Gå til hovedindhold

smertestillende medicin efter operation i hånden

Efter du er blevet opereret i hånden, er det nødvendigt at tage smertestillende medicin

Vi har lavet denne gennemgang af forskellig medicin, som du kan have gavn af efter din operation. Du vil blive nærmere informeret om hvilken type medicin, vi anbefaler netop dig.

Paracetamol (Pamol, Pinex, Panodil)

Svagt smertestillende medicin mod svage smerter. Virker desuden febernedsættende.

Dosering:

2 tabletter à 500 mg maksimalt 4 gange i døgnet.

Bivirkninger:

Stort set uden bivirkninger i normale doser (højst 4 gram i døgnet). Tag ikke Paracetamol hvis du har nedsat leverfunktion. For at opnå den bedste effekt er det vigtigt, at du tager det smertestillende medicin fast cirka hver 6. time. Dosis bør aldrig overskride 8 tabletter i døgnet (4 gram). Tabletterne kan købes i håndkøb.

Ibuprofen (Ibumetin, Ipren)

Svagt smertestillende medicin, der virker mod lette til moderate smerter. Anbefales i forbindelse med operationssmerter, muskelsmerter, ledsmerter, hovedpine og tandpine.

Dosering:

400 mg, højst 3 - 4 gange i døgnet.

Bivirkninger:

Smerter i maveregionen. Tag ikke Ibuprofen, hvis du har mavesår, nedsat nyre- og lever-funktion eller allergi overfor acetylsalicylsyre. Forsigtighed tilrådes, hvis du er i samtidig blodfortyndende behandling. Ligeledes forsigtighed ved astma eller andre allergiske symptomer udløst af acetylsalicylsyre. For at opnå den bedste smertestillende effekt er det vigtigt, at du tager den smertestillende medicin fast, cirka hver 6. - 8. time. Tabletter à 200 mg kan købes i håndkøb.

Morfin

Stærkt smertestillende medicin mod stærke smerter, herunder operationssmerter, knoglesmerter og ledsmerter. Der kan udleveres få morfinpiller på operationsgangen, hvis det skønnes at du får behov for det.

Dosering:

1 tablet á 10 mg ved behov, når den øvrige faste smertestillende medicin er utilstrækkelig. Hvis du efter 1 time fortsat har voldsomme uacceptable smerter, må du tage endnu 1 tablet morfin. Hvis dette stadig er uden effekt, skal du opsøge læge/skadestue, da det kan være tegn på, at forbindingen/ gipsen sidder for stramt. Virkningen indtræffer efter cirka 20 minutter og varer 4 - 6 timer.

Bivirkninger:

Kvalme, opkastning, døsighed, svimmelhed, forstoppelse, forvirring, uro.

Alkohol og beroligende medicin (Benzodiazepiner) forstærker morfins sløvende og åndedrætshæmmende virkning. Morfin kan øge virkningen af sovemedicin, midler mod depression og mod psykoser. Tag ikke morfin, hvis du har allergi overfor morfin, har svær astma og/ eller andre svære lungesygdomme.

Trafik:

Du må ikke køre bil og betjene maskiner i samme døgn som du har taget morfin. Tabletterne købes på recept. Har du brug for stærk smertestillende behandling i mere end 3 dage skal du gå til egen læge.

Ondansetron

Kvalmestillende middel, specielt velegnet til at afhjælpe eventuel kvalme efter en operation.

Dosering:

Sædvanligvis 8 mg 2 gange i døgnet i højst 5 døgn i højest 5 dage. Virkning indtræffer efter ca. 1 1/2 time.

Bivirkninger:

Forstoppelse, hovedpine, rødme og varmefølelse. Forsigtighed ved nedsat leverfunktion. Ondansetron kan forstærke effekten af lægemidler, der påvirker hjertets rytme. Du skal informere lægen, hvis du tager midler mod depression, Parkinsons sygdom eller hjerterytmeforstyrrelser.

Laksantia

Er forskellige lægemidler, der forebygger og behandler forstoppelse. Der er 2 grupper af laksantia; peristaltikfremmende og osmotisk virkende. Begge typer kan købes i håndkøb. Hvis du tager morfin, skal du overveje at tage et peristaltikfremmende lægemiddel, fx perilax, dulcolax eller laxoberaldråber. Hvis ikke det er tilstrækkeligt, kan du også købe et osmotisk virkende middel, fx movicol, laktulose eller magnesia.

Mere information

Du kan læse mere om fx anbefalet behandlingsvarighed, bivirkninger mm i indlægssedlen i medicinpakken. Hvis du har spørgsmål vedrørende din smertestillende behandling, er du velkommen til at kontakte afdelingen.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden