Nyreskintigrafi (DMSA), børn 10-14 år

Vejledning om en nyreskintigrafi (DMSA) af børn mellem 10-14 år, hvor man undersøger, hvordan barnets nyrer fungerer ved hjælp af radioaktivt sporstof.

Du har fået en tid til en undersøgelse af dine nyrer. Det er vigtigt, at du læser hele vejledningen sammen med dine forældre, inden du kommer til undersøgelsen. Vejledningen indeholder information om, hvad du skal gøre inden undersøgelsen, og hvordan undersøgelsen foregår.

Vigtig information inden undersøgelsen til dine forældre

Der anvendes radioaktivt sporstof ved denne undersøgelse. For at undgå unødig bestråling af pårørende, anbefaler vi, at der ikke tages søskende eller gravide med ved undersøgelsen.

Hvorfor skal du have lavet denne undersøgelse?

Du skal have lavet undersøgelsen for at se, hvordan dine nyrer fungerer, det kaldes en nyreskintigrafi.

Hvad gør du inden undersøgelsen?

Vi skal lægge en tynd plastikkanyle i armen, for at give en indsprøjtning. Det er ligesom en blodprøve.
Hvis du gerne vil bedøves, der hvor vi skal stikke dig, kan I købe bedøvende creme, EMLA-creme, på apoteket. Cremen skal du smøre på huden i albuebøjningerne ca. 1 time inden undersøgelsen.

Det er vigtigt for undersøgelsen, at du drikker lidt vand hele tiden i timerne op til undersøgelsen. Du må gerne gå på toilettet.

Du kan beholde dit tøj på ved undersøgelsen, undtagen hvis der er metalknapper, nitter, lynlåse eller andet metal i dit tøj. 

Hvordan foregår undersøgelsen?

Du får et stik i armen med en plastikkanyle. Bagefter får du sprøjtet en lille smule radioaktivt sporstof ind igennem plastikkanylen. Det mærker du ikke noget til.

De næste 2 timer fordeler sporstoffet sig i nyrerne.
I ventetiden indtil du skal skannes, skal du drikke rigeligt med vand eller saftevand. Når de 2 timer er gået, skal vi skanne dig.

Du skal ligge på et leje, som ligner en smal seng. Under lejet er der et kamera, som tager billeder af dig. Du skal ligge helt stille, mens vi skanner dig. Skanningen tager ca. 30 minutter.
Du må gerne have dine forældre med til undersøgelsen.

Hvor lang tid varer undersøgelsen?

Hele undersøgelsen varer ca. 3 timer.

Hvad skal du gøre efter undersøgelsen?

For at sporstoffet kommer helt ud af kroppen, er det vigtigt, at du drikker rigeligt og går på toilettet mange gange i de næste timer efter undersøgelsen.

Hvordan får du svar?

Du får svaret hos den læge eller afdeling, som har henvist dig.

Redaktør