Gå til hovedindhold

Skjoldbruskkirtlen - operation i dagkirurgi

Under operation af skjoldbruskkirtlen vil hele eller en del af kirtlen blive fjernet. Den del der bliver fjernet, bliver sendt til undersøgelse.

Inden operationen 

Tager du blodfortyndende medicin, skal du holde pause inden operationen. Aftal med lægen, hvor mange dage inden operationen du skal holde pause med den blodfortyndende medicin. 

Hvis du tager fiskeolie skal du nævne det for lægen. 

På operationsdagen 

  • Du skal faste og tørste som aftalt.   

  • Vanlig morgenmedicin skal som udgangspunkt indtages, medmindre andet er aftalt med narkoselægen. 

  • Medbring din vanlige medicin, herunder også naturmedicin. 

  • Forbered dig til operationen ved at tage et bad og vaske hår om morgenen. Du må gerne børste tænder. 

  • Hvis du har hår på brystkasse og hals, skal du selv barbere det af dagen inden operationen, sådan at huden ned til kravebenet er glatbarberet. 

  • Du må ikke have make-up, neglelak, ur, smykker eller piercinger  

  • Under operationen kan du ikke have kontaktlinser på, så medbring briller, hvis du har brug for det. 

  • Medbring ikke værdigenstande eller store pengebeløb. 

  • Medbring læsestof eller anden underholdning til ventetiden. 

  • Medbring toiletsager. 

Det vil fremgå af din indkaldelse, som du har modtaget i E-boks, hvor du skal møde på operationsdagen og hvornår. Du må forvente, at der kan være ventetid fra mødetidspunktet til operationstidspunktet. 
Du kan have en pårørende med, indtil du bliver kørt på operationsafsnittet. 

Under operationen 

Hele eller en del af skjoldbruskkirtlen vil blive fjernet via et tværsnit nederst på halsen. Den del af skjoldbruskkirtlen, der bliver fjernet, bliver sendt til undersøgelse. Der vil eventuelt blive lagt et dræn i operationsområdet for at forebygge blodansamling. Drænet fjernes inden udskrivelsen. 

Efter operationen 

Du bliver vækket på operationsstuen og køres herefter til opvågningsstuen, hvor du skal være, indtil du er vågen. 

Herefter kommer du tilbage til afdelingen, hvor du vil få tilbudt noget at spise og drikke. 

Det er vigtigt, at du siger til personalet, hvis du har smerter, så du kan få smertestillende medicin. 

Du skal observeres i minimum 6 timer efter operationen, hvorefter du vil blive udskrevet.  

Inden udskrivelsen vil du blive tilset af en læge. Du får også en dato for kontrol.  

Den vil foregå i vores ambulatorium eller efter aftale over telefon eller video, ca. 3 uger efter operationen. Her vil du få svar på dine prøver. Du er velkommen til at tage en pårørende med. 

Komplikationer 

Der er en minimal risiko (0,5-1%) for, at der opstår en blodansamling i halsen. Det sker oftest inden for de første timer efter operationen, hvorfor du har været til observation i 6 timer. 

Du kan blive hæs på grund af påvirkning af nerven til stemmebåndene. Dette sker dog for mindre end 1-2% af de opererede patienter. Dette opdages som regel straks efter operationen. 

Får du snurren i fingre og tæer, kan det afhjælpes med kalktabletter. Hvis det varer ved eller forværres, kan du kontakte os. 

Hjemme igen efter operationen 

Du kan finde vejledning og tips til din tid hjemme efter operation på halsen, i pjecen af samme navn som du får af personalet, når du udskrives. Den findes også på vores hjemmeside. 

Smerter 

Vi anbefaler følgende smertestillende behandling til voksne efter operationen:  

Paracetamol, 2 tabletter á 500 mg maksimalt 4 gange i døgnet (morgen, middag, aften og til natten) samt ibuprofen 2 tabletter á 200 mg maks. 3 gange i døgnet, medmindre andet er aftalt med vores læge. 

Medicinen kan købes uden recept, og vi anbefaler at du har købt den inden operationsdagen.  

Sygemelding 

Du må regne med at være sygemeldt i ca. 14 dage, hvis du har fysisk krævende arbejde. 

Sårpleje 

Såret er syet indvendigt med tråd, der forsvinder af sig selv. Der sættes et plaster på som du selv skal fjerne efter 10 dage. 

  • Såret må først blive vådt, fx ved badning, efter 24 timer, men forsøg at holde det tørt. 

  • Hvis plasteret bliver vådt, duppes det tørt. 

  • Hvis plasteret løsner sig, kan du skifte det, brug gerne Micropore-tape, som kan købes på apoteket. Vi anbefaler, at du har Micropore-tape på i 3 måneder, som skiftes med dages mellemrum. 

  • Der kan opstå en hævelse over såret, som vil forsvinde igen af sig selv. 

  • Undgå at få sol på sårområdet og brug minimum solfaktor 50 det kommende år. 

Det skal du reagere på  

Kontakt os, hvis du får et eller flere af disse symptomer:  

  • Du får tiltagende hævelse på halsen 

  • Feber (temperatur over 38 grader), du skal have målt din temperatur inden du ringer til os.   

  • Forværring af smerter, efter du har taget smertestillende som beskrevet ovenfor.  

  • der kommer rødme/hævelse af sårområdet 

  • det væsker fra sårområdet 

  • du får snurren i fingre og tæer 

Hvis du mod forventning oplever tiltagende halsomfang, trykkende fornemmelse og/eller tiltagende vejrtrækningsbesvær efter du er kommet hjem, skal I ringe direkte 112. 

Kontakt efter udskrivelse:  

Hvis du får brug for akut hjælp 

  • Ring 112 ved livstruende sygdom eller alvorlige symptomer.  

  • Kontakt Akuttelefonen 1813 / vagtlægen, hvis du har akut behov for lægehjælp, men ikke er i livsfare.  

Hvis du får gener inden for de første 24 timer efter operationen 

Du kan kontakte vores sygeplejerske for rådgivning.  

  • Mandag–fredag kl. 8.00–16.00  
    Ambulatoriets visitationssygeplejerske: 48 29 49 07 

  • Efter kl. 16.00 samt i weekender og på helligdage 
    Ansvarshavende sygeplejerske i sengeafsnittet: 48 29 64 0

Har du herefter spørgsmål til din operation, kan du på hverdage kontakte Øre-, Næse- og Halsafdelingen: 48 29 38 25  

Øvrige kontaktmuligheder:  

Du kan altid skrive sikkert til os via Min Sundhedsplatform:  http://www.minsundhedsplatform.dk  (login med MitID).  

Du kan også kontakte din egen læge eller din lokale Øre-, næse-, hals læge for råd og vejledning 

Venlig hilsen 

Personalet  
Øre, Næse og Halsafdelingen  
Rigshospitalet og Nordsjællands Hospital, Hillerød. 

 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden