Tarmforsnævring, kostråd ved

I denne patientinformation kan patienter læse om tarmforsnævring og hvilke typer madvarer der er anbefalet, at patienter spiser. Der er medfølgende opskrifter, som patienter kan lade sig inspirere af.

I dette materiale kan du finde information, råd og vejledning om konsistensen på den mad, du bør spise, når din tarm forsnævres.

Når tarmen forsnævres (tarmobstruktion), kan du få behov for at spise mad, der er ekstra findelt og let for tarmen at bearbejde og optage for at minimere risikoen for tarmstop (ileus).

Kostrådene inddeles i tre grader 1, 2 og 3. Det er lægen der vurderer, om du skal spise efter grad 1, 2 eller 3. Det kan ske, at du skal variere mellem de tre grader alt efter, hvor meget passage der på et givent tidspunkt er i din tarm.

Eksempler på ernæringsdrikke. Foto: Anders Rasmussen
Eksempler på Adosan produkter. Foto: Colourbox

Generelt for kostrådene

  • Portionsstørrelser skal tilpasses din appetit.
  • Spiser du mindre portioner end tidligere skal kalorietætheden øges, det gør du nemmest ved at tilsætte fedt.
  • Maden skal være rig på proteiner.
  • Tyg maden grundigt.
  • Spis mange små måltider, gerne 6-8 om dagen.
  • Dine drikkevarer bør indeholde kalorier og proteiner.
  • Drik meget væske særligt i forbindelse med måltider.
  • Velsmagende mad stimulerer dine sanser og fremmer livskvalitet.

Berigelse af din mad

Ernæringsdrikke kan købes på apoteket, med en ernæringsrecept får du 60% tilskud. Der findes også kalorierige flødeis fra Ryå eller Skee is, som kan være en mulighed, disse er ligeledes tilskudsberettigede med en ernæringsrecept og kan bestilles på apoteket eller nettet. Adosan laver et pulver samt et flydende proteintilskud, der kan tilsættes mad og drikke. Pulveret findes i breve á 10g protein. Det flydende tilskud hedder Adosan P-boost og findes i en flaske på 50 ml, 20 ml kan blandes i 120 ml mad eller drikke og giver 11g protein. Hverken pulveret eller det flydende produkt er tilskudsberettiget, men det kan købes i Matas, på apoteket eller nettet. Center for kræftramte har udgivet bogen: ”Synk let – mad til dig med synkebesvær”. Her kan du finde inspiration og opskrifter på velsmagende og indbydende mad, der er blød, pureret og flydende. Bogen kan downloades på: https://kraeft.kk.dk/sites/kraeft.kk.dk/files/ksk_synklet_130319_samledforweb.pdf

Grad 1 – blød kost

I den bløde kost skal du undgå lange fibre, trævler, skræller og skaldele i din mad. Fibrene kan alternativt behandles fx blendes, findeles eller sies fra i en fin sigte. På den måde kan mange af de fiberrige og trævlede madvarer sagtens spises.  

Mad du kan spise uden ekstra behandling:

  • Brød uden kerner fx mørkt rugbrød, bondebrød og hvedebrød.
  • Grød fx risengrød, havregrød eller øllebrød.
  • Kartofler (uden skræl?), hvide ris og pasta.
  • Grøntsager uden skræl og kogte eller bagte rodfrugter. Tilberedt frugt og grønt tolereres bedre end råt.

Mad der inden spisning kræver ekstra behandling fx finthakning, blendning og sigtning:

Skræller og trævler fra frugt og grøntsager som asparges, porre, løg, kål, bladselleri, majs, bambusskud, champignon, grønne bønner, bælgfrugter som bønner, kikærter og linser, ananas, rabarber, frugtskræl fx æbleskræl og tomatskræl, hinder fra citrusfrugter, kokos, hele nødder og mandler, popcorn, tørret frugt.

Du bør undgå hele kerner og skaldele fra korn og frø fx rugkerner, solsikkekerner og brune ris.

Du bør undgå at indtage råt kød, og spiser du kød fra firbenede dyr bør det være meget mørt, hakket eller blendet. Pølser spises uden skind.

Måltidsforslag - grad 1

Morgen:

Hvedebrød, krydderbolle eller mørkt rugbrød uden kerner med smør og ost Øllebrød eller havregrød evt. med frugtkompot og smørklat Surmælksprodukter (3,5% fedt) med ymerdrys eller græsk yoghurt med honning og blendede nødder.

Frokost:

Mørkt rugbrød, bondebrød eller hvedebrød med smør og pålæg fx æg, leverpostej, mayonnaisebaserede pålægssalater, frikadeller, fiskefrikadeller og paté, terrin eller mousse. Suppe Lune middagsrester incl. rester af kogte/bagte grøntsager Madpandekage med fyld Omelet, spejlæg uden stegeskorpe eller pocheret æg.

Aften:

Fisk, kylling, farsretter. Gryderetter eller grøntsags puré supper med kød- eller fiskeboller. Kartofler uden skræl, kartoffelmos, flødekartofler, hvide ris, pasta. Kogte eller bagte grøntsager og rodfrugter, gratin, stuvninger. Flødesovs, pesto.

