Gå til hovedindhold

Hysteroskopi - kikkertundersøgelse af livmoderen

Ved en hysteroskopi føres en lille kikkert gennem skeden ind i livmoderhulen med henblik på at skabe overblik over evt. gener og måske udtage vævsprøver fra slimhinden i livmoderen.

Hvordan foregår indgrebet?

Indgrebet foregår ved, at en lille kikkert føres gennem skeden ind i livmoder-hulen. Under indgrebet skylles med saltvand for at få overblik.
Under indgrebet tages eventuelt vævsprøver fra slimhinden i livmoderen. Indgrebet tager 15-30 minutter og foregår i fuld bedøvelse - eller lokalbedøvelse suppleret med afslappende medicin.

Operationen

På operationsstuen kontrolleres blodtryk og puls, og anæstesisygeplejersken giver dig et drop - dvs. indfører et tyndt plasticrør i en blodåre i hånden eller armen. Droppet anvendes til indsprøjtning af de smertestillende og beroligende stoffer, som bevirker, at indgrebet kan foretages smertefrit, mens du sover.

Efter indgrebet bliver du i en seng kørt til afsnittets opvågningsstue, hvor du observeres efter operationen.

Forløbet efter operationen

Når du er vågen, må du spise og drikke igen.

Inden udskrivelsen fortæller lægen dig om indgrebet, og I aftaler, om du skal komme til kontrol. Hvis det aftales, at du modtager svar pr. brev, vil du efter ca. 3 uger modtage mikroskopisvar af det væv, der er taget ud. Du vil desuden modtage et besøgssammendrag. Du kan derudover få overblik over dit forløb ved at logge på www.minsundhedsplatform.dk med dit MitID.

Du bliver udskrevet, så snart du er færdigbehandlet.

Kriterier for at du kan gå hjem er, at du har det godt. Du skal kunne gå selv, have ladt vandet, og have spist og drukket lidt.

Vi anbefaler, at du bliver hentet og fulgt hjem af en voksen person efter opera-tionen.
Hjemtransporten skal være aftalt på forhånd, du må ikke selv køre bil de første 24 timer, pga. bedøvelsen. Har du abonnement på Falck, som gælder syge-transport, kan dette benyttes.

Udskrivelse

Efter udskrivelsen og afsluttet ambulant behandling sender vi et udskrivningsbrev til din praktiserende læge, hvori vi kort oplyser om diagnoser, behandling, indlæggelsesforløbet, eventuelle komplikationer, efterbehandling, ordineret medicin og evt. ambulant kontrol.

Efter nogle få dage, kan du genoptage dine normale aktiviteter.

Der kan være blødning i dagene efter udskrivelsen. Så længe du har blødning eller blodigt udflåd, kan der være let øget risiko for underlivsbetændelse. Du bør derfor

  • undlade at bruge tampon
  • undlade karbad, svømmehal og havbad
  • benytte kondom ved samleje.

Hvis du får smerter eller blødning, som er kraftigere end ved menstruation, eller hvis du får feber over 38˚C, bør du kontakte din egen læge eller speciallæge.

Smerter

Der kan være menstruationslignende smerter de første dage efter operationen. Disse smerter behandles med de samme håndkøbsmidler, som man anvender mod menstruationssmerter.

Dette vil normalt være Paracetamol (Pinex, Pamol eller Panodil) tabletter á 500 mg – 2 tabl. 4 gange dagligt og Ibuprofen (Ipren, Ibumetin, Burana) tabletter á 400 mg – 1 tabl. 3 gange dagligt.
 

Med venlig hilsen
Personalet på Dagkirurgisk afsnit

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden