Hvad er brok?
Bugvæggen kan have svage områder på grund af svækkelse af bindevævet. Et brok opstår, når bughinden poser frem gennem et sådan svagt område, som en unaturlig bule. Denne kan indeholde tyndtarm, tyktarm eller evt. dele af et andet bugorgan. Indholdet kan som regel glide frem og tilbage gennem åbningen, men det kan undertiden sætte sig fast og blive indeklemt.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles ved en klinisk undersøgelse af en speciallæge.
Hvordan foregår operationen?
Gennem et lille snit fjernes brokket. Det kan indeholde fedtvæv, som fjernes eller puttes tilbage i bughulen, hvorefter det svage sted i bugvæggen forstærkes.
Operationen foregår i fuld bedøvelse og varer ca. 1 time.
På operationsstuen kontrolleres blodtryk og puls, og anæstesisygeplejersken giver dig et drop - dvs. indfører et tyndt plasticrør i en blodåre i hånden eller armen. Igennem droppet indsprøjtes de bedøvende stoffer, som bevirker, at indgrebet kan foretages smertefrit, mens du sover.
Efter operationen bliver du i en seng kørt til afsnittets opvågningsstue, hvor du observeres tæt den første times tid efter operationen.
Forløbet efter operationen
Når du er vågen, må du spise og drikke igen.
Ved smerter får du smertestillende medicin. Smerter tages bedst i opløbet, sig derfor til, hvis du får ondt. Hvis du skal hoste, vil det hjælpe, at du holder en hånd mod operationssåret.
Sygeplejersken / lægen vil informere dig om operationsforløbet og eventuel kontrol. Du bliver udskrevet, så snart du er færdigbehandlet.
Du vil modtage et besøgssammendrag. Du kan derudover få overblik over dit forløb ved at logge på www.minsundhedsplatform.dk med dit MitID.
Kriterier for at du kan gå hjem er, at du har det godt. Du skal kunne gå selv, kunne tømme din blære og have spist og drukket lidt.
Vi anbefaler, at du bliver hentet og fulgt hjem af en voksen person efter operationen.
Hjemtransporten skal være aftalt på forhånd. Du må ikke selv køre bil de første 24 timer pga. bedøvelsen.
Har du abonnement på Falck, som gælder sygetransport, kan dette benyttes.
Du må ikke indtage alkohol det første døgn, da din reaktion herpå kan være uforudsigelig.
Smerter
Der kan være smerter og ømhed efter indgrebet, smerterne og ømheden aftager gradvist. Vi anbefaler, at du hjemme tager smertestillende medicin, fast de første 5-7 dage, medmindre andet aftales med den læge, der foretager indgrebet.
Dette vil normalt være Paracetamol (Pinex, Pamol eller Panodil) tabletter á 500 mg - 2 tabl. 4 gange dagligt og Ibuprofen (Ipren, Ibumetin, Burana) tabletter á 400 mg - 1 tabl. 3 gange dagligt.
Du skal selv sørge for at indkøbe dette inden operationen. Hvis lægen vurderer, at det er nødvendigt, kan der ved behov suppleres med stærkere smertestillende medicin.
Såret
Hvis forbindingen i løbet af første døgn bliver våd af blod eller sårvæske, bør den skiftes. Dette gøres uden at røre direkte ved såret.
Du må gerne lade plasteret sidde på i 3-4 dage, før du skifter det, medmindre det bliver vådt. Hvis der kommer infektion, vil der være varme og hævelse. Du kan evt. løfte plasteret forsigtigt, hvis du vil kigge til såret, og sætte det på igen. Du kan godt tage brusebad med plasteret på.
Efterforløbet
Du bør holde dig i ro det første døgn, men kan herefter gøre, hvad du synes, du kan klare, idet kun smerter bør sætte en grænse for din fysiske udfoldelse. Dvs. genoptagelse af arbejde og andre aktiviteter er individuelt.
Udskrivningsbrev
Efter udskrivelsen og afsluttet ambulant behandling sender vi et udskrivnings-brev til din praktiserende læge, hvori vi kort oplyser om diagnose, behandling, indlæggelsesforløb, eventuelle komplikationer, efterbehandling, ordineret medicin og evt. ambulant kontrol. Vi oplyser desuden, hvor vidt egen læge kontaktes vedrørende behandling efter operationen og fjernelse af tråde.
Med venlig hilsen
Personalet på Dagkirurgisk afsnit