Tand- og mundpleje efter strålebehandling

Immunforsvaret hæmmes efter kemoterapi og strålebehandling og det kan giver gener i mundhulen, såsom tørhed, smerter og smagsforandring. Der er forskellige ting man kan gøre, for at lindre generne.

Kemoterapi og strålebehandling mod kræft i hovedhalsområdet hæmmer immunforsvaret og kan give gener i mundhulen. Disse gener oplever de fleste som tørhed og smerter i munden samt smagsforandringer. Smagsforandringer og smerter i munden kan især opleves under selve behandlingen, og aftager gradvis efter behandlingen.

Tørhed i munden kan derimod vare ved i måneder eller være livsvarig og påvirker både nattesøvn og hverdag.

Generne kan være:

  • Smerter eller ømhed
  • Smagsforandringer
  • Tørhed
  • Sarte og ømme slimhinder
  • Synkebesvær, problemer med at spise og drikke tilstrækkeligt
  • Prikken / stikken i læberne
  • Blødning fra tandkødet
  • Betændelse
  • Der kan også opstå belægninger eller sår, som kan være smertefulde

Tørheden i munden betyder samtidig, at tænderne ikke som tidligere bliver beskyttet af spyttet og at risikoen for huller i tænderne øges.
Personalet kan hjælpe dig med at lindre alle disse gener, det er derfor meget vigtigt, at du siger til, så snart du oplever ubehag fra halsen, slimhinderne i munden eller tænderne.

Hvad kan du selv gøre?

For at forebygge eller lindre bivirkningerne skal du hver dag være opmærksom på slimhinderne i munden og hele tiden holde mundhulen ren og fugtig.

Derfor

Børst tænder og tunge morgen og aften samt efter hvert måltid.
Du skal bruge en blød tandbørste med lille børstehoved. Du kan yderligere blødgøre tandbørsten ved at dyppe den i varmt vand. Tandbørsten skal skylles grundigt efter brug og skiftes ved behov, når hårene på børsten er slidt. Brug tandpasta, som indeholder fluor, da det forebygger huller i tænderne. Brug gerne tandpasta som for eksempel receptpligtig højdosis fluortandpasta eller mildere tandpasta som for eksempel:

  • Zendium
  • Durafat

Brug tandtråd dagligt, da du på denne måde systematisk fjerner bakterier imellem alle tænderne. Undgå dog at bruge tandtråd, hvor slimhinderne er ømme og bløder kraftigt. Tandstikkere anbefaler vi ikke, fordi de kan være hårde mod det sarte tandkød og slimhinderne i munden.

Undgå tobak og alkohol, som forstærker skaden på slimhinderne i munden.
 
Skyl munden med Andolex eller klorhexidin 0,12% to gange dagligt, hvis det ikke er muligt at børste tænderne. Klorhexidin nedsætter mængden af bakterier og risikoen for infektion i munden. Klorhexidin findes også som spray og gel, som skal være uden alkohol på grund af sarte slimhinder. 

Tag din protese ud om natten og brug den så lidt som muligt i dagtimerne. En protese ”slider” på tørre og hævede slimhinder og giver på denne måde flere gener. 

Gode råd ved mundtørhed 

Drik rigeligt med væske og hyppigt, men ikke sodavand og lignende, der indeholder kulsyre og sukker, som ødelægger tandemaljen. 

Brug eventuelt spyterstatningsmidler 

  • Hali-x
  • Gel (bedst til natten)
  • Mundskyl eller spray som Zendium Saliva eller BioXtra (fås kun via internettet). Spray er bedst i dagtimerne 

Fugt dine læber med uparfumeret læbepomade eller fed fugtighedscreme, gerne med lanolin. 

Stimulér spytsekretionen ved at

  • Tygge sukkerfrit tyggegummi
  • Spise sukkerfri pastiller / bolsjer (ikke syrlige, da de ødelægger tandemaljen)
  • Tage sugetabletter (Xerodent eller Stisal)

Med venlig hilsen
Personalet
Øre, Næse og Halsafdelingen
 

Redaktør