Spytkirtler, kikkertkirurgi i fuld bedøvelse

Har man stendannelse, forsnævringer eller gentagne infektioner i de store spytkirtler kan man blive undersøgt og opereret ved hjælp af kikkertkirurgi. Der benyttes små kikkerter på 1-2 mm, som føres ind i spytgangen via mundhulen. Indgrebet foregår under fuld bedøvelse.

Generelt om indgrebet

Operationen foretages ved generende stendannelse (spytsten), forsnævringer (stenoser) eller gentagne infektioner i de store spytkirtler. Formålet er at fjerne spytsten, udvide forsnævringer eller finde anden årsag til infektioner.

Der benyttes små kikkerter på 1-2 mm som indføres i spytgangen via mundhulen. Gennem kikkertens arbejdskanal kan der indføres små instrumenter som stenfangere, laserfibre mm. Under indgrebet sprøjtes saltvand op i spytgangen så kirurgen får et klart overblik. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt også at lave et snit i mundbunden eller kinden og fjerne en spytsten denne vej. 

Ved forundersøgelsen bliver der lavet ultralydsundersøgelse af spytkirtlen og -gangen, så kirurgen kan planlægge om indgrebet skal foregå i lokal eller fuld bedøvelse samt om det bliver nødvendigt med et snit i mundbunden eller kinden.

Forud for operationen

3 dage forud for operationen skal du drikke rigeligt med væske, gerne op til 3 l dagligt, medmindre du har en kendt sygdom, som kræver begrænset væskeindtag.
Dette øger spytdannelsen, hvilket gør det lettere at finde åbningerne til spytgangene.

Operationsdagen

  • Forbered dig til operationen ved at tage et bad og vaske hår om morgenen. Du må gerne børste tænder om morgenen
  • Du må ikke have make-up, neglelak, ur, smykker eller piercinger på 
  • Under operationen kan du ikke have kontaktlinser på, så medbring gerne briller, hvis du har brug for det
  • Mænd skal være nybarberede
  • Vanlig morgenmedicin må du kun indtage efter aftale med narkoselægen
  • Medbring i øvrigt din vanlige medicin inkl. naturmedicin
  • Medbring ikke værdigenstande eller store pengebeløb
  • Medbring læsestof eller anden adspredelse, da tiden kan føles lang

Under operationen

Operationen foregår gennem munden. Ved større spytsten i ørespytkirtlen, kan det blive nødvendigt med en åbning udvendigt i kinden. Hvis indgrebet varer længere end 2 timer, vil du efterfølgende på sengeafdelingen blive tilbudt en blodfortyndende injektion for at mindske risikoen for blodpropper.

Efter operationen

Du bliver vækket på operationsstuen og køres herefter til opvågningsstuen, hvor du skal være indtil du er vågnet mere op, derefter køres du tilbage til sengeafsnittet.

Tilbage på afdelingen

Her vil du få tilbudt noget at spise og drikke. Får du ondt gives smertestillende medicin. Det er vigtigt at du siger til personalet, hvis du har smerter.
Først på aftenen er der stuegang, hvor du vil blive informeret om operationen og udskrevet.

Hjemme igen

Din spytkirtel vil være hævet, da der er sprøjtet saltvand i spytgangen og i kirtlen. Dette forsvinder i løbet af nogle uger
 
Du kan opleve, at få rødme, ømhed og evt. et blåt mærke på kinden, hvor lægen har taget fat. Dette forsvinder i løbet af nogle døgn.

Hvis du er opereret med snit i mundbunden, må du ikke spise føde med små korn, frø og lignende, da dette kan sætte sig fast i såret. Dette for at forebygge infektion.

Det anbefales, at du skyller munden med postevand 3 gange dagligt i en uge, og børster tænder efter alle måltider i en uge.

Ved smerter tilråder vi smertebehandling med tablet Paracetamol (fx Pamol) 1 g maks. 4 gange i døgnet.

Det er en god idé, at du har købt smertestillende medicin inden operationen.

Hvis operationen har krævet et snit i mundbunden, vil du i timer efter operationen have nedsat følsomhed i tungen, grundet anvendt lokal bedøvelse.

Komplikationer

Risikoen for komplikationer er lille, men du skal kontakte os hvis: 

  • du får feber over 38
  • du får tiltagende smerter
  • hævelse i mundbunden
  • betændelse i spytkirtlen

Venlig hilsen
Personalet
Øre, Næse og Halsafdelingen
 

Redaktør