Tilmelding til nyretransplantation

I denne patientinformation kan patienter læse mere om nyretransplantation og hvordan man bliver skrevet op til at få en nekro-nyre. Patienten kan også læse om de forskellige undersøgelser, som skal foretages.

Hvis du ønsker en nyretransplantation med en nekro-nyre (en nyre fra en nylig afdød person) kan du blive skrevet op på en fælles nordisk transplantationsliste (Scandiatransplantlisten). Før du kan komme på listen, skal det undersøges, om din helbredstilstand er god nok til transplantation. Herunder kan du læse mere om undersøgelserne.

Sådan er forløbet

  • Først vil du komme til en samtale med en nefrologisk overlæge. Transplantationsforløbet vil blive gennemgået meget grundigt. Du vil få mange informationer, og derfor kan det være rart at have en pårørende med til samtalen.
  • Dernæst skal du gennemgå et undersøgelsesprogram, som skal vurdere, om du er rask nok til at kunne modtage en ny nyre.
  • Undersøgelsesprogrammet består af nogle rutineundersøgelser og evt. supplerende undersøgelser, som lægen kan vurdere, er nødvendige i dit forløb.

Rutineundersøgelser

EKG (hjertekardiogram) og blodprøver

Blodprøverne tages for at undersøge, om du har infektion i kroppen samt undersøge funktionen af nyrer, lever og knoglemarv. Hos mænd indgår også en prøve for prostata. Blodprøverne kan tages på dit nærmeste hospital eller sundhedshus.

I dialysen og ambulatoriet vil du få oplysninger om, hvornår og hvordan du får foretaget dine undersøgelser.

Klinisk Biokemisk Afdeling får elektronisk besked, så du skal ikke medbringe følgeseddel, men blot oplyse dit navn og CPR-nr.

Røntgen af hjerte og lunger

I dialysen og ambulatoriet vil du blive informeret om, hvornår og hvordan du får foretaget din røntgenundersøgelse. Du skal møde op og medbringe din henvisning fra den nefrologiske overlæge.

Undersøgelse af tænder

Dine tænder skal undersøges, og eventuelle problemer skal behandles. Der udleveres en fortrykt erklæring i dit nefrologiske afsnit, og der kan ydes økonomisk tilskud til tandbehandlingen i begrænset omfang. Du skal selv bestille tid hos din egen tandlæge og derefter medbringe en tandlægeerklæring til dit nefrologiske afsnit. Spørg i dit afsnit ved lægesamtalen.

Klinisk undersøgelse

Lægen foretager en klinisk undersøgelse af dig, lytter på hjerte og lunger, mærker efter lymfeknuder og tjekker at pulsen er normal i lyske og fødder.

Yderligere undersøgelser

Du bliver mærket efter i endetarmen, om der er normale forhold. Hos mænd kan dette også udelukke forstørret blærehalskirtel. Kvinder skal til gynækologisk undersøgelse med celleprøve af livmoderhalsen.

Supplerende undersøgelser

Afhængigt af din alder og sygehistorie vurderer lægen, hvilke andre undersøgelser der skal foretages. Det kan være:

  • udvidet hjerteundersøgelse (myocardiescintigrafi eller ekkokardiografi).
  • screening for at udelukke brystkræft (mammografi) hos kvinder over 40 år.
  • udvidet undersøgelse af dine urinveje.
  • undersøgelse af blodforsyningen til dine ben.

Du vil modtage indkaldelse fra den afdeling, der skal foretage undersøgelsen. Indkaldelsen vil indeholde en dato, beskrivelse af forberedelser og hvordan undersøgelsen udføres.

Vi har bestilt følgende supplerende undersøgelser:

_________________________________________

Hvis du ikke har fået tid til undersøgelserne inden for 1 måned. efter de er bestilt, kan du kontakte sekretæren i dit nefrologiske afsnit, som vil undersøge dette nærmere.

Svar på prøverne

Du får løbende svar på prøverne hos din transplantationsansvarlige overlæge i dit nefrologiske afsnit. Der kan være ventetid på enkelte svar, så et udredningsforløb strækker sig ofte over nogle måneder. Lægen vurderer, om du er klar til at blive henvist til den transplanterende afdeling, der indkalder dig til en endelig vurdering af om du er egnet til nyretransplantation.

Vævstypeprøver

Når du er erklæret egnet til transplantationslisten, får du taget to vævstypeprøver med ca. en uges interval. Vævstypeprøver er blodprøver, der viser, hvilken vævstype du har. Efter ca. en uge vil der være svar på prøverne, og du er endeligt skrevet på transplantationslisten med et Scandiatransplantnummer.

Årlig screening

Når du står på Scandiatransplantlisten, indkalder dit nefrologiske afsnit dig til en årlig screening for at sikre, at du fortsat har helbred til at blive nyretransplanteret.

Transplantation med kendt donor-nyre

Ønsker du f.eks. transplantation med en nyre fra et familiemedlem, kan din pårørende kontakte Nefrologisk Ambulatorium med henblik på nærmere information og undersøgelse, når du er blevet godkendt som egnet modtager. I nogle tilfælde kan det lade sig gøre at nyretransplantere, selvom donor og modtager ikke har samme blodtype.

 

 

Redaktør