Gå til hovedindhold

Ultralyd med biopsi

Undersøgelse af forskellige kropsdele ved hjælp af lydbølger og tage en vævsprøve (biopsi) med en tynd nål.

Du har fået en tid til en ultralydsskanning med biopsi. Det er vigtigt at du læser hele vejledningen inden du kommer til undersøgelsen. Vejledningen indeholder information om forberedelse, undersøgelse og svar.

Formålet med undersøgelsen

Formålet med undersøgelsen er at undersøge forskellige kropsdele ved hjælp af lydbølger og tage en vævsprøve (biopsi) med en tynd nål.

Hvad er en ultralydsskanning

En ultralydsundersøgelse foregår ved, at der sendes lydbølger (ultralyd) ind på det område, der skal undersøges. Ud fra lydbølgerne dannes nogle ekkoer, som vi kan aflæse som billeder på en TV-skærm. På disse billeder kan man se, om der er uregelmæssigheder i det undersøgte område.

Forberedelser til undersøgelsen

Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du kontakte os inden undersøgelsen på 48 29 64 48. Vi skal vurdere om du eventuelt skal holde pause med medicinen. Ellers er der ingen forberedelse.

Hvordan foregår undersøgelsen

Du skal ligge på et leje, mens skanningen foregår. Skanningen udføres ved at føre et lydhoved hen over hudoverfladen. For at få god kontakt mellem hud og lydhoved, får du smurt ultralydcreme (gelé) på det område, du skal have undersøgt.
Lokalbedøvelse er ikke altid nødvendig, men du kan i visse tilfælde blive tilbudt det. Det gives i det område, hvor biopsien skal tages. Ud fra billederne tager lægen en vævsprøve med en tynd nål.

Varighed af undersøgelse

Ultralydsskanningen kan tage op til 30 minutter.

Ubehag og bivirkninger

Lokalbedøvelsen kan spænde lidt i huden. Selve biopsien kan være forbundet med let ubehag. Der er en minimal risiko for blødning og infektion.

Svar på undersøgensen

Vi kontakter dig med svaret når det foreligger, enten per brev eller telefonisk.

Hvis der er noget du er i tvivl om, er du altid velkommen til at kontakte os

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden