Du skal have foretaget en undersøgelse af endetarmen med en ultralydsscanner. Undersøgelsen foretages ved mistanke om en defekt/sygdom i lukkemusklen/endetarmen.
Før undersøgelsen
Du må spise og drikke normalt før undersøgelsen. Blodfortyndende lægemidler (Marevan eller Marcoumar, hvis virkning kontrolleres med blodprøver), skal pauseres 3 døgn før undersøgelsen eller nedtrappes efter aftale med egen læge. Ved akut undersøgelse, hvor du ikke har pauseret med den blodfortyndende medicin, vil der ikke blive taget vævsprøve eller fjernet polypper ved undersøgelsen.
Tarmen skal være veludrenset
Kvaliteten af undersøgelsen er meget afhængig af, at tarmen er veludrenset. Køb Klyx (120ml) eller Fleet til udrensning på apoteket. Du indfører Klyx eller Fleet i endetarmen 1 time før undersøgelsestidspunktet. Du kan forvente at skulle hurtigt på toilettet. Klysmaets udtømmende effekt kan vare op til en ½ time.
Selve undersøgelsen
Ved undersøgelsen ligger du på ryggen med bøjede ben. En ultralydsscanner (et rør, ca. 2 cm i diameter), føres op i endetarmen. En lille ballon på scanneren fyldes med vand og gennem den ses et billede af lukkemusklen/endetarmen på en skærm.
Varighed
Undersøgelsen varer ca. 15 min. og kræver ingen bedøvelse.
Svar
Umiddelbart efter undersøgelsen vil du af lægen få besked om resultatet og den videre plan.
Udskrivelsesbrev
Efter udskrivelsen eller afsluttet ambulant behandling sender vi et udskrivelsesbrev til din praktiserende læge, hvori vi kort oplyser om diagnoser, behandling, eventuelle komplikationer, efterbehandling, ordineret medicin og ambulant kontrol. Vi oplyser om, hvorvidt du skal kontakte egen læge vedrørende behandling efter indlæggelsen.
Ved problemer senere i forløbet skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen på 1813.