Endetarmsundersøgelse med ultralydsscanner Du skal have foretaget en undersøgelse af endetarmen med en ultralydsscanner. Undersøgelsen foretages ved mistanke om en defekt/sygdom i lukkemusklen/endetarmen.
Før undersøgelsen
Du må spise og drikke normalt før undersøgelsen.
Selve undersøgelsen
Ved undersøgelsen ligger du på ryggen med bøjede ben. En ultralydsscanner (et rør, ca. 2 cm i diameter), føres op i endetarmen. En lille ballon på scanneren fyldes med vand og gennem den ses et billede af lukkemusklen/endetarmen på en skærm.
Varighed
Undersøgelsen varer ca. 15 min. og kræver ingen bedøvelse.
Svar
Umiddelbart efter undersøgelsen vil du af lægen få besked om resultatet og den videre plan.
Udskrivelsesbrev
Efter udskrivelsen eller afsluttet ambulant behandling sender vi et udskrivelsesbrev til din praktiserende læge, hvori vi kort oplyser om diagnoser, behandling, eventuelle komplikationer, efterbehandling, ordineret medicin og ambulant kontrol. Vi oplyser om, hvorvidt du skal kontakte egen læge vedrørende behandling efter indlæggelsen.
Ved problemer senere i forløbet skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen på 1813.