Gå til hovedindhold

Telekol

På Nordsjællands Hospital tilbyder vi telemedicinsk behandling af kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL)

Om telemedicin 

På Nordsjællands Hospital tilbyder vi telemedicinsk behandling af kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). Telemedicin betyder, at vi anvender teknologi og udstyr, så du kan modtage behandling og følge op på din sygdom hjemmefra, uden at skulle møde op i ambulatoriet. 

Praktisk information 

Det telemedicinske udstyr består af en tablet, en iltmåler og en vægt, som opsættes i dit hjem. Med dette udstyr kan du foretage målinger og kommunikere med os via telefon eller video, så vi kan følge med i din tilstand. 

Sådan foregår det 

For at starte telemedicinsk behandling skal du til en samtale i Lunge- og Infektionsmedicinsk ambulatorium. En sygeplejerske vil vejlede dig i brugen af udstyret og informere dig om, hvordan du skal reagere ved unormale målinger eller symptomer. 

Opsætning af udstyret 

En tekniker aftaler en tid for opsætning af udstyret hjemme hos dig. Teknikeren tester udstyret og hjælper dig med at foretage testmålinger, som sendes til hospitalet. Da udstyret er et lån, er du ansvarlig for eventuelle skader på det udleverede udstyr. Udstyret vil blive afhentet, når det ikke længere er i brug. 

Ugentlige målinger 

Hver uge skal du på samme dag tage tre målinger: Vægt, iltmætning og puls, samt svare på et par spørgsmål om din tilstand. Du sender disse oplysninger til os via tabletten. Vi viser dig, hvordan du gør dette under din første samtale i ambulatoriet. 

Videokonsultationer 

Derudover vil du blive tilbudt videokonsultationer med en sygeplejerske fra lungeambulatoriet. Vi aftaler dato og tidspunkt for videokonsultationerne, som normalt vil finde sted hver 3. måned. 

Deltagelse i TeleKol 

Telemedicinsk behandling tilbydes til patienter med KOL, som følges i ambulatoriet og vurderes at have gavn af det. Det er et midlertidigt behandlingstilbud, og vi vurderer derfor løbende, om det fortsat er relevant for dig at deltage.                                                                                                    Delltagelse i TeleKol er frivillig. Hvis du vælger ikke at deltage, vil det ikke påvirke din relation til læge, hospital eller den øvrige behandling, du modtager. Telemedicin er et supplement til din øvrige behandling i ambulatoriet. Det kræver MitID at deltage i det telemedicinske tilbud.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden