Gå til hovedindhold

Brækket underben (uden støtte) - øvelser efter operation

Øvelsesprogram til tiden efter operation for brækket underben, hvor der ikke må støttes på benet.

Kort om øvelserne

Når du er blevet opereret, skal du lave øvelser for at genoptræne bevægelighed, få styrke i musklerne og for at undgå blodpropper. Du skal starte din genoptræning hurtigst muligt, da det giver det bedste resultat.

Du skal træne 3 gange om dagen. Vi taler med dig om, hvor mange gange du skal lave de enkelte øvelser. For at få en god balance mellem hvile og træning, skal du kun træne om dagen, så du kan hvile dig om natten.

Det er normalt, at det gør ondt. Træn i et roligt tempo, og undgå at tvinge en bevægelse igennem, hvis du mærker modstand eller stærke smerter. Planlæg din træning, så du er så godt smertedækket som muligt, mens du træner. Følg den plan, du har fået udleveret sammen med den smertestillende medicin.

Bevæg fødderne ofte

Du skal vippe med fødderne så ofte som muligt for at hjælpe blodomløbet i gang.

Øvelse 1 

Du skal ligge på ryggen.

  • Stræk benet og løft det op, så meget du kan.
  • Vip med tæerne i 10 sekunder.
  • Sænk benet igen.
  • Gentag med modsatte ben. 

Øvelse 2 

Du skal ligge på ryggen med strakte ben. Spænd i baller og lår.

  • Før benet ud til siden, uden at det slipper underlaget.
  • Træk benet tilbage til det andet ben igen.
  • Gentag med modsatte ben. 

Øvelse 3

Du skal ligge på maven.

  • Stræk benet bagud.
  • Sænk benet igen.
  • Gentag med det andet ben.

Øvelse 4 

Du skal ligge på maven.

  • Bøj benet, mens du holder knæene samlede.
  • Sænk benet igen.
  • Gentag med det andet ben. 

Øvelse 5 

Du skal sidde på en stol.

  • Stræk knæet, og løft benet op, så foden løftes fra gulvet.
  • Hold stillingen i cirka 10 sekunder.
  • Bøj knæet, mens du sætter foden ned igen.
  • Gentag med modsatte ben. 

Øvelse 6 

Du skal sidde på en stol med armlæn. Du må ikke støtte på det opererede ben.

  • Ryk frem, så du sidder yderst på stolen, og læn overkroppen frem.
  • Sæt fra med hænderne på armlænene, og rejs dig op på det raske ben.
  • Sæt dig ned igen, mens du støtter dig til armlænene. 

Øvelse 7 

Du skal stå foran en stol eller et bord. Støt hænderne på stolen eller bordet foran dig, og ret ryggen.

  • Læg vægten på det raske ben, og før det andet ben bagud.
  • Før benet tilbage igen.

Øvelse 8 

Du skal stå foran et gelænder, bord eller en stol. Støt hænderne på gelænderet, bordet eller stolen foran dig, og ret ryggen.

  • Læg vægten på det raske ben, og før det andet ben skråt bagud.
  • Før benet tilbage igen.

Du kan se en film med øvelserne på https://regionh.dk/g2m eller ved at holde din smartphones kamera op foran QR-koden:

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden