Du kan få bivirkninger
Al medicin kan give bivirkninger. Nogle mennesker oplever ingen bivirkninger, mens andre oplever flere på én gang. Vi anbefaler, at du altid orienterer dig om, hvilke bivirkninger din medicin kan have. Du kan læse mere på indlægssedlen eller på www.min.medicin.dk.
Hvis du oplever bivirkninger, der påvirker din hverdag, er du altid velkommen til at kontakte os, så vi så vidt muligt kan hjælpe dig med at lindre symptomerne.
Nogle af de mest almindelige bivirkninger ved behandlingen er:
- kløe og udslæt
- kvalme og utilpashed i maven
- træthed.
Bivirkninger ved medicinen Isoniazid
Hvis du får Isozniad, kan du desuden opleve disse bivirkninger:
- Humørsvingninger.
- Problemer med hukommelsen og koncentrationsevnen.
Behandlingen kan også have alvorlige bivirkninger, som du skal reagere på. Du skal derfor kontakte os eller Akuttelefonen 1813 uden for vores åbningstid, hvis du:
- oplever snurren i fingre og tæer, muskelsvaghed eller en brændende fornemmelse i ben og fødder
- mister appetitten
- bliver gul i huden eller øjnene
- får feber.
Bivirkninger ved medicinen Rifampicin
Hvis du får Rifampicin, kan du opleve disse bivirkninger:
- Feber
- Ledsmerter
- Orangerød urin og afføring. Medicinen kan også misfarve kontaktlinser.
Behandlingen kan også have alvorlige bivirkninger, som du skal reagere på. Du skal derfor kontakte os, hvis du bliver gul i øjnene eller huden, da det kan være tegn på leverbetændelse. Uden for vores åbningstid skal du kontakte Akuttelefonen 1813.
Vær opmærksom på, at Rifampicin nedsætter effekten af P-piller. Brug derfor en anden form for prævention, mens du er i behandling.