panitumumab, Behandling med

I denne patientinformation kan patienter med tyk- og endetarmskræft læse om behandling med panitumumab. Patienter kan læse hvad Panitumumab er, hvordan behandlingen foregår, hvor længe behandlingen gives og om de bivirkninger der måtte følge med. Det er relevant for pårørende at læse patientinformationen.

Vi håber denne information kan give dig og dine pårørende svar på nogle af de spørgsmål, der melder sig, når du skal i behandling med antistoffet panitumumab. Denne information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.

Hvad er panitumumab?

Panitumumab er et antistof, som bruges til behandling af tyk-og endetarmskræft, hvor kræften har bredt sig. Panitumumab kan gives i kombination med kemoterapi eller som monoterapi.

Hvordan foregår behandlingen med panitumumab?

Panitumumab gives som infusion i en blodåre. Den første behandling varer én time. Ved de efterfølgende behandlinger er behandlingstiden 30 minutter. Behandlingen med panitumumab gives normalt hver anden uge, og vil foregå ambulant.

Hvor længe gives behandlingen med panitumumab?

Du vil få behandling med panitumumab så længe, der ikke er tegn på at sygdommen forværres og der ikke er uacceptable bivirkninger. Du vil blive scannet med fastlagte intervaller i behandlingsperioden for at følge, hvordan behandlingen virker på sygdommen. Vurderer lægen, at der ikke længere er effekt, vil behandlingen ophøre.

Hvilke bivirkninger har behandlingen?

Som al anden medicin kan panitumumab give bivirkninger. Det varierer fra patient til patient, hvilke bivirkninger man kan få ved behandling med et antistof.

Nogle bivirkninger kan forebygges med medicin eller ved at nedsætte din dosis af Panitumumab. Det er vigtigt, at du taler med din læge og sygeplejerske om, hvordan du har haft det i perioden mellem behandlingerne.

I det følgende finder du de hyppigste forekommende bivirkninger i forbindelse med behandlingen med panitumumab. At de er nævnt i denne information betyder ikke, at alle får dem. Omvendt kan der forekomme andre bivirkninger for den enkelte patient end nævnt i denne information.

Hudbivirkninger

En hyppig bivirkning ved panitumumab er hududslæt, som kan sammenlignes med akne (bumser). Ca. 93% af de patienter, der behandles med panitumumab, vil få en eller anden grad af hududslæt.

Dette hududslæt ses ofte ved de første behandlinger. Udslættet optræder hyppigst i ansigtet, hovedbund, nakke, brystkasse samt på ryg og arme. I svære tilfælde kan man mindske dosis af panitumumab.

Får du hududslæt, skal du starte antibiotisk behandling med tbl.doxycyklin 100mg x1 dagligt. Medicinen får du udleveret af sygeplejersken i ambulatoriet. Neglerødderne kan blive påvirket med revner, og dermed risiko for infektion og løsning af neglen.

Gode råd til pleje af huden

  • God hygiejne, daglig vask/brusebad.
  • Brug en fed, uparfumeret creme og hudlotion .
  • Undgå solbadning.
  • Benyt minimum solfaktor 20, anvend evt. hat med bred skygge.
  • Undgå tøj, der strammer.
  • Undgå hudprodukter, der indeholder alkohol (udtørrer huden).
  • Brug kun hudlæge godkendt make-up.
  • Ved alt vådt arbejde er det en god ide at anvende gummihandsker- brug altid bomuldshandsker under gummihandskerne.
  • Hvis der opstår revner på hænder og fødder, kan du evt. anvende flydende plaster. Sandaler eller rummelige sko kan anbefales.
  • Hvis du er generet af hudkløe, kan denne evt. lindres ved at anvende antihistamin.
  • Det kan være nødvendigt, at behandle hududslættet med antibiotika.

Øjne

Behandling med panitumumab kan medføre at du får tørre øjenomgivelser og at øjnene kan føles tørre. Der kan opstå øjenbetændelse, hvor øjnene bliver røde, smertende og der kommer pus i øjnene.

Gode råd

  • Anvend en fed uparfumeret creme til øjenomgivelserne
  • Tørre øjne kan dryppes med viskøse øjendråber.
  • Undgå brug af kontaktlinser.
  • Øjenbetændelse skal behandles med antibiotika, lægen i afdelingen kan ordinere dette.

Hår og hovedbund

Hovedhår og skæg kan i den periode, hvor du er i behandling med panitumumab vokse langsommere, blive mere porøst, og der kan forekomme en udtynding af hår og skæg. Der kan forekomme en øget vækst og krøllet struktur af øjenvipperne, samt dunhårvækst i ansigtet.

Gode råd

  • Benyt ”Head & Shoulders” til hårvask, da det indeholder et stof, der har en virkning på svampe og bakterier.
  • Er din hovedbund tør og skællende, kan du massere en fed lotion eller badeolie ind i hovedbunden.
  • Du kan få frisøren til at klippe dine øjenvipper, hvis de generer dit syn.

Slimhinder

Tørre slimhinder i næsen evt. sårdannelse.

  • ørhed i næsen kan afhjælpes ved at smørre lidt fed creme på næseslimhinden (brug en vatpind).
  • Ved sårdannelse kan der opstå infektion, hvor det kan blive nødvendigt at behandle med antibiotika.

Mundhulen

  • Der kan forekomme blister og småsår i mundhulen. Det kan afhjælpes med lokal desinficerende mundgel.
  • Mundtørhed, sprukne læber og revner i mundvigene kan forekomme.

Tørre slimhinder i skeden

  • Du kan forsøge at afhjælpe tørheden med fugtbevarende gel eller glidecreme.

Træthed

Det er almindeligt at blive træt og få følelsen af manglende energi. Trætheden kan både skyldes din kræftsygdom og behandlingen med panitumumab. Du kan tale med lægen og sygeplejersken om din træthed, ligesom du i ambulatoriet kan få udleveret en informationsfolder om, hvad du selv kan gøre, hvis du er træt.

Har du spørgsmål?

Er du i tvivl om noget, eller har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os. Det er vigtigt, at du ikke bekymrer dig unødigt. Hvis du har spørgsmål, opfordrer vi dig til at skrive dem ned og tale med personalet om dem, næste gang du kommer til behandling.

Redaktør