Gå til hovedindhold

Hammertå - operation (Tenotomi)

Tenotomi betyder at skære en sene over og er et meget lille indgreb.

Du skal have lavet en såkaldt tenotomi af din tå for at modvirke tryk på din tå. Ved en hammertå har senen i tåen trukket sig sammen, så tåen løftes og bøjer. Det kan få tåen til at ligne et hammerhoved.

Ved en tenotomi skærer lægen senerne, der bøjer tåen, over. Indgrebet varer få minutter, og du kommer hjem samme dag.

Ved en tenotomi skæres en sene over.

Vigtig forberedelse

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dine fødder grundigt og tage rene strømper på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme efter badet, da det øger risikoen for betændelse.

På hospitalet

Du bliver lokalbedøvet

Vi bedøver tåen, så du ikke mærker indgrebet. Du kan dog mærke lidt svie eller smerte, når du får lokalbedøvelse i huden.

Operationen

Når bedøvelsen virker, skærer lægen senen i tåen over med en nål. Det varer få minutter. Når lægen har skåret senen igennem, er der kun et lille hul i huden på 1-2 millimeter. Du får en mindre forbinding på, da det kan bløde lidt.
Du skal blive på hospitalet i cirka 30 minutter efter indgrebet, så vi kan holde øje med gennemsivning af forbindingen.

Hjemme igen

Hold dig i ro

Vi anbefaler, at du holder dig i ro det første døgn. Det betyder, at du ikke må gå mere end højst nødvendigt. Du må dog gerne bevæge dig rundt i dit eget hjem for at lave daglige aktiviteter i hjemmet.

Fjern forbindingen dagen efter

Du må fjerne forbindingen dagen efter indgrebet. Det kan være nødvendigt at sætte et plaster på såret den første dag, efter at forbindingen er fjernet.

Vi aftaler hjemmehjælp

Vi kontakter din din kommune og aftaler hjælp til dig, hvis du har brug for det, når du kommer hjem.

Du får en tid til kontrol

Du får en tid til opfølgning efter operationen. Medbring de forskellige sko, du bruger, så vi kan kontrollere pasformen.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden