til efter undersøgelsen:
- Du må ikke spise jerntabletter.
- Du må ikke spise brød med kerner, hørfrø, frugt og grøntsager med kerner.
På undersøgelsesdagen:
For at vi kan undersøge tarmen skal denne være udrenset. Dertil skal du bruge et Klyx. Køb Klyx (120 ml) til udrensning på apoteket eller få det udleveret i Endoskopien.
1-2 timer før undersøgelsen skal du indsprøjte klysmaet i endetarmen.
- Du skal ligge på venstre side på et håndklæde eller lignende og indføre røret på klysma-flasken i endetarmen.
- Tryk alt indhold ud i tarmen og hold flasken sammentrykket, når du trækker den ud.
- Du skal holde på klysmaet i endetarmen så længe som muligt - gerne 15-20 minutter.
Du kan forvente at skulle hurtigt på toilettet. Klysmaets udtømmende effekt kan vare op til en ½ time.
Undersøgelsen:
Sædvanligvis er det ikke nødvendigt at give smertestillende/beroligende til undersøgelsen, men har du behov, kan du informere personalet om dette når du ankommer til afdelingen. Hvis du vil have smertestillende skal nedenstående 4 punkter følges;
- Du må ikke spise noget i 6 timer før undersøgelsen, heller ikke tyggegummi, pastiller og bolsjer.
- Du må ikke ryge 6 timer før undersøgelsestidspunktet.
- Du må drikke vand og saft ind til 2 timer før undersøgelsestidspunktet.
- Du må indtage livsvigtig medicin ind til 2 timer før undersøgelsestidspunktet.
Ved behov for smertestillende medicin vil du få anlagt et plastikkateter i hånden eller armen.
Kikkerten føres forsigtigt ind i tarmen og der pustes luft ind i tarmen. Dette kan være ubehageligt og give smerter. Under tilbagetrækningen af kikkerten, ses tarmen efter og ved behov kan der tages vævsprøver eller fjernes polypper, uden det gør ondt. Undersøgelsen varer mellem 10-15 minutter.
Efter undersøgelsen:
Du kan have luft i maven og derfor mavekneb. Du må spise og drikke normalt. De fleste patienter, er klar til at gå hjem, direkte efter undersøgelsen. Vi tilbyder lidt at drikke og du er velkommen til selv at medbringe en madpakke. Hvis vi vurderer at du ikke kan gå direkte hjem efter undersøgelsen, kan vi observere dig i vores hvilerum til du er klar til at tage hjem.
Komplikationer, som kan forekomme:
Ca. 1-3 promille af undersøgelserne medfører komplikationer i form af kraftig blødning eller i værste tilfælde hul i tarmet. I så fald bliver du indlagt. Hvis du inden for det første døgn oplever gener relateret til undersøgelsen, er du velkomen til at kontakte Endoskopisk afsnit i Hillerød. Uden for åbningstid, bedes du kontakte sin egen læge eller 1813.
Behandlingsplan:
Du får resultatet af undersøgelsen, inden du går hjem. Har vi taget vævsprøver, kan der gå ca. 30 dage, før du får endeligt svar. Svaret kommer pr. brev, via E-Boks eller ved ambulant besøg, med mindre andet er aftalt. Vi sender også et udskrivningsbrev til din praktiserende læge.
Du skal selv arrangere hjemtransport med pårørende, bus, taxa eller Falck.
Medicinen, du eventuelt får i forbindelse med undersøgelsen, påvirker dig i et døgn. Først efter 24 timer må du igen køre bil, knallert, cykel m.m. eller betjene maskiner.
Henvendelser angående sukkersyge, nyresygdom, blodfortyndende medicin, praktiske forespørgsler, ændring af tid eller aftale om kørsel: Telefon 48 29 22 66 Mandag-fredag klokken 8-15.