Gå til hovedindhold

Forstyrrelser i hjerterytmen - Stødbehandling (DC-konvertering)

For at få hjertet ud af uregelmæssige eller for hurtige stød, bruges en stødbehandling, så hjertet kan finde rytmen igen. Behandlingen foregår på Kardiologisk Afdeling på Nordsjællands Hospital.

Generel information

Læs indkaldelsesbrev for detaljer om mødetid og –sted i e-Boks.

Hjerterytme - stødbehandling af rytmeforstyrrelser (DC-konvertering)

For at få hjertet ud af uregelmæssig eller for hurtig hjerterytme bruges en stødbehandling, så hjertet kan finde rytmen igen.

Kort om behandlingen

Når du skal have en stødbehandling (DC-konvertering), er formålet at afbryde din uregelmæssige eller for hurtige hjerterytme, så hjertet kan finde sin normale rytme igen. Vi giver elektrisk stød gennem elektroder på brystkassen, mens du er bedøvet.

Selve behandlingen varer 30 minutter, men du skal sætte hele dagen af. Der går tid med forberedelse, og bagefter holder vi øje med dig i 2 timer for at sikre os, at du har det godt, inden du tager hjem.

Vigtig forberedelse

Du skal have taget blodprøver og ekg inden din DC-konvertering

Du skal selv bestille tid til blodprøvetagning i vores laboratorium. Se hvordan du bestiller tid på www.regionh.dk/blodproever  eller ring på tlf. 48294181 alle hverdage mellem kl. 10.00 og 14.30

Kontakt os, hvis du bliver forkølet, får en infektion eller feber

Hvis du i dagene op til behandlingen bliver forkølet, får en infektion i kroppen eller får feber, kan vi muligvis ikke lave behandlingen. Du skal derfor kontakte os hurtigst muligt, så vi kan vurdere, om du skal have en ny tid.

Tag blodfortyndende medicin

Har du haft uregelmæssig hjerterytme i mere end 1 dag, kan der dannes størknet blod i hjertets forkamre, som ved stødbehandlingen kan bevæge sig ud i kroppen som blodpropper. Du skal derfor have blodfortyndende medicin, som opløser størknet blod, inden vi kan give dig stødbehandling.

  • Hvis du får Marevan, skal du have taget blodprøver én gang om ugen i 3 uger, så vi kan holde øje med dit blods INR-værdi. INR-værdien fortæller, hvor hurtigt blodet størkner, og tallet skal ligge stabilt mellem 2 og 3, før du kan få behandling.
  • Hvis du får Eliquis, Lixiana, Pradaxa eller Xarelto , er det vigtigt, at du husker alle doser af medicinen i minimum 3 uger, før du kan få behandling. Glemmer du en dosis, skal du kontakte os, da vi er nødt til at udskyde behandlingen.

Tag din medicin med et lille glas vand

Op til undersøgelsen skal du tage din vanlige medicin med et lille glas vand, selvom du faster.

Du skal faste inden behandlingen

Du skal faste inden behandlingen. Det vil sige:

  • 6 timer før din behandling skal du stoppe med at spise.
  • 6 timer før din behandling skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før din behandling skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Vi hjælper med de nøjagtige tidspunkter.

Fortæl os, hvis du har diabetes, da der så gælder nogle særlige forholdsregler

På hospitalet

Vi overvåger din hjerterytme

Du får en trådløs sender på din brystkasse, så vi kan overvåge din hjerterytme, mens du er i afdelingen.

Du får fuld bedøvelse

Din behandling foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover og ikke mærker noget.

Behandlingen

Vi sætter 2 elektroder på din overkrop. Når bedøvelsen virker, giver vi dig stød gennem elektroderne. Det kan være nødvendigt at give mere end ét stød. Stødene hjælper dit hjerte til at få en normal rytme igen.

Du må spise og drikke efter behandlingen

Vi tilbyder dig noget at spise og drikke efter behandlingen.

Opvågning efter behandlingen

Du vågner kort efter, at behandlingen er færdig. Når du vågner, er det normalt at være træt, og du kan føle dig svimmel, når du står ud af sengen. Vi hjælper dig med at komme op og i gang.

Sig til, hvis du har ondt

Hvis du har smerter, lindrer vi dem. Fortæl os, hvis du har ondt eller er utilpas, så vi kan hjælpe dig.

Du skal fortsat have medicin i en periode

Efter behandlingen skal du fortsat tage medicin. Vi taler med dig om, hvilken medicin du skal tage og hvor længe. Hvis du er startet på en ny medicin, mens du var indlagt, har vi lagt en recept, så du kan hente medicinen på apoteket med det samme. Du får en ny medicinliste med hjem.

Risiko ved behandlingen

Ved nogle behandlinger er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

  • Forbigående lav puls eller blodtryk (hyppighed: almindeligt): Lige efter behandlingen og i timerne efter kan din puls eller dit blodtryk falde midlertidigt. Det kræver sjældent behandling.
  • Let forbrænding (hyppighed: ikke almindeligt): Du kan få en let forbrænding, der hvor elektroderne har siddet. Huden kan være rød, og du kan opleve at have ondt. Det er ikke farligt og forsvinder af sig selv.
  • Blodprop (hyppighed: ikke almindeligt): Der kan dannes en blodprop i forbindelse med behandlingen. Hvis det sker, behandler vi dig.
  • Hurtig hjerterytme (hyppighed: sjældent): I de første timer efter behandlingen kan din hjerterytme blive hurtig. Alvorlige hurtige hjerterytmer ses dog sjældent

Hjemme igen

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Når du har været bedøvet, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke bør være alene
  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke må betjene maskiner
  • ikke bør drikke alkohol.

Hvis der ikke er nogen, der kan være hos dig, anbefaler vi, at du har en, du kan ringe til, hvis du har brug for hjælp

Du får at vide, hvis du skal til kontrol

Det er ikke alle, der behøver at komme til kontrol efter behandlingen. Hvis du skal til kontrol, får du det at vide.

Få mere viden

Du kan få mere viden om behandling af forstyrrelse i hjerterytmen på www.patienthåndbogen.dk . Søg på 'hjertearytmi, behandling'.

Se videoer om stødbehandling nedenfor

Sådan forbereder du dig på behandlingen – DC-konvertering (stødbehandling):

https://media.videotool.dk?vn=633_2025040812292615783094045803

Sådan foregår det på dagen – DC-konvertering (stødbehandling):

https://media.videotool.dk?vn=633_2025040812094216381797234033

Hjemme igen efter DC-konvertering (stødbehandling): https://media.videotool.dk?vn=633_2025040812531744969462031512

Venlig hilsen


Personalet

Kardiologisk Afdeling

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden