Renografi, børn 10-14 år

Vejledning om en renografi af børn mellem10-14 år, hvor man undersøger, hvordan barnets nyrer fungerer ved hjælp af radioaktivt sporstof.

Du har fået en tid til en undersøgelse af dine nyrer. Det er vigtigt, at du læser vejledningen sammen med dine forældre. inden du kommer til undersøgelsen. Vejledningen indeholder information om, hvad du skal gøre inden undersøgelsen, og hvordan undersøgelsen foregår.

Vigtig information inden undersøgelsen til dine forældre

Der indgår radioaktivt sporstof i denne undersøgelse. For at undgå unødig bestråling af pårørende, anbefaler vi, at der ikke kommer søskende eller gravide med ved undersøgelsen.

Hvorfor skal du have lavet denne undersøgelse?

Du skal have lavet undersøgelsen for at se, hvordan dine nyrer fungerer, det kalder vi en renografi.

Hvad skal du gøre inden undersøgelsen?

Vi skal lægge en tynd plastikkanyle i armen, for at give en indsprøjtning. Det er ligesom en blodprøve. Hvis du gerne vil bedøves, der hvor vi skal stikke dig, kan I købe hudbedøvelses creme, EMLA-creme, på apoteket. Cremen smøres på huden i albuebøjningerne samme sted som ved en blodprøve. Cremen skal smøres på ca. 1 time inden undersøgelsen.

Når du kommer til afdelingen, får du vand eller saftevand, som du skal drikke inden undersøgelsen. Du må gerne gå på toilettet. Hvis du er sulten, må du gerne spise.

Du kan beholde dit tøj på ved undersøgelsen, undtagen hvis der er metalknapper, nittere eller lynlåse i dit tøj, så skal du tage det af.

Lige inden undersøgelsen bliver du bedt om at gå på toilettet. 

Hvordan foregår undersøgelsen?

Under undersøgelsen ligger du på et leje, som ligner en smal seng.

Du får et stik i armen med en plastikkanyle. Bagefter får du sprøjtet lidt radioaktivt sporstof ind igennem plastikkanylen. Det mærker du ikke noget til. Sporstoffet er hurtigt ude af kroppen igen.

Under lejet er der et kamera, som tager billeder af dine nyrer. Det er vigtigt, at du ligger helt stille, mens vi skanner dig.

Lige efter undersøgelsen skal du igen gå på toilettet.

Du må gerne have dine forældre med til undersøgelsen.

Hvor lang tid varer undersøgelsen?

Hele undersøgelsen varer 2 timer.

Hvordan får du svar?

Du får svaret hos den læge eller afdeling, der har henvist dig.

Redaktør