Du skal have indsat et kunstigt knæled ved en operation. Det skyldes ofte, at brusken i dit led er slidt. Ved operationen fjerner vi de slidte dele i knæet og sætter et kunstigt knæled ind, som er tilpasset dig.
Selve operationen foregår på Gentofte Hospital. Du kan se i din indkaldelse, hvor du skal møde op. Du kan forvente at komme hjem samme dag som operationen.
Forventninger til operationen
De fleste oplever bedring allerede nogle dage efter operationen, men det kunstige knæled kan aldrig fungere helt som et normalt knæ.
Du kan forvente, at dit knæled har fuld funktion efter cirka 12 måneder. Du får det bedste resultat ved at være godt forberedt på forløbet. Du kan opleve ømhed og hævelse i 3-6 måneder efter operationen.
For de fleste vil det kunstige knæled være velfungerende og holdbart i 10-20 år. For 5 % af patienter med et kunstigt knæled kan det blive nødvendigt at skifte knæleddet efter 10 år ved en ny operation.