Thermablate

En thermablate-behandling kan mindske kraftige blødninger uden at fjerne livmoderen. Her kan du læse mere om indgrebet.

En thermablate-behandling kan mindske kraftige blødninger uden at fjerne livmoderen. Her kan du læse mere om indgrebet.

Hvornår anbefales det kun at fjerne slimhinden, og hvornår hele livmoderen?

I mange tilfælde kan blødningsforstyrrelser behandles medicinsk, og det bør normalt forsøges først. Hvor medicinsk behandling ikke er tilstrækkelig, eller hvis den ikke ønskes eller tåles, har det eneste alternativ tidligere været fjernelse af hele livmoderen. Man kan nu i stedet vælge kun at få destrueret slimhinden i livmoderen. 

Kvinder, som vælger at få foretaget destruktion af slimhinden, træffer ofte dette valg, fordi indgrebet er mindre. Der er færre komplikationer, og varigheden af indlæggelse og sygemelding er kortere, end hvis livmoderen fjernes. De lægger ofte også vægt på, at man kun fjerner det mest nødvendige for at behandle blødningsproblemet, idet resten af livmoderen jo bliver tilbage. Til gengæld er der ingen garanti for, at blødningerne ophører fuldstændigt. Vil man være sikker på at opnå total frihed for blødning, er den eneste behandling fortsat fjernelse af livmoderen. 

Destruktion af livmoderslimhinden sikrer ikke mod graviditet. Bliver man gravid, forløber graviditeten oftest ikke normalt. Behandlingen egner sig således kun til kvinder, der er helt sikre på, at de aldrig siden vil ønske sig gravide. 

Hvad vil det sige, at destruere slimhinden i livmoderen med Thermablate?

Destruktion af livmoderslimhinden sker ved, at en lille ballon indføres i livmoderhulen. Herefter fyldes ballonen med varm væske, hvorved livmoderslimhinden brændes. De hidtidige erfaringer med denne behandlingsmetode tyder på, at resultatet af behandlingen er lige så effektiv som brænding af slimhinden med elektrisk slynge.
 
Desuden kan behandlingen fortages under lokalbedøvelse i vores ambulatorium, og selve behandlingen tager ikke mere end 3 minutter. 

Hvornår bør man ikke udføre destruktion af livmoderslimhinden?

  • Ved ønske om fremtidig graviditet.
  • Ved mistanke om ondartede forandringer i livmoderen.
  • Ved ønske om fuldstændig blødningsfrihed.
  • Ved store muskelknuder eller polyp i livmoderen.

 

Hvordan foregår indgrebet?


1. Forbehandling:
Slimhinden destrueres mest effektivt, hvis den i forvejen er tynd. Man vælger oftest at gøre slimhinden tynd ved at hæmme den normale hormonpåvirkning det sidste par uger før behandlingen ved at give p-piller eller hormontablet (Perlutex) i 10 dage. 
Bedst er dog forbehandling med en hormonspiral (Mirena) eller indsprøjtning med Zoladex. Man kan også fortage behandling lige efter menstruation, hvis man ikke vil have hormoner. 

2.    Smerteforebyggelse:                                                                            Behandlingen kan fremkalde ve-agtige smerter i 2-3 minutter. Smerterne kan forbygges ved at tage smertestillende tabletter, Ibumetin (600mg) samt Panodil/Pinex 1000 mg, ca. 1-1½ time før du møder i ambulatoriet. Medicinen vil blive udleveret til dig i ambulatoriet, eller du kan få en recept fra den gynækolog, som henviser dig til behandling.

Hvad sker der på behandlingsdagen?

Du møder i Gynækologisk Ambulatorium G 0211, hvor en sygeplejerske og en læge vil informere dig om proceduren. Derefter kommer du på det gynækologiske leje, hvor du bliver vasket i skeden og får lokalbedøvelse omkring livmoderhalsen. Efter 10 minutter, når lokalbedøvelsen har virket, udvides livmoderhalsen.
Hvis der ikke tidligere er fortaget en vandskanning (for at udelukke polypper eller muskelknuder i livmoderhulen) og suge biopsi fra livmoderen, vil der blive fortaget dette før ballonbehandlingen eller en kikkertundersøgelse med minihysteroskop.

