Du skal have foretaget en operation, hvor din stomi tilbagelægges, og din tarm forsøges genetableret, som den var før. Læs her, hvordan operationen kommer til at foregå, og hvordan du efterfølgende skal forholde dig.
Før operationen
Tyktarmen skal være undersøgt enten ved koloskopi eller røntgenundersøgelse for at sikre, at der ikke er forsnævring eller anden sygdom i tarmen. Kræves der udrensning af tarmen, informeres du om dette. Du vil komme til at tale med en anæstesilæge, som planlægger bedøvelsen under operationen. Der tages evt. blodprøver og for at forebygge blodpropper vil du få støttestrømper på. Du vil desuden få en blodfortyndende indsprøjtning hver dag, indtil du udskrives.
Vanlig medicin
Vi beder dig medbringe din egen vanlige medicin samt en medicinliste.
Under operationen
Ved tilbagelægning af en stomi kan det være nødvendigt at åbne til bughulen. Lægen vil informere dig om netop din operation, da den afhænger af, hvilken type stomi du har.
Efter operationen
- Efter operationen har du evt:
- Kateter i blæren: Enten gennen urinrøret eller direkte gennem bugvæggen for at holde blæren tom for urin under operation og for at lette vandladningen lige efter operationen. Det fjernes hurtigst muligt efter.
- Drop: Via en kanyle i hånden/armen tilføres nødvendig væske, indtil tarmen atter fungerer og du selv kan drikke tilstrækkelig.
- Næsekateter med ilt: Du kan i de føreste dage have brug for ilttilskud især om natten.
Ernæring
I forbindelse med sygdomsperioder, hvor kroppen har brug for ekstra energi, kan mange få problemer med at spise tilstrækkeligt. Du kan supplere kosten med proteindrikke. Hvis du under og efter indlæggelse taber dig, uden at det er hensigten, bør du tale med personalet og efter indlæggelsen med din praktiserende læge. De kan give dig gode ideer til at stimulere din appetit.
Efterbehandling
Der er normalt ingen efterbehandling. I nogle tilfælde vil der blive arrangeret et kontrolprogram.
Komplikationer til operationen
De hyppigst forekommende komplikationer er blødning, infektion i såret og byld i bughulen. Brist af sammensyningen af tarmen kan opstå og vil kunne medføre akut operation og evt. anlæggelse af ny stomi. Andre komplikationer til operationen er lungebetændelse, årebetændelse i benene og - i sjældne tilfælde - blodprop i hjertet eller lungerne.
Efter indlæggelsen
Indlæggelsen varer normalt 3-7 dage. Trådene er selvopløselige. Inden udskrivelsen vil du blive informeret om evt. smertebehandling, kontrol og om, hvornår du kan genoptage arbejdet.
Ernæring efter udskrivelsen
Du kan spise almindelig kost og behøver oftest ikke tage afføringsmidler. Skulle afføringen være træg, anbefaler vi HUSK eller evt. Magnesia (fås i håndkøb på apoteket) og rigelig væske.
Udskrivelsesbrev
Efter udskrivelsen og afsluttet ambulant behandling sender vi et udskrivelsesbrev til din praktiserende læge. Ved problemer i forhold til din operation eller indlæggelse skal du kontakte afsnittet og ikke egen læge i perioden ind til det ambulante besøg. Du kontakter sengeafsnittet, hvor du har været indlagt:
Kirurgisk Afdeling K0141 4829 3590.
Hvis der inden for 1. døgn efter udskrivelsen opstår problemer, bedes du kontakte afsnittet. Ved problemer senere i forløbet skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefon 1813.