Mellemmåltider:

Drik gerne tilskudsdrikke som mellemmåltid enten dem fra apoteket eller Arla Protino drikke eller desserter. Hvedebrød med smør og ost, marmelade eller Nutella, pandekager, is, kold eller varm kakao med flødeskum, hjemmelavet smoothie eller koldskål med kammerjunkere. Risengrød. Kage, chokolade, marcipan, småkager og kiks. Trifli, budding, fromage, is, æblekage. Moden banan eller kiwi.

Drikkevarer:

Vælg helst dem med flest kalorier og protein fx mælk, koldskål og drikkeyoghurt. Juice, iste, saftevand med sukker og sodavand. Cappuccino, café latte.

Grad 2 – gratin, cremet og flydende

En god huskeregel for maden af grad 2 er, at maden skal kunne opløses og blive flydende når den bearbejdes i munden, derfor skal du tygge maden grundigt, inden du synker. På den måde er det lettere for tarmen at optage maden.

Mad du kan spise uden ekstra behandling:

  • Fede mejeriprodukter (3-10%) som yoghurt, ymer og sødmælk uden frugtstykker.
  • Omelet eller røræg.
  • Desserter som fromage, mousse og is.
  • Ernæringsdrikke fra apoteket eller Arla Protino.
  • Hvedebrød UDEN skorpe med smør og blød ost.
  • Pandekager og kager der kan findeles helt ved tygning.

Mad der inden spisning kræver ekstra behandling fx blendning, purering og sigtning:

  • Al frugt, grønt, kød, fisk og korn skal være blendet, pureret eller siet fx
  • Blendet eller siet korngrød, øllebrød og frugtgrød.
  • Kartoffel- eller grøntsagsmos.
  • Gratin eller suppe lavet på kød- eller grøntsagspuré.

Mad du helt bør undgå:

Undgå asparges, porre, løg, kål, bladselleri, majs, ærter, bambusskud, bælgfrugter som bønner, kikærter og linser, ananas, rabarber, frugtskræl, hinder fra citrusfrugter, kokos, hele nødder og mandler, popcorn, tørret frugt.

Måltidsforslag - grad 2

Morgen:

Hvedebrød uden skorpe eller hvedeskorpe med smør, smøreost, ost, Nutella, marmelade uden kerner, peanutbutter, honning. Øllebrød med flødeskum Havregrød evt. med siet frugtkompot og smørklat Ymer med puddersukker, surmælksprodukter (>3,5% fedt), græske yoghurt med honning, sirup eller siet frugtkompot Arme riddere (toastbrød UDEN skorpe opblødt i mælk/æg, stegt i smør og serveret med sukker eller sirup) eller amerikanske pandekager Omelet, røræg eller blødkogt æg.

Frokost:

Lyst hvedebrød uden skorpe med smør, æg, leverpostej, fiskepaté eller fiskemousse der er blendet eller siet. Suppe eller gratin.

Aften:

Fiskegratin, kødgratin og blendet kød eller fisk. Gryderetter eller grønsagspuré supper med kød- eller fiskeboller. Kartoffelmos, rodfrugtmos, grønsagsmos. Flødesovs. Hjemme i eget køkken kan kød, fisk, fjerkræ og farsretter blendes i en foodprocessor eller med en stavblender. På den måde kan du spise det samme som resten af familien. Alternativt kan du spise Findus gratinkost.

Mellemmåltider:

Ernæringsdrikke fra apoteket eller Arla Protino drikke eller desserter. Hvidt brød UDEN skorpe med smør og pålæg som nævnt under morgen, pandekager, is, kold eller varm kakao med flødeskum, surmælksprodukter, hjemmelavede smoothies eller koldskål. Kage, chokolade, marcipan, småkager og kiks der er helt opløselige i munden som fx Marie kiks eller TUC-kiks med smør, Nutella eller flødeost. Fromage, budding eller mousse.

Drikkevarer:

Vælg helst dem med flest kalorier og protein fx mælk, koldskål og drikkeyoghurt. Juice, iste, saftevand med sukker og sodavand. Cappuccino, café latte.

Grøn suppe: Foto: Colourbox

Grad 3 – flydende kost

Al mad og drikke skal være flydende fordi der er meget sparsom passage et eller flere steder i tarmen. Har du sonde til sug er det ligeledes vigtigt at det du spiser ved behov kan suges op gennem sonden igen uden at den stopper til. Hvis det sker at sonden stopper til, kan den skylles med cola eller dansk vand da det ofte kan opløse eventuelle tilstopninger.

Mad du kan spise uden ekstra behandling:

Beriget flydende kost Ernæringsdrikke Kalorierige drikkevarer.

Mad du helt bør undgå:

Al fast føde.

Måltidsforslag - grad 3

Morgen:

Øllebrød med flødeskum Havresuppe evt. med siet frugtkompot og smørklat Ymer med puddersukker Surmælksprodukter (> 3,5% fedt) Græsk yoghurt med honning, siet frugtkompot eller sirup Blendet henkogt frugt.

Frokost:

Suppe, grønsags purésuppe eller kødsuppe. Frugtsuppe Is, fromage og budding.

Aften:

Se frokost forslag.

Mellemmåltider:

Ernæringsdrikke fra Apoteket eller Arla Protino drik eller dessert, is, kold eller varm kakao med flødeskum, surmælksprodukter, hjemmelavede smoothies eller koldskål.

Drikkevarer:

Vælg helst dem med flest kalorier og protein fx mælk, koldskål og drikkeyoghurt. Juice, iste, saftevand med sukker og sodavand. Cappuccino, café latte.

 

Redaktør