Operationsforløb/undersøgelse - anæstesi, operation og opvågning

Er du ung og skal til undersøgelse eller operation, hvor bedøvelse indgår, kan du finde svar på, hvordan et operationsforløb kan foregå.

Information til unge

Inden du skal bedøves til operation eller undersøgelse, skal du have skrevet en journal samt tale med en anæstesilæge og en sygeplejerske. Der vil være mulighed for, at både du og dine forældre kan stille spørgsmål om operationen og bedøvelsen.

Faste og tørste

Du skal faste før operationen/undersøgelsen. Du må ikke spise mad eller spise/drikke mælkeprodukter og juice i 6 timer før bedøvelsen. I fasteperioden må du heller ikke indtage pastiller, bolsjer eller tyggegummi.
Du drikke vand, saftevand, kaffe og te (uden mælk) indtil 2 timer før operationen. Du kan med fordel drikke et glas 2 timer før bedøvelsen.

På operationsdagen

Da du skal have lagt et drop til bedøvelsen, vil du blive tilbudt emla (bedøvende creme), til at lægge på dine håndrygge. Du bliver hentet på afdelingen af en serviceassistent, som kører dig til operationsgangen. Dine forældre må gerne følge med dig, indtil du sover.

På operationsgangen bliver du modtaget af personalet på den stue, hvor operationen eller undersøgelsen skal foregå. Af sikkerhedshensyn bliver du spurgt om dit navn, personnummer og hvilket indgreb, der skal foretages. Du får påsat elektroder til overvågning af hjertet og målt dit blodtryk. Du får også lagt et drop til bedøvelse og til at tilføre væske.

Personlige genstande

Du bedes efterlade din mobiltelefon, ur, smykker, piercinger, hårspænder og lignende på sengeafdelingen.
Undlad neglelak.
Har du kontaktlinser, så tal med personalet.

Efter bedøvelsen

Efter operationen eller undersøgelsen bliver du observeret på opvågnings-afsnittet. Dine forældre må gerne være hos dig på opvågningsafsnittet.
De mest almindelige gener efter operationen/ bedøvelsen er kvalme eller smerter. Dette behandles med den nødvendige medicin. Du vil blive tilbudt lidt vand efter operationen/undersøgelsen. Du bliver kørt fra opvågningsafsnittet til din egen afdeling, når du er vågen, og smertebehandlingen er tilfredsstillende.

Den læge, som har opereret/undersøgt dig, vil informere dig og dine forældre om indgrebet og det videre forløb.
Hvis du skal hjem samme dag, må du hverken cykle eller selv køre på anden vis den dag.

Spørgsmål

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte afdelingen.
Afdeling B0632 - 48 29 43 23
Afdeling B1531 - 48 29 63 11

Film

Scan og se filmen ”Du skal bedøves” lavet af ungepanelet på Nordsjællands Hospital.

Redaktør