Selskabsblære, blæretræning

En selskabsblære er en stor blære, der ikke kræver hyppig vandladning, og som derfor kan forårsage blærebetændelse og inkontinens. Læs om at træne blæren her.

En selskabsblære er en stor blære, der ikke kræver hyppig vandladning, og som derfor kan forårsage blærebetændelse og inkontinens. Hvis du har en såkaldt selskabsblære, er det derfor en god idé at træne blæren. Det kan du læse mere om her. 

Hvad er en selskabsblære?

En selskabsblære er en stor blære, som med tiden kan blive slap og uelastisk og derved have vanskeligt ved at tømme sig.
Denne tilstand opnås, hvis man for eksempel i årevis har gået sjældent på toilettet og har undertrykt vandladningstrangen, når den har meldt sig.
Hvis man ikke er i stand til at tømme blæren helt, har man en øget risiko for at få blærebetændelse. Ligeledes vil mængden af urin ved hver vandladning være stor (cirka 6 - 10 dl). 
Hvis du har en selskabsblære, kan du holde dig i lang tid og er derfor kun på toilettet få gange i løbet af dagen. 

Hvad er normalt?

  • Almindeligvis kan blæren rumme 200 - 400 ml (2 - 4 dl), inden man får vandladningstrang.
  • Et voksent menneske har en urinproduktion på omkring 1500 ml (1,5 l) pr. døgn, afhængig af, hvad man spiser og drikker. 
  • En voksen lader vandet 5 - 8 gange i døgnet, det vil sige med 3 - 5 timers mellemrum; noget oftere efter et måltid, og almindeligvis ikke om natten.
  • Hvis du drikker meget væske, skal du også lade vandet ofte. Det meste af væsken i mad og drikke udskilles hurtigt som urin.
  • Fast føde, for eksempel grøntsager og frugt, består mest af vand. Et middelstort æble indeholder, hvad der svarer til et glas vand. Kaffe og te virker vanddrivende.

Blæretræning

Hvis du har en selskabsblære, kan du med fordel anvende en metode, hvor du træner i at lade vandet, selvom du ikke har vandladningstrang.

Målet med blæretræningen er:

  • at øge antallet af vandladninger.
  • at nedsætte mængden af urin per vandladning.
  • at tømme blæren så godt som muligt.

Dette kan trænes ved at nedskrive tidspunkter og ved at måle mængden af urin ved hver vandladning. 
Herved tilstræbes det, at du lader vandet cirka hver 3. time med en urinmængde på 200 - 400 ml ved hver vandladning.

Kort sagt

  • Få faste vandladningstidspunkter.
  • Vent roligt til vandladningsrefleksen udløses.

Hvis du er i tvivl om noget, er du altid velkommen til at spørge personalet. 


Med venlig hilsen


Personalet i Bækkenbundsklinikken
 

Redaktør