Hvad er delirium
Delirium er en reaktion på forskellige ændringer i kroppen hos alvorligt syge. Disse ændringer kan skyldes selve sygdommen, infektion, medicin, forgiftning eller abstinenser. Tilstanden opstår ofte pludseligt eller over få døgn.
Delirium kaldes i daglig tale "delir".
Hvordan viser delir sig?
Symptomer kan være
- ændret adfærd
- svækket opmærksomhed
- påvirket bevidsthed
- koncentrationsbesvær
- hukommelsesbesvær
- fysisk uro
- nedsat aktivitet
- hallucinationer (ser/hører noget, andre ikke ser/hører)
- manglende sammenhæng mellem tale og handling
- følsomhed overfor lyde
- manglende initiativ
- angst, vrede, tristhed
- fjendtlighed og mistro
- usammenhængende tale
Delir kan være forbigående og variere fra dag til dag og fra time til time. Det kan optræde med et eller flere af ovennævnte symptomer.
Hvad kan du som pårørende gøre?
Det kan være en hjælp, hvis du eller en anden nærtstående har mulighed for at være til stede. Det har stor betydning, hvis man kan være rolig. Roen forplanter sig til den syge
- hvis muligt være til stede
- undgå at for mange er sammen med den syge på én gang
- minimer indtryk ved at skabe en rolig atmosfære (undgå tv og radio)
- mind om tid og sted
- lad den syge have noget genkendeligt omkring sig (sengetæppe, tæppe, billeder eller evt. et kæledyr)
- vær rolig og undgå at diskutere med den syge
- husk høreapparater og briller
- før enkle samtaler:
brug korte letforståelige sætninger
få og enkle spørgsmål
undgå konfrontation
Når en nærtstående er i delir, er det oftest meget svært at være pårørende og at være tæt på den syge. Det er både almindeligt og helt forståeligt at opleve usikkerhed, afmagt, frustration og at blive ked af det. I den situation er det godt at dele tanker og følelser med hinanden i familien og med de professionelle, der kender reaktionerne fra lignende situationer.
Du er altid velkommen til at henvende dig til personalet.