Pacemaker - indsættelse

Ved en operation indsættes en pacemaker under venstrekraveben.

Kort om operationen

Du skal have en pacemaker opereret ind under huden ved venstre kraveben. En pacemaker er et lille, elektronisk apparat, der sender elektriske impulser til hjertet, så det ikke slår for langsomt.

Du skal forvente at være på hospitalet i 1-2 dage i forbindelse med operationen.

Vigtig forberedelse

Undgå blodfortyndende medicin

Du skal undgå følgende blodfortyndende medicin i tiden op til operationen og indtil forløbet er helt afsluttet, med mindre vi har aftalt noget andet med dig:

  • 5 dage før skal du undgå Marcoumar.
  • 4 dage før skal du undgå Marevan i tabletform.
  • 4 dag før skal du undgå Pradaxa, Xarelto, Eliquis og Lixiana.

Øvrig medicin skal du tage, som du plejer. Har du medicinsk hjerteklap, skal du ikke holde pause med blodfortyndende medicin. Kontakt os, hvis du er i tvivl.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din operationen. Du skal desuden undlade at bruge creme og fjerne al make-up, ur, smykker og piercinger hjemmefra.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme, deodorant og parfume efter badet, da det øger risikoen for betændelse.

På hospitalet 

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen

Du får fjernet hår

Du skal have fjernet eventuelt hår fra operationsområdet. Vi hjælper dig med at fjerne hårene, så der ikke kommer rifter i huden, som øger risikoen for betændelse. Du må ikke selv fjerne hår i ugen op til operationen.

Du får taget blodprøver

For at gøre dig klar til din operation tager vi blodprøver.

Du får lagt et drop

Vi lægger et drop i din hånd, så vi kan give dig medicin og væske, hvis det bliver nødvendigt.

Du får antibiotika og smertestillende medicin

Inden operationen får du antibiotika for at forebygge infektioner. Du bliver også tilbudt smertestillende medicin.

Du kan få beroligende medicin

Du kan få medicin, der virker mod smerter, beroliger dig og får dine muskler til at slappe af.

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi opererer dig, men området, hvor pacemakeren skal sidde, er bedøvet.

Operationen

Når bedøvelsen virker, laver lægen et snit under venstre kraveben og placerer pacemakeren mellem brystmusklen og huden. Gennem en blodåre fører lægen en eller to ledninger til hjertet, som bliver koblet til pacemakeren. Vi gennemlyser området med røntgenstråler, så vi kan sikre, at ledningerne placeres rigtig. Såret lukkes med plastre og tråd, der opløser sig selv. Du får en stram forbinding på for at undgå, at det bløder under huden.

Operationen varer 1-2 timer.

Pacemaker med de to ledninger i højre forkammer og højre hjertekammer.

Sig til, hvis du har ondt

Hvis du har smerter, lindrer vi dem. Fortæl os, hvis du har ondt eller er utilpas, så vi kan hjælpe dig. Det er vigtigt, at du er behandlet for smerter, så du kan trække vejret dybt, hoste og komme ud af sengen.

Vi overvåger din hjerterytme

Du får en trådløs sender på din brystkasse, så vi kan overvåge din hjerterytme, mens du er i afdelingen.

Vi indstiller pacemakeren, inden du skal hjem

Vi fortæller dig om pacemakerens funktioner, og hvad du skal være opmærksom på. Du får udleveret et kort med oplysninger om pacemakeren.  I enkelte tilfælde tager vi et røntgenbillede af dine lunger og dit hjerte for at se, at alt er, som det skal være.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det. 

  • Blodansamling (hyppighed: ikke almindeligt): Huden omkring såret kan være øm og hævet, og du kan få blå mærker eller en blodansamling under huden. Det forsvinder som regel af sig selv. I sjældne tilfælde skal blodansamlingen fjernes ved en mindre operation.
  • Ledningerne kan flytte sig (hyppighed: ikke almindeligt): Ledningerne til pacemakeren kan flytte sig, så de ikke virker efter hensigten. Hvis det sker, flytter vi ledningerne ved en ny operation.
  • Sammenklappet lunge (hyppighed: sjældent): Lungen kan klappe sammen. Hvis det sker, skal du have lagt et dræn i lungehulen, som hjælper lungen med at folde sig ud. Du skal være på hospitalet, så længe du har drænet siddende.
  • Hul på lungehinden (hyppighed: sjældent): Når vi placerer ledningerne, kan der gå hul på lungen. Det kan give en luft- eller blodansamling, som oftest forvinder af sig selv i løbet af få dage. Hvis det ikke forsvinder, skal du blive på hospitalet, mens vi behandler med et dræn.
  • Betændelse i såret (hyppighed: meget sjældent): Der kan gå betændelse i såret, selvom du har fået forebyggende behandling. Hvis det sker, behandler vi med antibiotika. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at fjerne pacemakeren og først sætte den ind igen, når betændelsen er væk.
  • Klemte blodårer (hyppighed: meget sjældent): De blodårer, der er ført ledninger igennem, kan blive klemt. Klemte blodårer kan give hævelse og smerter i armen og halsen, som vi behandler med blodfortyndende medicin.
  • Blødning i hjertesækken (hyppighed: meget sjældent): Det kan ske, at elektroden trænger gennem hjertevæggen. Hvis der går hul på hjertevæggen, vil det bløde ud i hjertesækken. Vi fjerner blodet fra hjertesækken med en kanyle. I sjældne tilfælde er det nødvendigt at fjerne blodet ved en akut operation.

Hjemme igen

Sygemelding

Du kan starte på arbejde igen, når du føler dig parat til det. Hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente lidt længere end ellers. Hvis du har brug for en sygemelding i en periode, kan du få den hos din egen læge.

Vent med at køre bil

Du skal regne med, at du kan begynde selv at køre bil igen 1 uge efter operationen. Hvis vi vurderer, at der gælder noget særligt for dig omkring bilkørsel, taler vi med dig om det. Hvis du har et erhvervskørekort, skal du vente i 6 uger med at køre bil.

Undgå at belaste armen i siden, hvor du er opereret

I de første 4 uger efter operationen skal du undgå at løfte tunge ting over 4 kilo. Du skal også undgå at løfte din albue over skulderhøjde i den side, hvor du er opereret. Hvis du løfter armen for højt eller strækker den ud i yderstillinger, kan det få ledningerne i hjertet til at flytte sig.

Vi anbefaler dog, at du bruger begge arme så normalt som muligt for at forebygge, at dine skuldre bliver stive.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Få mere viden

Du kan få mere viden om indsættelse af pacemaker på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’pacemakerbehandling’.

Hjerteforeningen tilbyder fællesskab, råd og støtte til patienter og pårørende.
Du finder foreningen på www.hjerteforeningen.dk.

Redaktør