PEP-maske eller PEP-fløjte til børn - Instruktion

Læs hvordan PEP-maske eller PEP-fløjte anvendes til børn

Formålet med brug af PEP- maske eller PEP-fløjte

PEP er en forkortelse af Positive Expiratory Pressure.

Formålet med brug af PEP-maske/-fløjte er:

  • at forebygge og afhjælpe aflukning af de små luftveje
  • at hjælpe barnet med at løsne slim, så det bliver lettere at hoste slim op og trække vejret godt igennem.

Hvad består en PEP-maske eller PEP-fløjte af

Et sæt består enten af en maske eller mundstykke, et T-rør med ensretterventil og en modstandsventil på udåndingssiden.

Hvordan virker PEP-maske eller PEP-fløjte

Dit barn kan frit trække vejret ind igennem masken/ fløjten. Under udåndingen sørger modstandsventilen for en let modstand, som øger trykket i dit barns lunger. Dette hjælper med at åbne luftveje og løsne slim.

Afprøv selv PEP-masken før brug

For at sikre dig at barnet kan trække vejret frit gennem masken, bør du selv afprøve masken før brug

Hvordan bruges PEP-masken

Sæt dig med barnet på skødet. Hold masken helt tæt omkring barnets næse og mund, så luften ikke slipper ud ved maskens kant. Lad barnet trække vejret 15-20 gange, hold en lille pause og gentag dette 3 gange. Hold også pause hvis dit barn hoster.

Hvordan bruges PEP-fløjten

Benyttes i siddende eller stående stilling. Når barnet puster i fløjten, skal munden lukkes tæt omkring mundstykket. Vejret trækkes ind gennem næsen og pustes ud gennem mundstykket. Lad barnet puste ud i fløjten 15-20 gange, hold en lille pause og gentag dette 3 gange. I pauserne instrueres barnet af fysioterapeuten i at bruge stødeteknik.

Hvor ofte skal masken eller fløjten bruges

Brug masken eller fløjten 4-6 gange i døgnet den første uge, herefter 3 gange i døgnet i alt 14 dage eller så længe der er slim. Ved atelektase bruges masken eller fløjten det første døgn hver vågen time. Derefter som ovenstående.

Rengøring af maske/fløjte

Du kan skille og vaske de tre dele i lunkent sæbevand. Delene skal være helt tørre inden du samler PEP-masken eller PEP-fløjten igen.

Leg og bevægelse

Når dit barn bevæger sig og bliver let forpustet, ændres luftstrømmen i lungerne og leg er derfor et godt suplement til PEP behandling. Leg med barnet, når det har overskud og energi til det. Eksempler: puste sæbebobler, puste i sugerør til små genstande eller i vand, puste i ballon og tumlelege, fangelege, leg med ballon/bold.

Redaktør