Slimhinden i livmoderen fjernelse

Her kan du læse om, hvordan det foregår, når du skal have fjernet slimhinden i livmoderen.

Her kan du læse om, hvordan det foregår, når du skal have fjernet slimhinden i livmoderen. 

Hvordan fjernes slimhinden i livmoderen?

Slimhinden i livmoderen kan ødelægges - ”brændes” - ved hjælp af en lille elektrisk brænder. Brænderen føres sammen med en kikkert op i livmoderen nedefra. Under indgrebet skylles med saltvand for at få overblik. Desuden får du en enkelt dosis antibiotika for at forebygge infektion. 
Indgrebet tager 15 - 30 minutter og foregår i lokalbedøvelse eller fuld bedøvelse. 

Hvis du har fået den fulde information om indgrebet af din speciallæge, kan du komme direkte til operation. 
Ønsker du en uddybende samtale på hospitalet, er du meget velkommen til det.

Hvornår anbefales det kun at fjerne slimhinden?

I mange tilfælde kan blødningsforstyrrelser behandles medicinsk, og det bør normalt forsøges først. 

Hvis medicinsk behandling ikke er tilstrækkelig, eller hvis den ikke ønskes eller tåles, har det eneste alternativ tidligere været at fjerne hele livmoderen. Man kan nu i stedet vælge kun at få fjernet slimhinden i livmoderen. Kvinder, som vælger at få fjernet slimhinden, træffer ofte dette valg, fordi indgrebet er mindre, der er færre komplikationer, og varigheden af indlæggelse og sygemelding er kortere, end hvis livmoderen fjernes. 

De lægger ofte også vægt på, at man kun fjerner det mest nødvendige for at behandle blødningsproblemet, idet resten af livmoderen jo bliver tilbage. Til gengæld er der ingen garanti for, at blødningerne ophører fuldstændigt.

At få fjernet livmoderslimhinden sikrer ikke mod graviditet. Bliver man gravid, forløber graviditeten oftest ikke normalt. Behandlingen egner sig således kun til kvinder, der er helt sikre på, at de aldrig siden ønsker at være gravide. Kvinder, som har behov for svangerskabsforebyggelse, skal fortsat anvende dette.

Hvornår bør man ikke fjerne livmoderslimhinden?

Hvis der er:

  • ønske om fremtidig graviditet.
  • mistanke om ondartede forandringer i livmoderen.
  • ønske om fuldstændig blødningsfrihed.
  • store muskelknuder i livmoderen, som giver tyngdefornemmelse i underlivet og trykker på blære eller tarm.

 

Forbehandling

Slimhinden fjernes mest effektivt, hvis den i forvejen er tynd. Man vælger oftest at gøre slimhinden tynd ved at hæmme den normale hormonpåvirkning de sidste par uger før operationen. 
Det kan opnås ved, at man fire uger før operationen giver en enkelt depotindsprøjtning under huden med et hormon (ZoladexTM), der hæmmer æggestokkenes normale hormonproduktion. Du får denne indsprøjtning på Nordsjællands Hospital.

Hvad sker der på operationsdagen?

Du skal faste fra kl. 24.00 aftenen før operationen. Det vil sige, at du ikke må spise, drikke eller ryge efter kl. 24.00 (heller ikke tyggegummi, bolsjer eller lignende). Dog må du drikke vand indtil 2 timer før mødetid. Du bør ikke have læbestift eller neglelak på, da det kan vanskeliggøre observationen af kredsløbet under bedøvelsen.

Ved ankomsten til afdelingen bliver du vist til rette. På operationsstuen får du lagt et tyndt plastikrør (drop) i en blodåre i hånden. Du får siden bedøvelsen gennem dette drop. Dette gøres også, når operationen foretages i lokalbedøvelse.

Hvordan er forløbet efter operationen?

Du bliver udskrevet samme eftermiddag. Inden udskrivelsen fortæller lægen, der opererede dig om indgrebet, og I aftaler, hvornår du skal komme til kontrol.
Du bør ikke føre bil det første døgn efter operationen, og du bør ikke være alene hjemme den første nat. Efter nogle få dage, kan du genoptage dine normale aktiviteter.

Der vil ofte være menstruationslignende smerter lige efter operationen. Disse smerter kan behandles med de samme håndkøbsmidler, som man anvender mod menstruationssmerter. 
Der kan være blødning af menstruationsstyrke i dagene efter udskrivelsen, men blødningen bør ophøre i løbet af et par uger. Der vil oftest være brunligt udflåd i 4 - 5 uger efter udskrivelsen.
Hvis der kommer smerter eller blødning, som er kraftigere end ved menstruation, eller hvis der kommer feber, bør du kontakte din egen læge eller speciallæge.

Så længe du har blødning eller blodigt udflåd, kan der være let øget risiko for underlivsbetændelse, og du bør undlade at benytte tampon, undlade karbad, svømmehal og havbad samt benytte kondom ved samleje.

Du skal regne med 3 - 4 dages sygemelding.

Hvilke problemer kan opstå under operationen?

I sjældne tilfælde kan der opstå hul i livmodervæggen under indgrebet. Hullet lukker sig af sig selv, men kan betyde, at indgrebet må afbrydes.

Hvordan er virkningen på længere sigt?

Blødningerne ved menstruation kommer fra slimhinden i livmoderen. Derfor vil de allerfleste opleve, at blødningerne enten bliver svagere eller helt forsvinder. 
Hvis virkningen ikke er god nok, kan det blive nødvendigt at gentage indgrebet.


Med venlig hilsen

Personalet
Gynækologisk-Obstetrisk  Afdeling
Nordsjællands Hospital

 

Redaktør