Gå til hovedindhold

Transanal endoskopisk mikrokirurgi

Operation, der foretages ved hjælp af en kikkert via endetarmåbningen.

Transanal endoskopisk mikrokirurgi er en operation, der foretages ved hjælp af en kikkert via endetarmsåbningen.

Hvornår benytter man sig af metoden?

Transanal endoskopisk mikrokirurgi bruges især til patienter med godartede polypper i den nederste del af endetarmen, men kan også bruges ved visse kræftsvulster.

Før operationen

Din endetarm skal være tømt for afføring inden operationen. Derfor får du et såkaldt klyx om morgenen inden operationen. Du skal desuden være fastende og må ikke drikke eller spise fra midnat.

Vanlig medicin

Vi beder dig medbringe din vanlige medicin samt en medicinliste.

Under operationen

Operationen varer ca. en halv til halvanden time. Operationen foretages enten i fuld bedøvelse eller rygmarvsbedøvelse. Du vil få anlagt drop i håndryggen, hvorigennem personalet kan give dig væske og medicin efter behov. I forbindelse med operationen får du evt. antibiotisk behandling. Når du er bedøvet, indføres kikkerten i din endetarm, og polyppen fjernes.

Efter operationen

Når operationen er afsluttet, bliver du kørt til opvågningsafsnittet. Efter et kort ophold der vil du blive kørt tilbage til sengeafsnittet. Du skal forvente at komme ud af sengen samme dag for at forebygge eventuelle komplikationer.

Lidt blødning fra endetarmen umiddelbart efter operationen er ikke usædvanligt. Tarmfunktionen starter i løbet af 1 - 2 dage. Hvis du normalt har træg mave, vil vi anbefale, at du tager Magnesia efter operationen. Diarré skal dog undgås.

Ernæring

I forbindelse med sygdomsperioder, hvor kroppen har brug for ekstra energi, kan mange få problemer med at spise tilstrækkeligt. Hvis du under eller efter indlæggelsen taber dig, uden det er hensigten, bør du tale med personalet og efter indlæggelsen med din praktiserende læge. De kan give dig gode ideer til at stimulere din appetit og undgå uønsket vægttab.

Efterbehandling

Der er normalt ingen efterbehandling.

Prognose

Prognosen er afhængig af den behandlede sygdom, men der er god erfaring med operationsmetoden.

Komplikationer til operationen

Generelle komplikationer til operationer er lungebetændelse, betændelse i såret, årebetændelse i benene og - i sjældne tilfælde - blodprop i hjertet eller lungerne.
Specifikke komplikationer er risiko for blødning og, i sjældne tilfælde kan der opstå hul på tarmen under operationen. Kan hullet ikke lukkes via tarmen, er det nødvendigt at foretage en operation gennem bughulen.
I meget sjældne tilfælde er lægen nødt til at anlægge en stomi, hvilket vil sige, at tarmen lægges ud gennem bughulen til maveskindet.

Forebyggelsessamtale

Hvis vi skønner, det er relevant, vil vi formidle en forebyggelsessamtale og evt. iværksætte tiltiltag til forebyggelse.

Efter indlæggelsen

Du udskrives sædvanligvis dagen efter operationen. Der er ingen restriktioner efter operationen, og du kan genoptage normal aktivitet efter 2 - 3 dage. Polyppen vil blive sendt til mikroskopisk undersøgelse. Du vil få svar på undersøgelsen ved et ambulant besøg ca. 14 dage efter indlæggelsen.

Udskrivelsesbrev

Efter udskrivelsen sender vi et udskrivelsesbrev til din praktiserende læge, hvori vi oplyser om diagnose, behandling, indlæggelsesforløbet, eventuelle komplikationer, ordineret medicin og ambulant kontrol. Vi oplyser dig om, hvorvidt du skal kontakte egen læge vedrørende behandling efter indlæggelsen.

Hvis der inden for det første døgn efter udskrivelsen opstår problemer, som relaterer sig til indgrebet, bedes du kontakte den vagthavende læge på telefon 4829 5822.
Ved problemer senere i forløbet skal du kontakte egen læge eller Akuttelefonen på 1813.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden