Hvad betyder nedsat skelneevne?
Nedsat skelneevne betyder, at selv under gode forhold for kommunikationen - det vil sige samtale på tomandshånd i rolige omgivelser med et optimalt tilpasset høreapparat - vil lyden virke høj nok, men ikke tydelig nok.
Mange oplever, at talelydene flyder sammen. Eksempelvis kan en person med nedsat skelneevne opfatte ordet ”spegepølse” som ”sparebøsse”, da de enkelte lyde, som adskiller de to ord, ikke bliver opfattet tydeligt af personen.
Hvad er årsagen til nedsat skelneevne?
Årsagen til nedsat skelneevne er nedslidning af hårcellerne i det indre øre. Hårcellerne er dem, vi hører med. De omformer lyd til nervesignaler
i hørenerven, og disse signaler går videre op til hjernen, hvor lyden bliver tolket
og forstået.
Når hårcellerne er nedslidte, er den information, der sendes til hjernen af lavere kvalitet, og derfor kan den ikke tolkes eller forstås præcist.
Nedsat skelneevne kan forekomme både på et enkelt øre eller på begge ører.
Hvis man ikke kender til nedsat skelneevne, er det nærliggende at tro, at høreapparatet:
- er forkert indstillet
- er af dårlig kvalitet
- er i stykker
- skal skrues højere op
Det er vigtigt at vide, at høreapparater ikke kan gøre skelneevnen bedre. Høreapparater gør lydene højere, men ikke nødvendigvis talen mere forståelig, når man har nedsat skelneevne.
Gode råd
For at få mest muligt ud af kommunikationen
i din dagligdag kan du følge disse gode råd:
Sørg for at belysningen er god, og at lyset falder på ansigtet af den, du taler med. Når du kan se ansigtet, har du mulighed for at se mimik og mundbevægelser, og det støtter kommunikationen meget.
Dæmp baggrundsstøjen så vidt muligt, hvis radio eller fjernsyn er skruet højt op,
så dæmp det, mens I taler sammen.
Hvis der er noget, du ikke forstår, så bed din samtalepartner gentage sætningen
langsommere og tydeligere (ikke højere), eller eventuelt om at omformulere sætningen.