Skanning - DAT

En DAT-skanning er en skanning med radioaktivt sporstof. Formålet med undersøgelsen er at undersøge forandringer i hjernen, som kan være tegn på parkinsonisme.

Du har fået en tid til en skanning af hjernen.
Det er vigtigt, at du læser denne vejledning igennem. Vejledningen indeholder information om forberedelse, undersøgelse og svar.

Vigtig information inden undersøgelsen

Der indgår radioaktive sporstoffer i denne undersøgelse. For at undgå unødig 
bestråling af pårørende anbefaler vi, at du ikke tager yngre voksne, børn eller  gravide med ved undersøgelsen.

Formålet med undersøgelsen

Formålet med undersøgelsen er at undersøge forandringer i et specielt område, kaldet basalganglierne, der ligger centralt i hjernen. Eventuelle forandringer kan være et tegn på parkinsonisme. Området synliggøres ved hjælp af et radioaktivt sporstof.

Forberedelser til undersøgelsen

Du kan tage din sædvanlige medicin. Dog skal du kontakte Klinisk Fysiologisk 
Afsnit, såfremt du tager kokainlignende medicin. Det er vigtigt, at du 
medbringer en komplet liste over din medicin, da dette er værdifuldt ved 
tolkningen af undersøgelsen.
Det er nødvendigt, at du kan ligge stille under selve skanningerne, der tager 45-60 minutter.
Ofte er det en fordel at have pårørende eller hjælpere med, da undersøgelsen 
tager relativt lang tid. Du er velkommen til at medbringe læsestof, mad og 
drikke, hvis du tilbringer ventetiden på afsnittet. Der findes også en kiosk på 
hospitalet.

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller tror du er gravid eller ammer, skal du kontakte os inden 
undersøgelsen.

Selve undersøgelsen

Vi giver dig en indsprøjtning i armen med et radioaktivt sporstof. Derefter skal 
du vente i 3 timer, til sporstoffet er rigtigt fordelt i hjernen.
I tidsrummet mellem indsprøjtning og billedoptagelse må du gerne forlade 
afdelingen. Efter 3 timers ventetid optages billederne. Du ligger på ryggen med 
dit hoved i en hovedstøtte. Billedoptagelsen tager 45-60 minutter, hvor 
kameraet drejer langsomt rundt om dit hoved.

Varighed af undersøgelsen 

Du skal regne med, at hele undersøgelsen varer 4 timer.

Er der ubehag eller bivirkninger

Stikket i armen er ligesom at få taget en blodprøve.
Der er ingen gener, når du er færdig med undersøgelsen. Det radioaktive 
sporstof udskilles hurtigt fra kroppen.

Svar på undersøgelsen

Du får svaret på den afdeling eller hos den speciallæge, du er henvist fra.

Redaktør