Herefter føres en blød, fleksibel ballon fæstnet på et tyndt kateter ind i livmoderhulen. Ballonen fyldes med en varm væske (173°C), hvorved ballonen udvider sig og fylder hele livmoderhulen. Herved brændes livmoderslimhinden med en temperatur på 100 grader. Denne del af behandlingen tager mindre end 3 minutter. Til sidst tømmes væsken automatisk ud gennem kateteret og ballonen fjernes. Intet efterlades i livmoderen.

Hvorledes er forløbet efter operationen?

Efter behandlingen får du tilbudt observation i venteværelset. Ved fortsatte smerter kan du få mere smertestillende medicin. Vi anbefaler, at du lader en pårørende ledsage dig hjem. 
Du bør hvile hjemme resten af dagen. Det første døgn efter behandlingen vil du kunne opleve menstruationslignende smerter. Disse kan behandles med smertestillende tabletter, Ibuprofen a 200 mg (2 stk.) i kombination med Paracetamol a 500 mg (2 stk.). Det er normalt at have vandigt eller blodigt udflåd i ca. 1-3 uger efter behandlingen, mens ”brandsåret” i livmoderen heler. Vi anbefaler derfor hygiejne, som under menstruation og fraråder kar-, svømmebad og samleje uden kondom så længe der er udflåd på grund af øget infektionsrisiko.

Kontakt os, hvis du får

 

  • Feber over 38° C. 
  • Ildelugtende udflåd.
  • Smerter mere end 24 timer efter behandlingen.

Du kan kontakte akutsygeplejersken på telefon 4829 5965

Sygemelding

Afhængig af dine arbejdsforhold, kan du få brug for maksimalt 1-2 dages sygemelding.

Hvordan er virkningen af fjernelse af slimhinden på længere sigt?

Destruktion af livmoderslimhinden er stadig en relativt ny behandlingsmetode, og erfaringerne på lang sigt er begrænsede. Behandlingen har dog fundet sted her i landet siden 1991 og i udlandet siden 1983. Langt de fleste patienter (ca.80 %) er glade for virkningen af destruktion af slimhinden, idet blødningerne enten normaliseres eller bliver svagere.
Hos ca. 20 % er virkningen dårlig. Nogle kan, efter i første omgang at have været tilfredse med resultatet, opleve, at blødningerne atter bliver kraftigere. Dette skyldes oftest, at der er efterladt små slimhinderester, som kan vokse og på ny give anledning til menstruationsblødning.

De hidtidige erfaringer fra operationer med destruktion af slimhinden tyder på, at indenfor en periode på 10 år efter indgrebet vil ca. 20 % få behov for at få fjernet livmoderen, enten på grund af fortsatte blødningsproblemer eller af anden grund.
Hvis du siden skulle ønske behandling med hormontilskud, er det vigtigt, at du får den type hormontilskud, som anbefales til kvinder, der har deres livmoder, også selvom du slet ikke bløder; du bør altså ikke behandles med østrogen alene.

Behov for prævention

Hvis du har behov for sikker prævention, kan der oplægges kobberspiral eller hormonspiral, i forbindelse med indgrebet.

Opfølgning

6 måneder efter: Vil vi gerne se dig til en gynækologisk undersøgelse og ultralydsskanning i Gynækologisk Ambulatorium. 
For at kontrollere om behandlingen har virket, får du nogle spørgsmål om dit blødningsmønster, smerter, tilfredshed osv. 

1 år efter: Vil vi gerne se dig til en gynækologisk undersøgelse og ultralydsskanning i Gynækologisk Ambulatorium. 
For at kontrollere om behandlingen har virket, får du nogle spørgsmål om dit blødningsmønster, smerter, tilfredshed osv. Hvis behandlingen ikke har haft god effekt på dit blødningsmønster, og du er utilfreds, kan du blive tilbudt andre former for kirurgisk behandling.

Venlig hilsen 

Personalet på Gynækologisk  Afdeling

Redaktør