Tvillinger - gravid med

De fleste graviditeter med tvillinger forløber helt normalt, men du vil blive tilbudt flere kontroller i graviditeten. Det hjælper med at sikre, graviditeten forløber, som den skal.

Tillykke med graviditeten

En graviditet med tvillinger er særlig i forhold til en graviditet med ét barn. For at hjælpe dig/jer bedst muligt på vej har vi lavet et overblik over, hvad du/I kan forvente af forløbet på hospitalet.

Om at være gravid med tvillinger

1-2 % af alle gravide kvinder venter tvillinger. Mange graviditeter med tvillinger forløber helt normalt, men der er en øget risiko for komplikationer forbundet med at være gravid med mere end ét barn. Du vil derfor blive tilbudt flere kontroller i graviditeten, så vi kan holde øje med, at din graviditet forløber, som den skal.

Mulige komplikationer i graviditeten

I alle graviditeter er der risiko for komplikationer, men i en graviditet med tvillinger er der en øget risiko for fx:

  • at fostrene ikke vokser, som de skal
  • for tidlig fødsel
  • svangerskabsforgiftning
  • forhøjet blodtryk
  • kløe på grund af forhøjede levertal
  • graviditetsdiabetes.

Mere ubehag i graviditeten

I forhold til andre gravide kan kvinder, som venter med tvillinger, i højere grad opleve ubehag i graviditeten i en forstærket grad som fx:

  • mere kvalme
  • mere træthed
  • mere ømhed i musklerne
  • flere smerter i ryg og bækken
  • hyppigere plukkeveer.

Dit forløb

Aftaler hos jordemoder

Du bliver tilbudt konsultationer hos en jordemoder. Det er individuelt, hvor mange konsultationer, der er behov for. Jordemoderen vil følge med i fostrenes udvikling, og du har mulighed for at tale om sunde vaner for dig. I taler også om de fysiske og psykiske forandringer, du oplever under graviditeten og forberedelse til selve fødslen.
På grund af den øgede risiko for at udvikle diabetes i graviditeten, tilbydes du en undersøgelse, hvor du får målt dit blodsukker. Undersøgelsen kaldes også for glukosebelastning eller sukkerbelastning.

Aftaler hos din egen læge

Du bliver tilbudt konsultationer hos din egen læge omkring graviditetsugerne 8-10, 25 og 32. Din egen læge holder også øje med, at din graviditet forløber, som den skal. Du skal selv bestille tid til aftalerne hos din egen læge.

Ultralydsskanninger i graviditeten

Det er normalt, at kvinder, der er gravide med tvillinger, bliver tilbudt flere skanninger end andre gravide. Gennem graviditeten vurderer vi løbende behovet.
Du får tilbudt en indvendig skanning af din livmoderhals i uge 23 for at sikre, at den ikke er for kort. Hvis din livmoderhals er for kort, kan du risikere at føde for tidligt. 
Hvis fostrene deler moderkage, tilbyder vi dig en skanning hver anden uge, da der er øget risiko for komplikationer.

Aftaler hos fødselslæge

I forbindelse med skanningerne bliver du tilbudt konsultationer hos en fødselslæge. Konsultationerne hos fødselslægen foregår i Ambulatorium for Gravide G0112.

Lav ikke om i dine aftaler på hospitalet

Vi anbefaler, at du så vidt muligt ikke ændrer dine aftaler. Ændringer kan betyde, at en ny tid vil ligge noget senere end den oprindelige tid, du fik.

Sygemelding i graviditeten

Vi anbefaler, at du bliver sygemeldt fra arbejde eller uddannelse, når du er i cirka uge 28. En sygemelding kan nedsætte risikoen for, at du føder for tidligt. Vi anbefaler ofte, at du bliver sygemeldt tidligere, hvis du har et hårdt fysisk arbejde, hvis du oplever meget ubehag i forbindelse med graviditeten som fx kraftige plukkeveer, eller hvis din livmoderhals er for kort. Du kan få en sygemelding hos din egen læge.

Fødslen

Vi anbefaler, at fødslen sættes i gang, eller at du får et planlagt kejsersnit 2-4 uger før din termin, fordi risikoen for komplikationer stiger jo længere hen i graviditeten, du kommer.
Vi anbefaler, at du føder vaginalt, hvis begge børn vokser, som de skal, og hvis den tvilling, vi forventer vil blive født først, vender med hovedet nedad.
Vi anbefaler, at du føder ved planlagt kejsersnit, hvis den tvilling, vi forventer vil blive født først, ligger med numsen nedad.
Hvis der er komplikationer i graviditeten eller ved fødslen, skal du sandsynligvis føde ved kejsersnit, uanset hvordan børnene ligger.

Efter fødslen

Vi tilbyder, at I kan blive på hospitalet i cirka 3-4 dage efter fødslen. I den tid kan I fx få vejledning og hjælp til amning og til, hvordan I passer børnene.

Redaktør